Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 

Job

Kontorchef til Kontoret DeMars (SAP) og BI i Forsvarsministeriet


Kontorchef til Kontoret DeMars (SAP) og BI i Forsvarsministeriet

Vil du være med til at tilvejebringe en endnu mere effektiv digital understøttelse af styringen i Forsvarsministeriets koncern? Kan du sikre kvalitet og sammenhæng i styringsinformationen og understøtte, at der til en hver tid kan træffes værdiskabende og helhedsorienterede beslutninger? Så er du måske vores nye kontorchef.
Om os
Forsvarsministeriets Koncern DeMars og BI kontor har en koncernfælles koordinerende rolle som forretningsansvarlig for koncernens SAP platform. Kontoret har ansvar for udvikling og implementering af koncernfælles ledelsesinformationsdata samt for Data Management på økonomiområdet. Kontoret består af i alt 20 medarbejdere fordelt på tre teams.
Om stillingen
Som kontorchef er det din opgave at lede den forretningsmæssige udvikling og drift af det Koncernfælles SAP ERP system, DeMars, som understøtter styringen i koncernen på alle relevante niveauer. Du skal bl.a. gennem styring af processer, stamdata, registreringsramme og BI platform understøtte koncernens mulighed for at kunne træffe datadrevne beslutninger.

Kontoret består af tre teams, som du leder igennem teamlederne:
BI Shared Service Center (BI SSC) består af 11 medarbejdere og er placeret i Ballerup. BI SSC primære opgave er at udvikle ledelsesinformationsløsning i SAP Business Objects i samarbejde med den interne IT-organisation, som har ansvar for back-end udvikling, hvor BI SSC har front-end ansvaret.

Data Management teamet består af 5 medarbejdere. Enhedens primære opgave er at vedligeholde og udvikle den økonomiske registreringsramme som fundament for den gode beslutningsinformation i koncernen.

DeMars teamet består af 4 medarbejdere. Teamets opgaver er alsidige, men er centreret om koordination af den forretningsmæssige udvikling og drift af det koncernfælles SAP ERP system. Teamets medarbejdere deltager derudover i udviklingsprojekter som forretningslead eller specialist.

Som kontorchef er det din opgave at koordinere og prioritere kontorets opgaveportefølje i samarbejde med teamlederne samt sparre med og rådgive koncernens ledelse. Ligeledes er det din opgave at håndtere dialog med relevante interessenter i koncernen. Som kontorchef skal du desuden forvente at varetage formandskabet for projektstyregrupper.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående uddannelse, og at du har indgående kendskab til SAP. Du har nogle års ledelseserfaring fra en lignende funktion eller stort ledelsespotentiale, som du har udøvet i rollen som f.eks. teamleder. Du har væsentlig erfaring fra en back office-funktion inden for f.eks. økonomi, supply chain eller business development i en stor koncern. Du kan dokumentere, at du får fulgt opgaver helt til dørs.

En af dine vigtigste kvalifikationer er dit helhedssyn, hvor du formår at tænke kontorets udvikling og drift ind i understøttelsen af kerneopgaverne i koncernens operative styrelser. Du er en vigtig medspiller i udvikling og implementering af Forsvarets og koncernens strategier, som du gennem din organisation formår at omsætte i samarbejde med dine kolleger og medarbejdere.

Du vil få en central rolle i den helt afgørende udvikling af koncernens SAP platform, og du vil komme til at lede højt specialiserede medarbejdere i et resultatorienteret kontor, som ønsker at skabe forbedringer. Kontoret har en uformel omgangstone, og lægger vægt på at hjælpe hinanden i hverdagen. Kontoret går op i at have et godt arbejdsmiljø med stor fleksibilitet.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten. Den endelige lønpakke vil afhænge af din baggrund og dine kvalifikationer, men stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Derudover er der mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer, ligesom at der er mulighed for, at ansættelsen kan ske på åremål.

Ansættelsesområdet er Forsvarsministeriet med tilhørende myndigheder og institutioner.

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og kunne opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Forsvarsministeriets koncern er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen, fordi vi tror på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem dynamik og nytænkning.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Koncernøkonomidirektør Mads Kvist Eriksen på tlf.: 61 87 14 05. Hvis du har spørgsmål til løn eller ansættelsesvilkår, kan du kontakte Nezi Olgun ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse på telefon 32 66 57 92.

Send ansøgning, CV og øvrige relevante bilag via linket til højre.

Ansøgningsfristen er den 30. september 2018, og vi forventer at holde samtaler snarest herefter.
  
  
  

Generel information

Tjenestested
København
Værn
Forsvarsministeriet
Lokation
Region Hovedstaden
Funktionsniveau
C400
Ansøgningsfrist
30.09.2018
Indrykningsdato
05.09.2018

Ansøgningsforløbet

Hvad sker der med min ansøgning?

Vi behandler din ansøgning hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.

Læs mere om forløbet

Tilmelding

Gem og Print