Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Tale til flagdagen 5. september 2012

Indholdsområde

 
Tale 
DET TALTE ORD ER GÆLDENDE  

Tale til flagdagen 5. september 2012 

Nick Hækkerups tale ved paraden på Christiansborg Slotsplads på Flagdagen den 5. september 2012.

Lige nu, mens vi er her, går danske soldater på patrulje i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Lige nu er det omkring 35 grader i skyggen, og solen står stort set lodret på himlen og brænder løs. Det tørre støv står op fra vejen og trænger ind overalt.

Det er ekstremt varmt og svedigt - inden under hjelmen, fragmentationsvesten, oppakningen - bag beskyttelsesbrillerne.

De bærer på deres våben. Stille, opmærksomme, forrest går en soldat med en minesøger for at afsøge ruten for vejsidebomber.


Sådan gik de også for tre uger siden. Pludselig lyder er et hvislen gennem luften. Gruppeføreren for patruljen vender sig om og tror det er en af hans kammerater, der er blevet ramt af fragmenter fra en vejsidebombe.

Men i stedet er det ham selv, der er blevet beskudt. Af fjenden på lang afstand, skjult i den høje bevoksning.

Han bliver ramt, i rygsøjlen og i albuen.

Jeg besøgte ham på rigshospitalet i forrige uge...

(Hans humør er godt. Kuglen i rygsøjlen ramte heldigvis lavt. Alt tyder på han får sin førlighed igen. Han fortalte mig, at hans håb er på et tidspunkt at komme tilbage til Afghanistan. Men genoptræningen kommer til at tage lang tid.)


Jeg fortæller om den soldat, fordi flagdagen er hans dag. Det er vores soldaters dag.

I dag handler om deres mod og vilje til at løse den opgave, Danmark har givet dem.

Og i dag handler om jer der venter herhjemme - familierne.

Vi er her for at sige jer tak.

Til hverdag og i mange af livets sammenhænge er vi uenige om mange ting. Vi er røde og blå, vi er for og imod, vi er øst og vest, inde og ude, mørke og lyse.

Men når vi står foran jer, så er vi én nation.

En stolt nation 

Jeres mod og jeres vilje samler os.


Som forsvarsminister har jeg det privilegium at komme rundt og møde mennesker som på den ene eller den anden måde bidrager til forsvaret af vores land og vores værdier.

Det er mennesker der er villige til at betale en meget høj pris for vores andres skyld.

Mennesker, der holder fast i, at der er ting i tilværelsen, der er vigtigere end "hvad kan jeg sikre til mig selv".

Det er ikke en nem beslutning at tage af sted.

Og det er ikke nemt at være dem der bliver tilbage.

Men vi er ikke blevet det land vi er, fordi vi har gjort det, der er nemt.

Danmark er blevet det land vi er, fordi folk som jer er parate til at gøre det, som er SVÆRT.

I løfter en af de sværeste opgaver. Og I gør det for os andre.

Som soldaten på rigshospitalet sætter I livet på spil. De fleste af jer kommer hjem som stærkere mennesker. Men nogle kommer desværre også hjem med skader. Fysiske og psykiske.

Enkelte kommer ikke hjem.

Men I tager af sted. Og jeres familier er med jer hver eneste dag.


Vores soldater gør et arbejde, der ligger langt fra den hverdag vi andre lever i.

Vi går trygt omkring. Tænker og trækker vejret frit - overvejer om mælken skal være økologisk eller ej, om den nye bil skal være med fire eller otte airbags. Vi kører ungerne til træning og henter dem fra fester, og flader ud fredag aften i sofaen.

Det gør vi, og det skal vi. Vi lever i tryghed og frihed, vores tilværelse som danskere.

Det har generationer før os kæmpet for. Det kæmper vores soldater ude i verden for.


For os der ikke er soldater, eller mor, far, bror, søster, søn, datter, mand eller kone til en soldat - for os er krig og konflikt noget, vi ser på fjernsyn hvis vi ikke zapper videre.

For os virker vores privilegerede tilværelse så selvfølgelig som luften vi indånder.

Men vi må ikke glemme. Vi må ikke tage det liv vi lever for givet. Vi må ikke tage det fantastiske samfund vi lever i for givet.

Vores frihed og tryghed er kun en generation gammel.

Det blev jeg mindet om i sidste uge, da jeg var i mindelunden sammen med de tilbageværende modstandsfolk fra anden verdenskrig.

Vi må ikke glemme at det vi har ikke kommer af sig selv.

Mens vi er her er danskere på patrulje i Helmand. Inden længe er besætningen på fregatten Ivar Huitfedt, der er på vej til Adenbugten og Afrikas Horn for at bekæmpe pirater. Og vi har folk fra beredskabet på vej til Jordan for at passe på syriske flygtninge.


I dag hædrer vi de mennesker, der med deres indsats sikrer det liv vi lever her i landet for endnu en generation.

Jeg har fire børn.

Det er ikke så tit de gider høre på hvad jeg siger...

Men når jeg skal fortælle dem om helte, så gider de godt høre efter - og så fortæller jeg om jer.

Som land lægger vi vores børns og børnebørns frihed og tryghed i jeres hænder.

Ingen tak er for stor.

Tak.