Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ved debatfronten

Indholdsområde

 
Ved debatfronten 
 
Kommandørkaptajn Torben Ørting Jørgensen tilbageviser påstande om, at en amerikansk rapport fra National Defense University skulle være ude af trit med Forsvarskommandoens bud på udviklingen.
 
16-01-2004 - kl. 15:24

EN SAGLIG DEBAT OM DANSK FORSVARS FREMTID?

En amerikansk rapport bruges som argument for, at Forsvarskommandoens udspil er ude af trit med den sikkerhedspolitiske udvikling, men den harmonerer faktisk meget godt med grundlaget for udviklingen af dansk forsvar. Meget står på spil, men saglighed bør ikke være første offer i kampens hede.

Af Torben Ørting Jørgensen, kommandørkaptajn.
 
På Lindøværftet bygges i disse måneder de to største krigsskibe, Danmark nogen sinde har rådet over. De søsættes til sommer som nødvendige enheder til løsning af de nye opgaver, som den internationale udvikling pålægger det danske forsvar. I september 2003 præsenterede Forsvarskommandoen et udspil til en nyordning af dansk forsvar, der skal gøre Danmark i stand til at samarbejde mere effektivt med andre lande om både regulære kampopgaver og fredsbevarelse i klodens brændpunkter. Støtteskibene bliver de første materielle udtryk for de krav, der stilles til Danmark og dansk forsvar.

Derfor må det skabe bekymring, at der i dele af dagspressen op til jul har været refereret forlydender om, at ”Ny dansk forsvarspolitik smuldrer”. Der henvises her til Forsvarskommandoens udspil til udvikling af dansk forsvar, der fortsat kan læses på Forsvarskommandoens hjemmeside, http://forsvaret.dk. Udgangspunktet for kritikken er en rapport fra det amerikanske National Defense University, hvori det tilkendegives, ”at fremtidens behov er for fredsbevarende styrker”. Rapporten går angiveligt i stik modsat retning af den rapport, som det såkaldte ”Bruun udvalg” i sommer udarbejdede om ”De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik”.

Denne linje er fulgt op med spekulationer om sammenhænge mellem ønsket om at ophæve forsvarsforbeholdet og den ”kendsgerning”, at Forsvarskommandoen har foreslået en omstrukturering, der diskvalificerer forsvaret til det fremtidige militære samarbejde, som EU forestiller sig. Forsvarschefen er i den anledning beskyldt for at lide af volumensyge. Og noget så spændende som institutionelle magtkampe og ulmende opgør ikke alene internt i partiet Venstre, men også mellem forsvarsministeren og hans forsvarschef, spekuleres der også i!

Jeg skal afholde mig fra at kommentere de ”politiske analyser” eller rygtemagerier, der bringes til torvs i de nævnte artikler og reportager, men jeg finder det forstemmende, at man tilsyneladende ikke kan debattere forsvarets fremtidige udvikling, uden at tonen bliver både skinger og useriøs.  Jeg vil derfor alene kommentere de dele af debatten, der relaterer sig til rapporten fra National Defense University, ”Bruun udvalgets” redegørelse fra august og det militærfaglige udspil fra Forsvarskommandoen, der blev offentliggjort i september som et kvalificeret bud på, hvorledes dansk forsvar kan indrettes for at også fremover at være et centralt og relevant instrument i dansk sikkerhedspolitik.

Behandlingen af den i øvrigt særdeles læseværdige rapport, som en gruppe forskere, tilknyttet National Defense University, har udgivet, fremstår meget unuanceret. Rapporten, der er tilgængelig på Internettet, behandler på udmærket vis det behov for kapacitet til en hurtig stabiliserende og fredsbevarende indsats, der følger i kølvandet på – eller parallelt med - det amerikanske militærs evne til at gennemføre og afslutte militære operationer med stor præcision og i et hidtil uset tempo.  Rapporten tager med andre ord udgangspunkt i den militære kapacitet, som USA er i besiddelse af – en kapacitet, som de europæiske Allierede, herunder Danmark, i forbindelse med initiativer som etableringen af NATO Response Force og Prague Capabilities Commitments forsøger at hægte sig på. Det sker bl.a. for at fastholde den transatlantiske forbindelse, men også for overhovedet at kunne svare militært på de nye og meget forandrede trusler.

Rapporten lægger imidlertid ikke op til, at det amerikanske militær reducerer sin militære kampkapacitet. Man konstaterer derimod, at stort set alle kapaciteter til den genopbyggende og fredsbevarende opgave allerede er til stede i det amerikanske militær.

Derfor lægger rapporten op til, at man med udgangspunkt i en lang række allerede eksisterende kapaciteter etablerer yderligere en eller to divisionsstrukturer, der får pålagt ansvar for planlægning og gennemførelse af genopbygning og fredsbevarelse efter en konflikts afslutning. Ud over divisionshovedkvarteret, der fokuseres på den genopbyggende og fredsbevarende opgave, vil de styrker, der kan indgå i divisionen, komme fra den øvrige del af amerikanske hær og marinekorpset på rotationsbasis, således at den fredsbevarende rolle ikke berøver enhederne evnen til at løse egentlige krigsopgaver. De styrker, der foreslås anvendt til opgaven, skal kunne deployeres med kort varsel. 

I dette perspektiv er det vanskeligt at få øje på sandhedsværdien i påstanden om, at den amerikanske rapport skulle være på kollisionskurs med den rapport, som det såkaldte ”Bruun-udvalg” i august afleverede om ”De sikkerhedspolitiske vilkår for dansk forsvarspolitik” og det militærfaglige bud på det fremtidige danske forsvar, som Forsvarskommandoen offentliggjorde i september.

Jeg skal kort gengive nogle centrale punkter fra ”Bruun-udvalgets” rapport. Det konstateres i rapporten, at den sikkerhedspolitiske udvikling stiller krav om, at dansk forsvar styrker kapaciteten på to centrale områder: Totalforsvaret, herunder evnen til at imødegå terrorhandlinger og deres virkninger, samt internationalt deployerbare militære kapaciteter.

Det pointeres videre, at de deployerbare militære kapaciteter tidsmæssigt forskudt skal kunne anvendes både internationalt og inden for rigets grænser. Det slås fast, at disse to udfordringer for dansk forsvar således ikke er et ”enten eller”, men i høj grad et ”både og”.

Det fastslås også i rapporten, at dansk forsvar skal være specialiseret i at levere en række indsatsklare og deployerbare militære kapaciteter af høj kvalitet til deltagelse i det fulde opgavespektrum, dvs. fra fredsbevarelse til deltagelse i egentlig væbnet konflikt. Herved bevares evnen til også at udføre lavintensive operationer som f.eks fredsbevarelse, medens det modsatte ikke ville være tilfældet.

En entydig prioritering af lavintensive operationer ville formentlig muliggøre et kvantitativt større bidrag på dette område, men ville afskrive væsentlige evner både i forhold til højintensive internationale opgaver og forsvar mod direkte anslag mod Danmark.
 
Det konstateres endvidere i rapporten, at det generelt gælder, at den militære indsats skal samtænkes med øvrige danske engagementer for at opnå maksimal effekt af den samlede indsats og styrke Danmarks mulighed for at påtage sig et ansvar. Militære indsatser bør følges op med indsatser på andre områder, således at der i hvert tilfælde gøres en målrettet indsats for at sikre den maksimale synergigevinst af de samlede danske indsatser i et givet område.

Disse centrale konstateringer er grundlæggende for det efterfølgende militærfaglige bud på det fremtidige danske forsvar, som Forsvarskommandoen lancerede i september. Uden udsigt til en egentlig forøgelse af forsvarsbudgettet er udfordringen at lægge op til en omfattende omkalfatring af dansk forsvar for at imødekomme NATOs krav om indsatsberedskab og deployeringsevne, at styrke de spidse ender og at materielinvesteringerne forøges.

Hensigten er at give regering og Folketing mulighed for at råde over en bredt sammensat militær værktøjskasse, der kan bringes i anvendelse såvel indenfor som udenfor landets grænser. Styrker, der ikke i rette tid kan deployeres derhen, hvor der er brug for dem, er ikke relevante, hverken i NATO, koalitioner, FN eller andre fora. De militære kapaciteter skal desuden kunne indsættes uden uacceptabel risiko for kollaterale skader på civilbefolkningen; i den forbindelse kan det virke paradoksalt at høre de samme kredse, som er imod forøgede forsvarsbudgetter, være de ivrigste kritikere af kollaterale skader.

NATO har, som nævnt, gennem beslutningen om Prague Capabilities Commitments og etableringen af en værnsfælles styrke på højt beredskab, NATO Response Force, været med til at udstikke rammer for den fremtidige militære udvikling i Europa. Det kan konstateres, at det militærfaglige bud på udviklingen af dansk forsvar er i nøje samklang med denne udvikling.

For at frigøre midler til denne omstilling lægges der op til en lang række rationaliserings- og forenklingstiltag samt - i erkendelsen af bortfaldet af en konventionel direkte militær trussel imod Danmark – en afvikling af mobiliseringsforsvaret. Med dette er der ligeledes grundlag for at underkaste værnepligten et nærmere eftersyn. Der lægges her op til en kort totalforsvarsværnepligt, der skal bibringe den værnepligtige en række grundlæggende færdigheder på såvel rent militære områder som inden for områder af totalforsvarsmæssig karakter (fx brandbekæmpelse, beskyttelse mod kemiske kampstoffer, førstehjælp mv.). Værnepligtsuddannelsen skal ikke sammenlignes med den nuværende værnepligt. Ud over at bibringe den værnepligtige en samfundsrelevant totalforsvarsuddannelse vil værnepligten også kunne anvendes til at rekruttere personel til videre uddannelse.

Samlet lægges der op til, at kvalitet prioriteres over kvantitet i den brede palette af militære kapaciteter, der anbefales tilvejebragt. Indsatsberedskab og deployeringsevnen styrkes, hvilket stiller krav om omfordeling af forsvarets faste personel ud i de skarpe ender.

Et centralt emne, der i øjeblikket diskuteres i NATO, er anvendeligheden af de styrker, der er tilmeldt NATO. Paradokset er, at der på den ene side er stående styrker nok i Europa, men at nationerne ikke er villige til at indsætte dem i operationer, som NATO har besluttet at tage ansvaret for. Forholdet understreger hulheden i argumentationen om, at evnen til længerevarende fredsbevarende styrkeindsættelse skulle være en dansk fløjdisciplin. NATO mangler objektivt ikke soldater, men en række allierede nationer mangler evnen eller viljen til at indsætte dem, og det kan ikke være Danmark, der her skal bære byrden for andre, der ikke kan eller vil indsætte styrker i de NATO operationer, man selv har sanktioneret. NATO, som i 2004 udvides med 7 lande, og som i fredsstøttende operationer samarbejder med et stort antal partnerlande, der netop råder over mandsskabstunge styrker, mangler ikke soldater, men derimod kvalificerede, deployerbare militære kapaciteter, der kan indsættes hurtigt, der hvor behovet opstår.

Der høres ofte argumenter for, at dansk forsvar skal specialiseres i retning af fredsbevarelse i stedet for det fulde spektrum af opgaver, som er udgangspunktet for det militærfaglige bud og ”Bruun-udvalgets” rapport. Her er det, som nævnt, væsentligt at holde sig for øje, at militære enheder, der kan løse de ”skarpe” opgaver, også kan løse de ”bløde”, hvorimod det modsatte ikke er tilfældet. Erfaringerne fra fredsstøttende operationer er, at lokalbefolkninger har størst respekt eller tillid til professionelle, disciplinerede og veludrustede soldater, der optræder venligt, men bestemt (”firm, fair and friendly”). Endvidere bør de smertelige erfaringer fra Srebrenica ikke glemmes. Fredsbevarende operationer har ændret karakter, hvilket der i øvrigt redegøres fint for i rapporten fra National Defense University. Sammenligner man den divisionsstruktur, man i rapporten stiller forslag om, med eksempelvis Danske Division, vil man kunne konstatere, at styrkerne stort set de samme, bortset fra at der ikke indgår artilleri og egentlige kampvognsenheder i den amerikanske fredsbevarende styrke, men derimod flere ingeniør- og militærpolitienheder. Artilleri- og kampvognsenheder forudsættes i den amerikanske model tilvejebragt af de kampenheder, som amerikanerne forudses at have i indsættelsesområdet. En af de større udfordringer for dansk forsvar er i øvrigt at tilvejebringe deployeringskapacitet og logistik til udsendelse af styrker med kort varsel. Denne opgave er stort set den samme, uanset om udsendelsen sker i en fredsskabende eller fredsbevarende ramme. Også på den baggrund er det vanskeligt at se, hvilke rationelle fordele der skulle være ved at specialisere sig i fredsbevarelse. Vi må også være parate til at påtage os en del af ansvaret, når det kan gøre rigtig ondt, og ikke blot smyge udenom ved at overlade det nødvendige hårde arbejde til mere ”offervillige allierede”.

Spørgsmålet om rollespecialisering rækker videre end til blot at være en diskussion om kapacitet til fredsbevarelse eller fredsskabelse. Objektivt set er det naturligvis en ubestridelig kendsgerning, at NATO ville kunne få betydeligt mere ud af ressourcerne, hvis alle medlemsstater accepterer rollespecialisering som princip. Modellen er, at man påtager sig ansvaret for en defineret rolle, som de øvrige nationer så ikke behøver at tænke mere på.  Hver nation sidder dermed med en eller flere brikker til det militære puslespil, der - når alle stiller op - udgør en effektiv samlet militær kapacitet. Illusionen er desværre ikke holdbar. Man behøver blot at stille sig selv det spørgsmål, om fx Tyskland, Storbritannien, Holland eller Tyrkiet vil deponere deres handlefrihed i det danske Folketing, hvor der som bekendt skal være flertal for at kunne indsætte danske styrker i krig. Svaret er, at det vil de ikke. Tilsvarende ville regeringens og Folketingets evne til at agere i en krisesituation under en sådan ordning i vid udstrækning blive deponeret ved andre landes regeringer og parlamenter. Fortalerne for rollespecialisering skylder en forklaring på, hvilke præmisser deres tanker om rollespecialisering hviler på, og hvor megen suverænitet de er parate til at deponere ved andre nationer.
 
Man bør også gøre sig klart, at ikke alle nationale suverænitets- og sikkerhedsmæssige opgaver er dækket af NATO. Der er ganske enkelt en række opgaver, som nationerne selv forventes at tage sig af. Et eksempel herpå er den situation, der opstod for Tjekkiet i forbindelse med værtskabet for NATO’s topmøde i 2002. Tjekkiet havde fulgt NATO’s styrkeplanlæggeres råd om ikke – for NATO’s skyld – at anskaffe jagerfly. Da tidspunktet for topmødet indtraf henvendte Tjekkiet sig til NATO for - i lyset af 11. september – at anmode NATO om under topmødet at stille jagerfly til rådighed for overvågning og nedskydning af eventuelle kaprede civile fly. Svaret fra NATO var en blank afvisning. Den ”nationale” opgave kunne man ikke påtage sig. I stedet blev der indgået en aftale mellem Tjekkiet og USA om jagerdækning under topmødet. Det er næsten overflødigt at nævne, at Tjekkiet i dag ligger i forhandlinger med en række producenter om anskaffelse af et antal jagerfly. Også dette eksempel tjener til illustration af de faldgruber, der knytter sig til tanken om rollespecialisering.

Den nationale suverænitetsmæssige opgaveløsning er i øvrigt et område, hvor "Bruun-udvalget” i rapporten peger på et vækstpotentiale. Hertil er der kommet et øget fokus på andre risici og opgaver, fx imødegåelse af olieforurening og hævdelse af danske rettigheder i rigets økonomiske zoner, der ligeledes stiller krav om kapaciteter og ressourcer.

Modsat rollespecialisering er der gode muligheder for, at man i en NATO-ramme fællesanskaffer kapaciteter, man ellers ikke ville have mulighed for at anskaffe. Både eksisterende projekter, som NATO AWACS-fly og konkrete projekter inden for Prague Capabilities Commitments, åbner for denne mulighed. Danmark er i den forbindelse involveret i både maritim og luftbåren løftekapacitet samt lufttankning. En række af de nødvendige transportkapaciteter kunne under den kolde krig tilvejebringes ved at udskrive skibe, fly og lastbiler fra det civile samfund. Denne mulighed er ikke længere i samme grad en option. Danmark må i lighed med øvrige allierede nationer tilvejebringe transportkapaciteter enten ved anskaffelse eller som for Danmarks vedkommende gennem et konstruktivt samarbejde med eksempelvis rederierhvervet i rammen af det såkaldte ARK-projekt. Uanset det positive samarbejde stiller udviklingen krav om, at der afsættes ressourcer til en række kapaciteter, som man tidligere – uden direkte omkostning for forsvaret - kunne tilvejebringe ved udskrivning.
 
Frem for en specialiseringsillusion, der hviler på sumpet grund, eller et forsøg på at kopiere et amerikansk forslag, der baserer sig på ressourcemæssige forudsætninger, der ville sende en dansk forsvarschef i den syvende himmel, bør overvejelsen om håndtering af genopbygnings- og fredsbevarelsesopgaven tage afsæt i ”Bruun-udvalgets” tanker om ”samtænkning” af den nationale indsats. Målet fra forsvarets side er ikke at gå på strandhugst i de opgaver, der på glimrende, kompetent og økonomisk vis løftes af NGO’er, Røde Kors og andre humanitære organisationer. Jeg deler derfor ikke de synspunkter, som bl.a. fremsættes af oberstløjtnant Poul Dahl, hvor der lægges op til en ”militærisering” af dette område. Derimod er der behov for at indlede en konstruktiv drøftelse om, hvorledes den ønskede synergieffekt af den samlede danske indsats bedst opnås. Her er der uden tvivl rum for betydelig koordination, både mellem statslige myndigheder internt og med de humanitære organisationer. Også andre organisationer, som eksempelvis Dansk Industri, kunne det være relevant at medinddrage i en samlet indsats.

En række opgaver af humanitær karakter, der følger lige i kølvandet på – eller parallelt med - en militær indsats, kan nok ikke altid løftes af de frivillige humanitære organisationer, uden at en ønsket upartiskhed vil kunne blive kompromitteret. Her kunne et integreret samarbejde mellem Forsvaret og Beredskabskorpset være et muligt alternativ. Tilsvarende vil et samarbejde mellem forsvaret og politiet i en række konkrete situationer kunne være med til at stabilisere situationen i områder, hvor Danmark har påtaget sig et ansvar.

Planlægningen af en sådan samordnet indsats bør ske så tidligt som muligt og gerne baseret på forud fastlagte aftalte ”spilleregler”. Da tilvejebringelsen af en stabil situation, hvor også lokalbefolkningen bibringes tro på en bedre fremtid, er af afgørende betydning for indsatte styrkers sikkerhed og snarlige tilbagetrækning, bør væsentlige dele af den samlede nationale danske indsats tage udgangspunkt i de områder, hvor danske styrker er indsat. 

De implicerede myndigheder og organisationer bør i dialog fastlægge rammerne for et bredt tværgående samarbejde, hvor udgangspunktet er optimal udnyttelse af de kapaciteter og kompetencer, man stiller med. Måske er vejen frem at udvikle en tilpasset, internationalt deployerbar variant af det totalforsvarssamarbejde, der har været en succes i Danmark siden 2. Verdenskrig.
 
Jeg er så heldig, at jeg skal være chef for det første, at de to store krigsskibe, der er under bygning på Lindø-værftet. Skibet besidder i kraft af både størrelse og konstruktion en hidtil uset operativ fleksibilitet, der kan spænde fra humanitære indsatser med NGO’er til skarp indsættelse af styrker i krig og konflikt. Jeg håber af hensyn til min fremtidige besætning, de NGO’er, soldater, flyvere, piloter, læger, sygeplejersker, specialstyrker, politimænd og alle andre, der i de kommende år vil kunne få glæde af, at benytte skibet til både fredelige og mere krigeriske formål, at forårets debat og forhandlinger om Forsvarets fremtid vil foregå på det velovervejede og bæredygtige grundlag som ”Bruun-udvalgets” rapport og Forsvarskommandoens militærfaglige oplæg har skabt. Tonen i denne debat må gerne være både skarp og klar, men sagligheden må ikke blive første offer i kampens hede. Overfladiske analyser og konspirationsteorier har vi ikke behov for.