Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Center for forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser placeres ved Aarhus Universitet

Indholdsområde

 
Center for forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser placeres ved Aarhus Universitet 
Centeret er en uafhængig forskningsinstitution oprettet af Forsvarsministeriet og skal bl.a. skabe større forståelse af begreber som islamisme og jihadisme
24-04-2008 - kl. 14:10
Nu etableres Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Centeret er en uafhængig forskningsinstitution, der oprettes af Forsvarsministeriet på baggrund af en finanslovsbevilling på 10 millioner kr. over en 3-årig periode

Centeret har forskningsmæssigt fokus på de tre søjler: radikalisering, ideologier og internationale konsekvenser af islamisme.

Forskere på tværs af en række videnskaber og fra mange universiteter, danske som udenlandske, finder sammen i det nye forskningscenter, som har til formål at skabe en langt større forståelse af begreber som islamisme og jihadisme.

Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser vil samle antropologer, sociologer, politologer og teologer, som kan bidrage til en forståelse af, hvad der sker, når islam bliver en politisk ideologi med målsætning om at omstyrte stater.

Dybere forståelse af islamisme og radikalisering
"På internationalt og nationalt plan forskes der meget i isolerede dele af problematikken omkring islamisme, for eksempel i konkrete terrororganisationer eller i islamistiske grupper. Men hvis vi skal få en dybere forståelse af islamisme og radikalisering, er det nødvendigt med en langt bredere tilgang til forskningen", siger centerets leder, professor, dr.scient.pol. Mehdi Mozaffari, og fortsætter:

"En vigtig forudsætning for forskningen er, at den ikke kun skal anskue terrorismen, som så at sige er toppen af det islamistiske isbjerg. Centrets ambition er at udvikle en ny gren af forskningen som ud over terrorisme også fokuserer på islamisme.

Forsvarsminister Søren Gade er glad for, at dansk forskning nu sætter fokus på de bevægelser og kræfter, som udgør vor tids største trussel mod en fredelig verden. "Det er på høje tid", siger ministeren, "at vi får skabt en bred forståelse af, hvilke udfordringer vi står overfor, og hvordan de kan løses. Den koncentrerede forskningsindsats, der nu sættes i gang ved centret, vil kunne indgå som et væsentligt led i det politiske beslutningsgrundlag, når det gælder kampen mod terror."

Formanden for centerets bestyrelse, fhv. departementschef Knud Larsen, betragter det som en afgørende forudsætning for initiativets succes, at den forskning, der nu finansieres via en 3-årig finanslovsbevilling, ikke tørrer ud, når pengene er brugt. "Derfor er det så vigtigt", siger han, "at det er lykkedes at placere centeret ved Aarhus Universitet. Det betyder, at forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser bliver opbygget som et varigt kompetenceområde i dansk forskning."

Centeret er en selvstændig og uafhængig forskningsenhed med egen bestyrelse, placeret ved Institut for Statskundskab, som også varetager centerets daglige administration. Som leder er ansat professor, dr.scient.pol. Mehdi Mozaffari, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.