Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvarsminister Søren Gade i Afghanistan 24.-27. august 2008

Indholdsområde

 
Forsvarsminister Søren Gade i Afghanistan 24.-27. august 2008 
Forsvarsminister Søren Gade har i perioden 24.-27. august 2008 besøgt de danske soldater i Afghanistan herunder det udsendte helikopterdetachement.
27-08-2008 - kl. 14:30

Forsvarsminister Søren Gade har i de seneste dage besøgte de danske soldater i Helmand-provinsen, herunder soldaterne fra det danske helikopter-detachement, som blev udsendt i foråret. Forsvarsministeren fik dermed mulighed for at opleve soldaternes operations- og levevilkår på tæt hold, ligesom han fik lejlighed til at tale med soldaterne om deres oplevelser samt takke dem for deres indsats.

 
Helikopterne støtter den danske kampgruppe og andre enheder i Task Force Helmand med eksempelvis observation i terræn med begrænset overskuelighed, i større områder samt i forbindelse med kolonners bevægelser på veje og i terræn. I den forbindelse kan de advare imod trusler og lignende i både dagslys og mørke.

 
Ud over besøget hos den danske helikopterenhed i Camp Bastion, besøgte Søren Gade også de danske soldater på basen Kandahar Airfield herunder det danske mobile kommunikationsmodul, som medvirker til at vedligeholde og udbygge NATO’s kommunikationsforbindelser. Forsvarsministeren mødtes ligeledes med NATO’s næstkommanderende for operationer på Kandahar Airfield, den danske oberstløjtnant Lars S. Kjøller, og det danske personel på basens felthospital.

 
Grundet oversergent Henrik Christian Christiansens tragiske dødsfald mandag den 25. august 2008 blev dele af besøgsprogrammet ændret.

 
Der er for tiden cirka 750 danske soldater ved NATO’s International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan, hvoraf hovedparten - omkring 650 – befinder sig i det sydlige Afghanistan. ISAF bistår den afghanske regering med at udbrede sin myndighedsudøvelse til hele Afghanistan. Det omfatter blandt andet gennemførelse af stabilitets- og sikkerhedsoperationer i koordination med de afghanske sikkerhedsstyrker og samarbejde med de civile afghanske myndigheder om genopbygningsprojekter.