Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Oplysninger vedrørende fundne dokumenter

Indholdsområde

 
Oplysninger vedrørende fundne dokumenter 
Det fremgår af flere medier, at Forsvarsministeriet for nylig har fundet et ”afgørende” dokument relateret til sagen om danske specialoperationsstyrkers tilbageholdelse af personer i Afghanistan i første halvår af 2002.
11-09-2009 - kl. 14:19

Det fremgår af flere medier, at Forsvarsministeriet for nylig har fundet et ”afgørende” dokument relateret til sagen om danske specialoperationsstyrkers tilbageholdelse af personer i Afghanistan i første halvår af 2002. Det anføres i den forbindelse, at der er tale om et notat fra Forsvaret Auditørkorps (FAUK) dateret 30. januar 2002.     

Forsvarsministeriet vil gerne præcisere følgende:

FAUK’s notat fra 2002 har aldrig været bortkommet. De to bortkomne dokumenter, som er fundet i sommer, er:

1. ”Notits om krigsfangestatus. FM skal deltage i et internationalt seminar med andre kolleger” af 31. januar 2002” – Der er tale om en dæknotits til FAUK notatet.
2. ”Forespørgsel til DC vedrørende dansk bidrag til ENDURING FREEDOM” af 7. februar 2002.

I forbindelse med oversendelsen til Forsvarsudvalget af de to bortkomne dokumenter valgte Forsvarsministeriet imidlertid at medsende FAUK notatet af 30. januar 2002, idet den nu fundne dæknotits henviser hertil. FAUK notatet har hidtil været undtaget fra aktindsigt, men henset til den tid der er gået og for ikke at bidrage til mytedannelser, valgte Forsvarsministeriet at medsende FAUK notatet sammen med de to bortkomne dokumenter.

FAUK’s notat har således ikke været bortkommet og er naturligvis indgået i overvejelserne i forbindelse med udarbejdelsen af regeringens redegørelse af 13. december 2006. Notatet omhandler ikke behandling af tilbageholdte, men er FAUK’s generelle vurdering af statusspørgsmålet – altså hvorvidt en tilbageholdt kan tildeles krigsfangestatus efter Genève-konventionerne - i forbindelse med Operation Enduring Freedom. FAUK’s notat indeholder ikke nye oplysninger i forhold til allerede offentliggjort materiale. Vurderingen af statusspørgsmålet, som behandlet i FAUK’s notat, indgår således også i to interne notitser fra Forsvarsministeriet dateret hhv. den 18. og 21. januar 2002, som blev oversendt til Folketinget den 9. juli 2009.

Diskussionen om den amerikanske tilgang til statusspørgsmålet er behandlet i regeringens ”Redegørelse for faktuelle og retlige spørgsmål i tilknytning til danske styrkers tilbageholdelse og overladelse af personer i Afghanistan i 1. halvår 2002” af 13.december 2006 på side 20, hvor det fremgår, at ”for så vidt angår det forhold, at den amerikanske retsopfattelse indebar at, Al Qaida og Taleban ikke kunne få status som krigsfanger, bemærkes dernæst, at denne fortolkning af konventionen – uanset at den kunne give anledning til nogen tvivl – ikke indebar afvigelser i forhold til de tilbageholdtes rettigheder af en så vigtig karakter, at man fra dansk side af den grund ikke kunne overlade tilbageholdte personer til de amerikanske styrker. Det var i den forbindelse også væsentligt, at tilbageholdte - uanset deres status – ville blive behandlet humant og som udgangspunkt ville være beskyttet på det niveau, der følger af principperne i den 3. Genève-konvention. Som anført ovenfor indebar den amerikanske retsopfattelse som minimum, at alle tilbageholdte ville blive behandlet humant og dermed ikke ville blive udsat for tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling.”   

Offentliggørelsen af FAUK’s notat ændrer således ikke på konklusionen i regeringens redegørelse om, at ”Regeringen må på det grundlag konkludere, at danske myndigheder på det relevante tidspunkt hverken vidste eller burde have vidst, at tilbageholdte i amerikansk varetægt i Afghanistan blev mishandlet, ligesom regeringen ikke finder det dokumenteret, at de 31 personer, som danske specialoperationsstyrker tilbageholdte den 17. marts 2002, blev udsat for overgreb i amerikansk varetægt.”

Afslutningsvist skal Forsvarsministeriet bemærke, at der i øjeblikket verserer et retssag ved Østre Landsret, hvor disse forhold forventes at blive behandlet. Dokumenterne er således også udleveret til Østre Landsret.

Forsvarsministeriet * Holmens Kanal 42 * 1060 København K * Telefon 33 92 33 20