Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Særlig dispensationsordning for soldater

Indholdsområde

 
Særlig dispensationsordning for soldater 
Særlig dispensationsordning for soldater, der vil tage en universitetsbachelor, professionsbachelor eller en erhvervsakademiuddannelse, og som har været forhindret på grund af værnepligt og udsendelse til internationale operationer.
02-07-2009 - kl. 13:25

Den særlige dispensationsordning er gældende for soldater, der har været forhindret på grund af aftjening af værnepligt og udsendelse til internationale operationer i perioden 2009 - 2012, men med en adgangsgivende eksamen fra perioden 2003 – 2009, til universiteternes bacheloruddannelser eller professionsbachelor- og erhvervsakademiuddannelserne.

Med velfærdsaftalen af juni 2006 blev det besluttet, at unge, der søger optagelse inden for to år efter aflæggelse af en adgangsgivende eksamen, begunstiges i forhold til de unge, der venter mere end to år på at søge ind på en videregående uddannelse.

Begunstigelsen indebærer, at eksamensresultatet fra den adgangsgivende gymnasiale eksamen ganges med 1,08. Det blev imidlertid samtidig besluttet, at unge, der havde været forhindret på grund af værnepligtstjeneste eller udsendelse som led i forsvarets internationale operationer, ikke skulle stilles ringere.

Der blev derfor i de relevante bekendtgørelser – de såkaldte adgangsbekendtgørelser - indsat en bestemmelse, hvorefter der ud over de 2 år kunne gives fristforlængelse i yderligere 4 år i sådanne tilfælde, jf. Videnskabsministeriets bekendtgørelse nr. 52 af 18/1 2009, § 18, og Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 106 af 9/2 2009 § 16.

Af nævnte bekendtgørelser fremgår imidlertid, at reglen kun gælder for unge med adgangsgivende eksamen i 2007 og senere. Dette indebærer, at soldater med en adgangsgivende eksamen fra eksempelvis 2006, og som så efterfølgende har aftjent værnepligt og været udsendt i 2007 og 2008 ikke vil kunne gange deres karaktergennemsnit med 1, 08, da deres adgangsgivende eksamen er taget før 2007.

For at sikre at soldater med en adgangsgivende eksamen fra perioden 2003 – 2009 ikke stilles ringere end andre ansøgere som følge af udsendelse til forsvarets internationale operationer i perioden 2009 - 2012, er der derfor fra og med optagelsen til uddannelsesinstitutionerne i 2009 etableret en særlig dispensationsordning i tilknytning til de såkaldte adgangsbekendtgørelser inden for henholdsvis Videnskabsministeriets og Undervisningsministeriets område.

Soldater, der har været forhindret på grund af aftjening af værnepligt og udsendelse til internationale operationer i perioden 2009 - 2012, vil således kunne gange deres eksamensgennemsnit med 1,08 i yderligere det antal år, de har været forhindret på grund af værnepligtstjeneste og efterfølgende udsendelse.

Dispensationsordningen går 4 år bagud. Konkret betyder dette, at de berørte soldater vil blive omfattet af denne dispensation for så vidt angår optagelserne i perioden 2009 – 2012 på følgende måde:

Optagelsen 2009: Adgangsgivende eksamen 2003 - 2006
Optagelsen 2010: Adgangsgivende eksamen 2004 - 2007
Optagelsen 2011: Adgangsgivende eksamen 2005 - 2008
Optagelsen 2012: Adgangsgivende eksamen 2006 - 2009

Optagelsen 2013: Adgangsgivende eksamen 2007 - 2010 følger de almindelige dispensationsregler, der allerede fremgår af adgangsbekendtgørelserne.

Fristforlængelsen vil blive givet for hele ansøgningsår, og en ansøger kan få sammenlagt højst 4 års fristforlængelse. Dispensationen vil blive givet for den del af perioden, hvor ansøgeren over for uddannelsesinstitutionen har dokumenteret, at den pågældende har været forhindret i at søge optagelse som følge af værnepligtstjeneste, herunder tjeneste på værnepligtslignende vilkår, og uddannelse med henblik på samt udsendelse som led i forsvarets internationale operationer.

Justering af eksamensgennemsnittet fra den adgangsgivende eksamen med 1,08 vil kun have betydning for optaget på uddannelser med adgangsbegrænsning, dvs. hvor der er flere ansøgere, der opfylder adgangskravene, end der er studiepladser til rådighed.

Hvis det justerede eksamensgennemsnit er større eller lig med grænsekvotienten for tilbud om en studieplads på den pågældende uddannelse, skal ansøgeren tilbydes en studieplads. Måtte der være ansøgere med samme optagelseskvotient, vil de blive omfattet af de særlige regler herfor, så soldater med justeret eksamensgennemsnit ikke stilles bedre end andre ansøgere.

Videnskabsministeriet og Undervisningsministeriet har skrevet til samtlige uddannelsesinstitutioner om denne nye dispensationsordning.

Har du indgivet ansøgning her i 2009 bedes du, hvis det ikke allerede fremgår af denne, hurtigst muligt meddele den myndighed, der skal behandle din ansøgning, at du har været udsendt i en given periode og derfor kan justere dit eksamensgennemsnit. Samtidig bedes du vedlægge fornøden dokumentation til den myndighed, der skal behandle din ansøgning.