Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Mangfoldighed i forsvaret: Forsvarsministeren ønsker de kvikkeste hoveder

Indholdsområde

 
Nyhed 
Mangfoldighed
 

Mangfoldighed i forsvaret: Forsvarsministeren ønsker de kvikkeste hoveder 

Hvad har blærerøven Mads Christensen, Mærsk, Irma, en feltpræst og Institut for Menneskerettigheder med gamle uniformer at gøre? Jo, alle dele er med, når forsvarsministeren inviterer til høring d. 14. marts 2011.

12-03-2011 - kl. 13:00
”Kan nye mennesker bære gamle uniformer?” Under denne titel inviterer forsvarsministeren til stor høring d. 14. marts 2011. Høringen skal resultere i idéer til, hvordan forsvaret bliver endnu bedre til at tiltrække og fastholde kvinder og etniske minoriteter.

På dagen skal et panel forholde sig til forsvarets muligheder for nu og i fremtiden at tiltrække kvinder og medarbejdere med anden etnisk baggrund end dansk. Med Jens Gaardbo som vært vil en række vidner udfordre – og blive udfordret af – et panel bestående af:
 
  • Gitte Lillelund Bech, forsvarsminister 
  • Knud Bartels, forsvarschef 
  • Naser Khader, MF (K) 
  • Mads Christensen, forfatter og foredragsholder 
  • Farshad Kholghi, skuespiller, debattør og foredragsholder 
  • Finn Bech Andersen, Head of HR, A.P. Møller – Mærsk A/S 
  • Susanne Lund, partner i reklamebureauet Bates 
  • Susanne Nour, Institut for Menneskerettigheder
 
Ambitionen er at skabe en livlig debat for derigennem at få nye vinkler og ideer frem i lyset:

”Jeg er spændt på, hvordan deltagerne på høringen mener, at nye mennesker kan bære gamle uniformer. Vi prøver ad en lidt anden vej at få konkrete forslag til, hvordan vi får flere til at afprøve uniformen. Forsvaret har længe haft fokus på mangfoldighed, og det går fremad med at tiltrække bl.a. kvinder. Men vi kan se, at det stadig er en udfordring. For eksempel er kun 6 ud af 300 kadetter på Hærens Officersskole kvinder. Mit mål er, at forsvaret bliver attraktivt for endnu flere kvinder og en anden etnisk baggrund end dansk,” siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech.

Den demografiske udvikling betyder, at vi får et mere mangfoldigt arbejdsmarked og samtidig bliver ungdomsårgangene mindre. Der bliver derfor kamp om de dygtigste medarbejdere, og den udvikling skal forsvaret være rustet til. Det var en af grundene til, at Gitte Lillelund Bech – sammen med ligestillingsminister Lykke Friis – diskuterede mangfoldighed med kvindelige soldater på Hærens Officersskole i ugen der gik.

”Målet er at få de kvikkeste hoveder. Vi skal være attraktive for alle og være gode til at rekruttere fra hele den danske arbejdsstyrke – især blandt de unge. Vi er jo landets største ungdomsarbejdsplads med næsten 5.000 nyansatte unge hvert år. Derfor skal vi vise, at der i forsvaret er mulighed for karriereudvikling for alle. Køn og etnisk baggrund må ikke være en barriere for at forfølge sine drømme i forsvaret,” siger Gitte Lillelund Bech.

Input fra dagen vil indgå i udviklingen af en mangfoldighedspolitik for hele Forsvarsministeriets område. Politikken vil blive lanceret senere på foråret. Høringen finder sted d. 14. marts 2011 fra kl. 9-15 i Ridehuset ved Frederiksberg Slot.

Hvis du vil vide mere om mandagens arrangement kan du kontakte Forsvarsministeriets pressevagt på 23 23 65 00. Presse er velkommen, tag kontakt for yderligere information og adgang til arrangementet.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00