Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

NATO-forsvarsministermøde i Bruxelles

Indholdsområde

 
Nyhed 
NATO's hovedkvarter i Bruxelles
 

NATO-forsvarsministermøde i Bruxelles 

Forsvarsministeren deltager den 8. - 9. juni 2011 i NATO-forsvarsministermøde i Bruxelles. Mødets hovedemner ventes at blive Libyen, Afghanistan og NATO’s transformation.

08-06-2011 - kl. 10:00
På NATO-forsvarsministermøde den 8. og 9. juni 2011 vil flere store emner være på dagsordenen. Forsvarsministrene står til at skulle drøfte både situationen i Libyen og fremtiden i Afghanistan.

”Der er tale om et centralt møde i relation til flere vigtige emner. I Libyen har vi fra dansk side spillet en særdeles aktiv rolle, både i det politiske og i det militære spor. Nu handler det om at fastholde indsatsen for også fremadrettet at sikre civilbefolkningen mod overgreb,” siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech.

NATO-mødet er sædvanligvis inddelt i forskellige sessioner. Libyen drøftes på en arbejdsfrokost med deltagelse af de lande udenfor NATO, der bidrager med styrker til NATO’s operation UNIFIED PROTECTOR i Libyen. Ligeledes vil Afghanistan-sessionen have deltagelse af de øvrige lande, der bidrager til ISAF-operationen. Afghanistan-debatten ventes bl.a. at fokusere på NATO’s støtte til den afghanske retsstatsopbygning.

”I Afghanistan handler det i høj grad om øget afghansk ejerskab og opbygning af legitime og fungerende myndigheder, hvilket er afgørende for transitionsprocessen frem mod 2014,” siger Gitte Lillelund Bech.

Udover en drøftelse af de to store internationale NATO-missioner, forventer Gitte Lillelund Bech også, at en drøftelse af den fremtidige geografiske placering af NATO’s hovedkvarterer vil stå højt på dagsordenen. Beslutningen om at igangsætte selve reformen af strukturen blev truffet på NATO-topmødet i Lissabon 2010, og det er den beslutning, der nu skal udmøntes i praksis. Og forsvarsministeren finder det vigtigt med reformen:

”Der er tale om en vanskelig, men nødvendig ændring, hvor ambitionen er at have færre, men til gengæld mere anvendelige hovedkvarterer og enheder. Vi skal have råd til det rigtige – også i NATO-sammenhæng – og derfor har vi fra dansk side arbejdet for en ambitiøs reform,” siger Gitte Lillelund Bech.

Herudover vil NATO-forsvarsministermødet omhandle missilforsvar, cyber defence og kapacitetsudvikling samt NATO-Rusland samarbejde.

I forbindelse med mødet vil Gitte Lillelund Bech desuden være vært for et møde med forsvarsministrene i den nordeuropæiske gruppe, hvor hovedemnet vil være pirateribekæmpelse. 

Læs mere på NATO's hjemmeside: www.nato.int

Interne links

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00