Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ny dansk strategi for anti-pirateri

Indholdsområde

 
Nyhed 
Illustration til nyhed: Ny dansk strategi for anti-pirateri
 

Ny dansk strategi for anti-pirateri 

Regeringen lancerer i dag en ny dansk strategi for anti-pirateri, som løber frem til 2014.

25-05-2011 - kl. 09:25
Regeringen lancerer i dag en ny dansk strategi for pirateribekæmpelse. Strategien følger op på den eksisterende flerstrengede danske indsats og skaber en sammenhængende, flerårig ramme for den danske indsats mod pirateri. Strategien løber frem til 2014.

Det overordnede formål med den danske indsats er at bidrage til, at farvandene ud for Afrikas Horn og det Indiske Ocean er sikre og sejlbare for dansk og international skibsfart. Indsatsen omfatter bilaterale og multilaterale politiske, militære, juridiske og kapacitetsopbyggende tiltag. Strategien er resultatet af et samarbejde mellem udenrigsministeren, forsvarsministeren, udviklingsministeren, justitsministeren og økonomi- og erhvervsministeren.

I anledning af lanceringen udtaler udenrigsminister Lene Espersen: ”Jeg er utroligt glad for i dag at kunne præsentere regeringens nye strategi for pirateribekæmpelse. Pirateriet er et stigende problem, der ikke mindst berører dansk søfart. Vi lancerer i dag en bredspektret politik, der placerer vores indsats i en international kontekst og indeholder både politiske tiltag, udsendelse af militære bidrag, juridiske tiltag og kapacitetsopbygning i regionen Det er en ambitiøs strategi rettet mod et komplekst problem. Vi har været med i front for de internationale bestræbelser fra starten, og det skal vi blive ved med at være.”

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech udtaler: ”Jeg vil gerne fremhæve forsvarets store indsats i bekæmpelsen af pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn. Det danske forsvars bidrag er en vigtig byggeklods i indsatsen mod pirateri og kan i fremtiden også betyde udsendelse af et flybidrag i perioder. Det er vigtigt at understrege, at indsatsen i farvandene ved Afrikas østkyst ikke kan stå alene. Der er også ganske store perspektiver i, at vi fra dansk side kan støtte lande i regionen med at opbygge deres egne kystvagtskapaciteter. Bekæmpelse af pirateri kræver netop, at vi benytter flere byggeklodser, så disse i fællesskab kan være med til at skabe bæredygtige og langsigtede løsninger."

Udviklingsminister Søren Pind udtaler: ”Med regeringens nye strategi yder udviklingsbistanden et centralt bidrag til bekæmpelsen af det stigende pirateriproblem, der har vidtrækkende konsekvenser for både de afrikanske lande og den internationale søfart som helhed. En varig løsning på pirateriproblemet kan kun opnås gennem en stabilisering af Somalia. Derfor er et større dansk bistandsprogram for Somalia også under udarbejdelse. Men jeg er glad for, at vi allerede nu kan love støtte til opbygning af fængsler i Somalia, der kan huse dømte pirater og til opbygningen af kystvager i regionen og imødegåelse af hvidvaskning. Det er centrale tiltag, der kan medvirke til at sikre, at landene i regionen på sigt selv kan tage hånd om problemerne.”

I anledning af lanceringen af regeringens pirateristrategi udtaler justitsminister Lars Barfoed: ”Jeg er meget tilfreds med, at regeringen i dag kan fremlægge en ambitiøs strategi for den danske indsats mod pirateri. Det er helt afgørende, at der sættes ind med en langsigtet og forebyggende indsats. Samtidig ligger det mig stærkt på sinde, at vi kan give de danske rederier mulighed for her og nu at tage hånd om sikkerheden for deres søfolk og skibe. Jeg besluttede derfor i marts måned i år, at der skulle anlægges en mere åben tilgang i forhold til rederiernes ønsker om at kunne gøre brug af bevæbnede civile vagter på danske skibe, der passerer gennem risikoområdet. Dette har flere danske rederier allerede valgt at benytte sig af til gavn for sikkerheden.”

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler: ”Som minister for søfart er jeg meget tilfreds med den samlede indsats, som regeringens pirateristrategi er udtryk for. Det er afgørende for de søfarendes sikkerhed og den internationale samhandel, at pirateriet bekæmpes, og at det sker på mange fronter. Også i forlængelse af FN’s internationale søfartsorganisation, som sammen med regeringer og skibsfartserhvervet selv allerede arbejder på at udmønte strategiens elementer for beskyttelse af skibene mod pirateri.”

Læs regeringens pirateristrategi her

Baggrund

Den betydelige pirataktivitet ud for Somalias kyst og langt ud i det Indiske Ocean har store personlige omkostninger for de mennesker, der holdes som gidsler, og deres pårørende. Også de personer, der udfører deres arbejde om bord på de skibe, som passerer området, er berørte. Dertil kommer, at pirateriet har haft en betydelig negativ indvirkning på den globale kommercielle skibsfart og samhandel, ikke mindst for de afrikanske lande, der oplever faldende handel og stigende varepriser. For en søfartsnation som Danmark, der står for ca. 10 pct. af den globale transport på verdenshavene målt i værdi, er pirateri et mærkbart problem, som skal løses i internationalt fællesskab. Danmark har i flere år været engageret i bekæmpelse af pirateriproblemet gennem blandt andet udsendelser af flådebidrag til NATO’s Operation Ocean Shield og det danske formandskab i den internationale juridiske arbejdsgruppe vedrørende pirateri. Med den nye strategi lægges der op til at udvide dette engagement.

Strategien fokuserer blandt andet på Danmarks bidrag til at;

  • fremme international koordination og fokus på pirateribekæmpelse, samt styrke regionalt og bilateralt samarbejde om pirateribekæmpelse, 
  • bekæmpe pirater gennem en styrket dansk sø- og luftmilitær indsats frem til og med 2014, bestående af periodevis udsendelse af et flådebidrag samt udsendelse af et maritimt overvågningsfly i kortere perioder under hensyntagen til forsvarets øvrige opgaveløsning, 
  • videreføre den danske internationale førerrolle med hensyn til at finde praktiske løsninger på de juridiske udfordringer, som pirateribekæmpelse indebærer 
  • indgå bilaterale overdragelsesaftaler om retsforfølgelse af pirater med lande i regionen, 
  • arbejde for at ansøgningsprocessen i relation til civile bevæbnede vagter bliver tilrettelagt så fleksibelt som muligt, samt arbejde for at der internationalt udarbejdes retningslinjer for anvendelse af civile bevæbnede vagter, 
  • støtte opfølgning af skibenes overholdelse af Best Management Practices (BMP), 
  • bidrage til at opbygge kapaciteter, så landene i regionen selv kan varetage udfordringerne på sigt, herunder støtte til opbygning af kystvagtsfunktioner i regionen samt fængselskapacitet i Somaliland og Puntland, · øge den internationale indsats for at ramme piraternes bagmænd, herunder gennem initiativer mod hvidvaskning af penge

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.