Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Værnsfælles Arktisk Kommando til Nuuk og Tórshavn

Indholdsområde

 
Nyhed 
Knud Rasmussen klassen
 

Værnsfælles Arktisk Kommando til Nuuk og Tórshavn 

25-08-2011 - kl. 17:00
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er sammen med landsstyreformand i Grønland Kuupik Kleist og lagmand på Færøerne Kaj Leo Holm Johannesen nået til enighed om, at Værnsfælles Arktisk Kommando placeres i Nuuk med et forbindelseselement i Tórshavn. Sammenlægningen af Grønlands Kommando og Færøernes Kommando er en udløber af det seneste forsvarsforlig. Partierne bag forsvarsforliget gav torsdag deres opbakning til placeringen af Værnsfælles Arktisk Kommando i Nuuk.

”På mit møde i mandags med landsstyreformand Kuupik Kleist og lagmand Kaj Leo Holm Johannesen var vi enige om at placere Værnsfælles Arktisk Kommando i Nuuk med et forbindelseselement i Tórshavn. Derfor glæder det mig også, at forligspartierne i dag entydigt gav deres opbakning til dette, så vi nu kan komme i gang,” udtaler forsvarsminister Gitte Lillelund Bech.

Den fælles forståelse med Grønland og Færøerne om placeringen af Værnsfælles Arktisk Kommando bygger på flere faktorer, herunder nærheden til forsvarets primære samarbejdsparter: det grønlandske landsstyre og politimesteren i Grønland og de færøske myndigheder.

”Jeg er glad for min positive dialog med Kuupik Kleist og Kaj Leo Holm Johannesen om tilpasningen af forsvarets kommandostruktur i Grønland og på Færøerne. Forsvaret løser en lang række vigtige opgaver i Nordatlanten og Arktis, og med denne effektivisering af kommandostrukturen frigør vi ressourcer, som kan anvendes til forsvarets opgaveløsning,” afslutter Gitte Lillelund Bech”

Tilpasningen omfatter udelukkende forsvarets kommandostruktur og ikke forsvarets opgaveløsning i regionen. Som del af forsvarsforlig 2010-2014 gennemføres der i forligsperioden en omfattende analyse af forsvarets fremadrettede opgaveløsning i Arktis.

Fakta

Værnsfælles Arktisk Kommando bliver forsvarets operative hovedkvarter i det arktiske område. Hovedkvarteret placeres i Nuuk med et mindre forbindelseselement i Tórshavn. Der vil ikke være tale om at opbygge en kaserne eller lignende, der skal huse forsvaret, da Værnsfælles Arktiske Kommandos primære opgave bliver at styre og koordinere indsættelse af forsvarets enheder i Nordatlanten og Arktis.

Værnsfælles Arktisk Kommando vil være kontaktpunkt i samarbejdet mellem forsvaret og de lokale myndigheder, herunder Grønlands selvstyre, rigsombudsmanden, politimesteren i Grønland med flere. Forbindelseselementet på Færøerne vil være ansvarlig for dialogen og samarbejdet med de lokale myndigheder på Færøerne.

De nærmere detaljer vedrørende etableringen af Værnsfælles Arktisk Kommando og forbindelseselementet vil blive fastlagt i dialog mellem Forsvarsministeriet, Grønlands Landsstyre og Færøerne Landsstyre. Dialogen vil bl.a. omhandle, hvad der skal ske med forsvarets nuværende etablissementer i Grønnedal og Mjørkedal på Færøerne.

Tidshorisonten for etableringen af Værnsfælles Arktisk Kommando afhænger af en række forhold, bl.a. tilvejebringelse af faciliteter i Nuuk og Thorshavn.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.