Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvaret skal være grønt

Indholdsområde

 
Nyhed 
Udsigt fra helikopter
 

Forsvaret skal være grønt 

Mange skibe, fly, biler og bygninger. Forsvaret er ikke noget man forbinder med klimavenligt, men det skal ændres. I dag lancerer forsvarsministeriet sin klima- og energistrategi.

19-04-2012 - kl. 10:00
Målrettet fokus på økonomi og ønsket om et bedre klima. Det er baggrunden for at forsvarsministeren i dag lancerer en ambitiøs klima- og energistrategi, der skal gøre det danske forsvar til et grønt forsvar. ”Danmark har stort fokus på grøn energi. Det skal forsvaret også have, og jeg ønsker, at forsvaret skal være meget ambitiøs på klima-området, da forsvaret har et stort potentiale i forhold til at lave energieffektiviseringer. Vi har bl.a. en vision om, at vi inden udgangen af 2020 har øget andelen af vores elforbrug, der stammer fra vedvarende energi til minimum 60 procent, siger Nick Hækkerup og fortsætter:

”Vi skal have et grønt forsvar, for så kan vi spare mange penge på energi. Et grønt forsvar er et smart forsvar. Vi har brug for et stærkt forsvar i Danmark, derfor må og skal vi drive det så effektivt og smart som muligt”.

Forsvarsministeriet søsætter derfor nu et omfattende projekt med Grønt forsvar, hvor der i første omgang udpeges to kaserner som forsøgscentre og udstillingsvinduer for, hvor langt Danmark kan nå med en ambitiøs energiindsats. Det er meningen, at danske virksomheder så kan byde ind med innovative ideer, og udlandet kan komme på besøg og se, hvad det danske forsvar er i stand til.

Forsvaret har udpeget Bornholm og Aalborg kaserner til pilotprojektet. Projekt Grønne etablissementer forventes at betyde investeringer for ca. 75 - 100 mio. kr. på Almegårds kaserne og ca. 100 - 150 mio. kr. på Aalborg kaserner.

”Energieffektiviseringer i forsvarets store bygningsmasse er en stor del af klima- og energistrategien, og udover projektet med Grønne etablissementer, så forventer vi at kunne gennemføre energieffektiviseringer i bygninger for 225 mio. kr. i perioden 2011-2014. Den årlige besparelse forventes at være 38 mio. kr., når alle projekter er gennemført”, siger Nick Hækkerup og tilføjer:

”Det er ikke kun i bygninger, vi skal tænke mere energi. Også den operative del skal med for udover det kan give bedre klima og besparelser, så kan det også give bedre sikkerhed i operationerne. Jo mindre brændstof vi skal bruge på en operation, jo mindre risiko er der forbundet med operationen. Det kræver fx syv liter benzin at fragte en liter benzin ind til et køretøj i Afghanistan, og denne transport er jo forbundet med risiko. Vi forestiller os ikke, at køretøjerne skal køre på solenergi, men hvis generatorerne på baser og kaserner var drevet af solceller eller vindkraft, så ville vi være lettere og bedre og mere sikkert til stede”. 

Læs Forsvarsministeriets Klima- og og energistrategi 2012-2015

Fakta

På de to pilotprojektetablissementer er det tanken, at der skal gennemføres energiledelse efter standarden ISO 50001 samt energibesparende og energieffektiviserende tiltag, som reducerer varmeforbruget med ca. 50 %, elforbruget med ca. 30 % og vandforbruget med ca. 30 %. Der skal herudover opnås en vedvarende energiandel på elforbruget på mindst 60 % og en CO2 reduktion på minimum 40 %.

På miljøsiden skal der implementeres miljøledelse efter standarden ISO 14001:2004, og det samlede projekt skal i muligt omfang inkludere tiltag vedrørende affaldsminimering, øget genbrug og genanvendelse, grønne indkøb, grøn it og miljøvenligt produceret inventar.

Links

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.