Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Udvalg foreslår nye love om PET og FE

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Udvalg foreslår nye love om PET og FE 

Justitsminister Morten Bødskov og forsvarsminister Nick Hækkerup har i dag modtaget en betænkning fra Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester. Betænkningen indeholder forslag om nye love for henholdsvis PET og FE.

24-02-2012 - kl. 14:30
I betænkningen, som justitsminister Morten Bødskov og forsvarsminister Nick Hækkerup har modtaget i dag, foreslår udvalget (det såkaldte Wendler Pedersen-udvalg), at der skabes nye og klare lovregler for PET og FE. Det foreslås i den forbindelse, at der ved lov oprettes et uafhængigt tilsyn med PET og FE, som efter klage eller af egen drift påser, at efterretningstjenesterne overholder reglerne. Som noget nyt foreslås det desuden, at der etableres en adgang til såkaldt indirekte indsigt i forhold til personoplysninger, som tjenesterne behandler, hvilket vil sige, at den uafhængige tilsynsmyndighed efter anmodning fra en borger skal undersøge, om tjenesterne uberettiget behandler oplysninger om den pågældende.

Justitsminister Morten Bødskov og forsvarsminister Nick Hækkerup udtaler:

”Danmark skal have effektive og velfungerende efterretningstjenester.

Hensynet til landets sikkerhed skal naturligvis gå hånd i hånd med et hensyn til borgernes retssikkerhed. Det er derfor meget glædeligt, at udvalget er kommet med forslag, som fokuserer på både sikkerhed og retssikkerhed.

Betænkningen vil nu blive sendt i høring, så vi kan samle det bedst mulige grundlag for den videre politiske proces. Når høringen er gennemført, vil regeringen gennemgå de input, der kommer. Derefter vil vi så tage endeligt stilling til lovudkastets udformning.”

Baggrund
Udvalget vedrørende Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester blev nedsat i april 1998. I juni 1999 blev det besluttet at nedsætte en undersøgelseskommission vedrørende politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område mv. På den baggrund meddelte den daværende justitsminister formanden for udvalget, at ministeren var indforstået med, at udvalget først afgav betænkning, når kommissionsundersøgelsen var gennemført. PET-kommissionen afgav beretning den 24. juni 2009.

Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var et ønske om, at der blev udarbejdet nye og klare regler på området for de to efterretningstjenester. Der findes således ingen samlet lovgivning for PET og FE. For PET’s vedkommende betyder det, at tjenestens virksomhed i hovedsagen er omfattet af de samme regler i bl.a. retsplejeloven, som gælder for den øvrige del af politiet, mens FE’s virksomhed er omfattet af enkelte bestemmelser i forsvarsloven.

Udvalget fik til opgave at overveje en række spørgsmål vedrørende registrering af i Danmark hjemmehørende personer og organisationer. Herudover skulle udvalget overveje behandlingen og opbevaringen af tjenesternes oplysninger samt forholdet til persondataloven.

Udvalget skulle i den forbindelse også overveje spørgsmålet om den enkelte borgers adgang til at få oplysning om, hvorvidt vedkommende er registreret i efterretningstjenesternes registre.

Særlig for så vidt angår PET skulle udvalget endvidere gennemgå regelgrundlaget for tjenesten og i lyset heraf overveje behovet for og udformningen af en mere samlet regulering af PET’s virksomhed.

Udvalgets opgaver har ikke omfattet spørgsmålet om en styrket parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne.

Udvalgets lovforslag om PET og FE indebærer bl.a.:
  • at en række af persondatalovens bestemmelser fremover skal finde anvendelse ved PET’s og FE’s behandling af personoplysninger,
  • at regeringserklæringen af 30. september 1968 om forbud mod registrering alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed lovfæstes,
  • at der ved lov oprettes et uafhængigt tilsyn med PET og FE, som efter klage eller af egen drift påser, at tjenesterne overholder reglerne, og
  • at der etableres en adgang til indirekte indsigt i forhold til personoplysninger, som PET og FE behandler. Indirekte indsigt indebærer, at det ikke er personen selv, som opnår ret til indsigt, men at den uafhængige tilsynsmyndighed efter anmodning fra en borger skal undersøge, om efterretningstjenesterne uberettiget behandler oplysninger om den pågældende. Tilsynet kan endvidere pålægge PET og FE at give hel eller delvis indsigt.

Udvalgets overvejelser og forslag er sammenfattet i betænkningsudkastets kapitel 2. Kapitel 1 indeholder en angivelse af udvalgets opgaver og en liste over udvalgets medlemmer.

Læs hele Betænkning 1529 om PET og FE som pdf som HTML

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.