Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvarsministen besøger Night Hawk øvelse

Indholdsområde

 
Nyhed 
Forsvarsministen besøger Night Hawk øvelse
Foto: FLVFOT-NORD 

Forsvarsministen besøger Night Hawk øvelse 

Den store Night Hawk øvelse for specialoperationsstyrker fik i dag besøg af forsvarsminister Nicolai Wammen. Øvelsen er under dansk værtskab og dansk ledelse.

25-09-2014 - kl. 15:50
Forsvarsminister Nicolai Wammen var i dag sammen med forsvarsudvalget helt tæt på, da specialoperationsstyrkerne var i aktion under den store øvelse Night Hawk. Øvelsen foregår over hele landet bl.a. ved Flyvestation Aalborg, hvor forsvarsministeren kunne følge slagets gang.

”Det var rigtig spændende at opleve øvelser på tæt hold og se, hvordan vores og andre landes specialoperationsstyrker opererer. Jeg havde lejlighed til at hilse på soldater fra flere lande og opleve, hvordan de på imponerende og professionel vis træner deres krævende operationer."

Det er Danmark, der er vært og leder af Night Hawk øvelsen, men med mulighed for at andre landes deltagere kan få netop det fokus i træningen, som de måtte ønske. Der er deltagere fra en række lande og med militære kapaciteter, der kan operere til lands, til vands og i luften.

”Det er vigtigt, at vi afholder denne slags øvelser, hvor vi sikrer, at vi fortsat er i stand til at operere sammen med andre lande. Alle erfaringer fra operationerne på Balkan, i Irak og Afghanistan peger på, at det er ved det tætte samarbejde, at man får den gensidige forståelse, det indgående kendskab og over tid respekten for hinanden, der sætter os i stand til at løse selv de sværeste opgaver. Dette gælder ikke mindst for specialoperationsstyrkerne, hvor den mindste misforståelse kan betyde forskellen på succes og fiasko”, siger Nicolai Wammen og fortsætter:

”Det er også en af grundene til, at vi i forbindelse med den sidste forsvarsaftale har styrket specialoperationsstyrkeområdet, bl.a. med oprettelsen af en specialoperationskommando, som i endnu højere grad bl.a. skal sætte os i stand til – sammen med vores partnere – fleksibelt at udvikle og træne samarbejde.”

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.