Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Wammen: Danmark starter træningsbidrag med USA

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Wammen: Danmark starter træningsbidrag med USA  

Danmark er nu klar med et større træningsbidrag til Irak. Sammen med amerikanske soldater skal soldater fra Hæren udsendes til det centrale Irak, hvor de skal træne irakiske sikkerhedsstyrker.

11-12-2014 - kl. 15:00
Forsvaret sender d. 15. december første del af et større træningsbidrag til Irak. Soldaterne skal sammen med amerikanerne træne irakiske sikkerhedsstyrker, hvilket er et vigtigt bidrag til, at de irakiske sikkerhedsstyrker kan bekæmpe terrororganisationen ISIL på landjorden. Den resterende del af bidraget på ca. 90 mand udsendes til Irak i løbet af januar. Efterfølgende er det er planen at udsende yderligere 25-30 personer, når træningsbidraget, der lige nu træner kurdiske sikkerhedstyrker i det nordlige Irak sammen med briterne, er hjemme igen. Samlet set er det således planen, at bidraget, der skal samarbejde med de amerikanske soldater, bliver på ca. 120 personer.

”Vi er allerede i gang med at træne kurdiske sikkerhedsstyrker i det nordlige Irak sammen med briterne. Nu sender vi så et større træningsbidrag afsted til det centrale Irak i samarbejde med amerikanerne. Både briterne og amerikanerne har ønsket, at det danske forsvar sammen med dem kunne bidrage til træningen”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen og tilføjer:

”Vi har dygtige soldater og stor erfaring med træning af sikkerhedsstyrker. Det er noget vores samarbejdspartnere værdsætter, og derfor vil de gerne samarbejde med det danske forsvar. Vi har sagt ja til at deltage i træning sammen med både briterne og amerikanerne, da vi synes, at vi på den måde bedst kan bidrage hurtigt og effektivt til at hjælpe irakerne i kampen mod terrororganisationen ISIL”.

Folketingsbeslutningen B123 giver mulighed for at udsende et træningsbidrag på op til 120 mand.

Fakta:
Det danske bidrag skal samarbejde med den en enhed fra US Marine Corps på en base vest for Bagdad, og de skal bo inde på basen, hvor også træningen foregår.

Bidraget skal træne irakiske sikkerhedsstyrker i 4-12 ugers moduler, hvor der skal undervises i emner lige fra grundlæggende enkeltmandsuddannelse til samarbejde mellem enheder.

Den danske enhed består af et stabselement, der varetager ledelsen af bidraget, en instruktør og rådgivningsenhed, der skal træne de irakiske sikkerhedsstyrker samt et støtteelement, der skal støtte de danske soldater med logistik og administration.

Bidraget opstilles af Livgarden med støtte fra de fleste af Hærens enheder indenfor deres forskellige specialer.

Læs mere på Forsvarets hjemmeside

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.