Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvarsministeren til NATO-topmøde i Wales

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Forsvarsministeren til NATO-topmøde i Wales 

Forsvarsminister Nicolai Wammen har i dag på NATO-topmødet i Wales indgået aftaler som sikrer, at dansk forsvar bidrager til NATO Alliancens opgaveløsning på højt prioriterede områder.

04-09-2014 - kl. 21:00
Forsvarsminister Nicolai Wammen er i dag torsdag den 4. september 2014 sammen med statsministeren og udenrigsministeren til NATO-topmøde i Wales. På topmødet skal det sikres, at NATO råder over de redskaber, som er nødvendige for at imødegå nye strategiske udfordringer og samtidig håndterer eksisterende trusler. Derfor underskrev den danske forsvarsminister i dag hensigtserklæringer om dansk ledelse af et multinationalt projekt om præcisionsvåben, deltagelse i en værnsfælles udrykningsstyrke samt en aftale om forøgelse af beredskabet for NATO’s korpshovedkvarter i Stettin, Polen. Endelig vil Danmark sætte øget fokus på multinationale samarbejder ved deltagelse i et initiativ, der skaber fundament for nye samarbejdsområder.

”Med underskrivelsen af de fire dokumenter i dag, har vi sikret, at dansk forsvar også på disse områder bidrager væsentligt til Alliancens opgaveløsning. Vi understreger, at Danmark er et kerneland i NATO, og at vi går forrest, når det handler om at bidrage til Alliancens højest prioriterede områder”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

Fakta:
Danmark har sammen med Grækenland, Norge, Portugal, Spanien og Tjekkiet underskrevet en hensigtserklæring om at gennemføre et multinationalt Smart Defence projekt, hvor landene samarbejder om at anskaffe og vedligeholde præcisionsstyrede våben til kampfly. Danmark skal lede projektet, og USA indgår i en aktivt støttende rolle. Med projektet bidrager deltagerlandene til at sikre, at NATO også i fremtiden råder over helt centrale kapaciteter. Samtidig giver samarbejdet mulighed for effektiviseringer og dermed mere forsvar for pengene.

Forsvarsministeren har også underskrevet en hensigtserklæring om sammen at udvikle en værnsfælles udrykningsstyrke under britisk ledelse, Joint Expeditionary Force (JEF). Det er sket sammen med kollegaer fra Storbritannien, Norge, Nederlandene, Estland, Letland og Litauen. JEF skal fastholde den samarbejdsevne landene har opnået gennem bl.a. deltagelsen i NATO operationen i Afghanistan. Det er vigtigt for soldaterne sikkerhed. Samtidig er landene enige om at udvikle en styrke, som skal kunne håndtere operationer fra kapacitetsopbygning over evakueringsindsatser til egentlige kamphandlinger og dermed imødegå fremtidige udfordringer.

Forsvarsministeren har desuden undertegnet en erklæring sammen med sin tyske og polske kollegaer omkring den videre udvikling af korpshovedkvarteret i Stettin, Polen. Korpshovedkvarteret skal på et højere beredskab og desuden have en værnsfælles og regional rolle. På grund af hovedkvarterets geografiske placering forventes det at spille en væsentlig rolle i NATO’s Readiness Action Plan, som skal sikre Alliancens parathed til at håndtere fremtidige trusler. Det konkrete behov skal nu undersøges nærmere.

Endelig har forsvarsministeren underskrevet et fælles brev sammen sine kolleger fra Belgien, Kroatien, Luxemburg, Nederlandene, Norge, Polen, Tjekkiet, Tyskland og Ungarn med henblik på deltagelse i Frameworks Nations konceptet. Konceptet skal kort fortalt skabe et bedre fundament for multinationale løsninger og derved en optimal udnyttelse af de rådige ressourcer.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.