Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvarsministeren til møde om den fortsatte bekæmpelse af ISIL

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen hilser på USA's forsvarsminister, Jim Mattis
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen hilser på USA's forsvarsminister, Jim Mattis, og Italiens forsvarsminister, Roberta Pinotti. 

Forsvarsministeren til møde om den fortsatte bekæmpelse af ISIL 

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen drøftede på et møde i dag indsatsen mod ISIL med forsvarsministrene fra koalitionens øvrige kernelande i kampen mod ISIL.

13-02-2018 - kl. 14:45
Kampen mod ISIL i Irak og Syrien er gået ind i en ny fase. I Irak besidder ISIL ikke længere landområder, og i Syrien har ISIL kun enkelte isolerede enklaver under sin kontrol. Denne nye situation, og hvad der skal ske fremadrettet, drøftede forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i dag på et møde i Rom med sine kollegaer fra de andre kernelande i koalitionen mod ISIL.
 
”Det er positivt, at ISIL er trængt så meget i defensiven, at terrororganisationen nu ikke længere besidder landområder i Irak, hvor de kan opkræve skatter, tyrannisere befolkningen og tjene penge på olieproduktion. Men på trods af at ISIL er trængt tilbage, så er terroristerne ikke besejret. De er nu splittet mere op og er gået under jorden. Derfor skal vi fortsat være til stede og sikre, at den radikale ekstremistiske islamisme ikke får fodfæste igen, og at ISIL ikke udfører og inspirerer til brutale terrorangreb i både Irak, regionalt og globalt.
 
Fra dansk side besluttede vi derfor også i januar at øge de militære bidrag til kampen mod ISIL. Og blandt kernelandene i koalitionen er der fuld opbakning til at forsætte kampen. Endvidere vil vi fra koalitionens side nu fokusere mere i retning af anti-terrorindsats samt forstærke fokus på stabilisering, institutionsopbygning, minerydning, osv.”, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.
 
Baggrund
De danske bidrag til indsatsen mod ISIL består i øjeblikket af et træningsbidrag (inklusive en ekstra bevogtnings- og sikringsdeling udsendt primo februar 2018), et bidrag inklusive specialoperationsstyrker, et radarbidrag samt stabsofficerer ved de relevante stabe i koalitionen.

Et dansk kirurghold forventes udsendt fra omkring oktober 2018 og seks måneder frem som supplement til det nuværende danske sundhedsbidrag. Holdet, der består af ca. 12 personer, vil blive integreret i koalitionens hospitalsfacilitet på Al Asad-luftbasen.

Et dansk C-130J transportflybidrag vil efter planen blive udsendt på et tidspunkt i andet halvår 2018 i en periode på ca. seks måneder. Udsendelse af såvel C-130J transportflybidraget som kirurgholdet er betinget af, at der i efteråret 2018 fortsat er behov for bidragene til støtte for koalitionens militære indsats.

Parallelt med det militære bidrag til kampen mod ISIL, planlægger regeringen at bevilge 135 mio. kr. til stabiliseringsindsatser i områder befriet fra ISIL i Irak, hvilket vil blive forelagt Folketingets Finansudvalg til endelig godkendelse i slutningen af november. Støtten vil gå til FN’s langsigtede stabiliseringsindsats i Irak i de områder, der tidligere har været under ISIL’s kontrol.

Stabiliseringsindsatsen indbefatter retablering af grundlæggende infrastruktur og jobskabelse. Det sker i tæt samarbejde med de irakiske myndigheder og lokalsamfund, og støtten skal blandt fremme en sikker tilbagevenden og reintegration af internt fordrevne og flygtninge.

Læs om indsatsen mod ISIL

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00