Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Freds- og stabiliseringsindsats viser gode takter

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Freds- og stabiliseringsindsats viser gode takter 

19-09-2014 - kl. 09:30
Freds-og Stabiliseringsfonden har nu været aktiv i fire år. De første fire år har budt på gode resultater, men der er brug for at styrke indsatsen på en række områder for at udvikle Fonden yderligere som et effektivt redskab til fremme af stabilitet og udvikling i skrøbelige stater. Det er resultatet af en evaluering af Fonden gennemført at det engelske konsulentfirma Coffey International.

Blandt de resultater, der er opnået med støtte fra Fonden, kan nævnes: Bidrag til Forsvarets bekæmpelse af pirateri ud for Somalia, hvor blandt andet arbejdet med at sikre et juridisk internationalt samarbejde om retsforfølgelse af pirater var succesfuldt; styrket retssikkerhed i Somalia gennem støtte til FN (UNODC’s) fangeoverførselsprogram, som sikrede overførsel af dømte pirater til afsoning under ordentlige forhold i Puntland og Somaliland; støtte til opbygningen af de østafrikanske regionale sikkerhedsstyrker – Eastern Africa Standby Forces; kapacitetsopbygning af Afghanske Nationale Sikkerhedsstyrker; og støtte til national og regional forsoning og dialog om løsning af stammestridigheder i Afghanistan. Hertil kommer, at Fonden har bidraget til at sikre en samtænkt dansk stabiliseringsindsats i skrøbelige stater med bidrag fra flere ministerier, herunder Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. Der er ligeledes udarbejdet et politikpapir, der beskriver Danmarks samtænkte stabiliseringsindsatser i verdens brændpunkter. Evalueringen fremhæver, at Fonden fortsat er under udvikling, og at ministerierne er meget optaget af at lære af erfaringer i takt med, at de opstår.

Evalueringen peger dog også på en række områder, hvor der er behov for at styrke indsatsen for at sikre endnu bedre resultater i fremtiden. På det strategiske område er der behov for at udvikle den samtænkte tilgang yderligere, herunder gennem et styrket samspil mellem Fondens aktiviteter og ikke mindst aktiviteter finansieret af udviklingsbistanden. På det organisatoriske område er der behov for at sikre et match mellem ressourcer og ambitioner. Herudover foreslås det, at Fonden udvikler sin brug af kontekstanalyser og scenarieplanlægning i programmeringen ligesom der er behov for at klarlægge tydeligere, hvilke forandringer man ønsker at opnå og sikre den løbende monitorering og efterfølgende evaluering af fremskridt. Evalueringen fastslår, at der er en tendens til at undervurdere, hvor meget opfølgning der kræves for at sikre resultater, ikke mindst når støtten kanaliseres gennem multilaterale kanaler. Endelig må der sikres en tilstrækkelig budgetmæssig og administrativ fleksibilitet i programmeringen, således at Fonden kan tilpasse sig ændringer og iværksætte nye tiltag i takt med udviklingen i de enkelte konfliktområder.

Anbefalingerne er blevet positivt modtaget af de involverede myndigheder. Arbejdet med at omsætte anbefalinger i praksis i de kommende programmer i er fuld gang. I juni afholdt Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet et seminar med deltagelse af danske myndigheder, hvor anbefalingerne fra evalueringen blev drøftet.

Freds- og Stabiliseringsfonden blev oprettet som led i forsvarsforliget for 2010 – 2014 og omfattede 941 mio. kr. Halvdelen er officiel udviklingsbistand og halvdelen andre midler fra først og fremmest Forsvarsministeriet, men også Udenrigsministeriet. Fondens midler forvaltes af en tværministeriel styregruppe med deltagelse af Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet og Justitsministeriet. Fonden har først og fremmest støttet stabiliseringsindsatser i Afghanistan/Pakistan samt på Afrikas Horn i relation til konflikten i Somalia. Hertil kommer bl.a. indsatser i Mellemøsten (Syrien, Libanon, Libyen), Sahel og Europa samt støtte til global nedrustning.

Læs evalueringsrapporten om den danske Freds- og Stabiliseringsfond (Evaluation of the Danish Peace and Stabilisation Fund)

Yderligere information om evalueringen fås ved henvendelse til Steen Wegener i Internationalt Kontor på swe@fmn.dk eller mobil 33 92 24 89.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.