Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Friluftsliv får luft under vingerne på flyvestation

Indholdsområde

 
NYHED 
 

Friluftsliv får luft under vingerne på flyvestation 

Flyvestation Værløse bliver i dag overdraget af Forsvaret til de nye ejere. Området vil fremover give plads til naturelskere og friluftsfolk, boliger og erhverv.

24-10-2013 - kl. 15:00
Rulleskøjteløbere, skateboardere og kitesurfere kan godt begynde at pudse kuglelejerne og finde rebene frem, for Flyvestation Værløse er klar til at byde tusindvis af borgere velkommen.

Forsvarets nu nedlagte flyvestation bliver i dag officielt overdraget af Forsvaret. Det er Miljøministeriet, Kulturministeriet og Freja Ejendomme A/S, der modtager Forsvarets store gave.

- Nu er det ikke længere kun jagerpiloter, der skal have glæde af flyvestationen, men tusindvis af borgere, der gerne vil motionere i det fri eller have en helt speciel naturoplevelse. Det er et kæmpe område, vi giver tilbage til borgerne, og jeg er sikker på, vi kommer til at se nogle spændende aktiviteter på flyvestationens område i fremtiden, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

Det er blandt andet den tre kilometer lange, asfalterede landingsbane, hvor Forsvarets fly før lettede og landede, der nu skal tage imod nye former for rullende besøgende.

Af hensyn til flysikkerheden har flyvestationen i årtier været omgivet af store, åbne græsarealer, og floraen minder meget om den natur, man typisk finder på tørre overdrev, som er en naturtype, man ønsker at fremme.

- Jeg går ind for genbrug, og derfor glæder det mig, at vi nu skal til at genanvende en tidligere flyvestation. Vi vil åbne området, efter at det i årtier har været lukket for offentligheden, og derfor indbyder vi borgerne til at komme med deres idéer. Måske skal der være klubhus i et gammelt F16-shelter, skates på landingsbanen eller picnic-udflugt til den lille hede, der ligger kun 20 kilometer fra Rådhuspladsen, siger miljøminister Ida Auken.

Kulturministeriet overtager et mindre areal omkring den gamle flyhangar, der skal anvendes til forskellige kulturelle formål, og Freja Ejendomme har overtaget Sydlejren – et areal på 73 hektar i den sydligste del af Flyvestation Værløse.

Freja Ejendommes administrerende direktør Karen Mosbech siger:

- Vi ser frem til at udvikle ejendommen til et spændende erhvervs- og boligområde. Vi tror på, at området vil være attraktivt for nye ejere og beboere, som her kan få enestående natur tæt på København. Der er en del udfordringer, der skal løses, før vi når dertil, men vi er ikke i tvivl om, at der er store potentialer i ejendommen.

Furesø Kommunes borgmester, Ole Bondo Christensen (S), glæder sig også til, at borgerne i lokalområdet nu får endnu mere natur at gå på oplevelse i:

- Nu kan vi for alvor komme i gang med at udnytte alle muligheder på Flyvestationen til gavn for borgerne i Furesø og nabokommunerne. Vi skal skabe gode rammer for gode rekreative oplevelser, nye kulturoplevelser, kvalitetsboliger midt i naturen og et kreativt erhvervsområde. I Furesø glæder vi os meget til at samarbejde med de nye ejere om at lande en god løsning. Alle parter har fokus på at inddrage borgerne i udviklingen, og mange aktive foreninger har allerede taget den åbne del af området i brug, og der er plads til mange flere. Flyvestation Værløse har historisk set haft en meget stor betydning for kommunen, og mange var berørte, da den lukkede. Nu kan vi komme videre, og Furesø Kommune har derfor meget at fejre, når vi tager hul på områdets nye fremtid den 24. oktober, siger borgmester Ole Bondo Christensen.

Forsvaret overdrog på papiret Flyvestation Værløse til de nye ejere 1. oktober, og Miljøministeriet sætter til foråret gang i et borgerinddragelsesprojekt, ”Åben Flyvestation”, der skal afdække, hvordan flyvestationen og den omkringliggende natur skal benyttes fremover.

Yderligere oplysninger:
Forsvarsministeriets pressevagt tlf.: 2323 6500
Pressechef Mette Thorn, Miljøministeriet, tlf.: 2561 7170, e-mail: mthor@mim.dk
Specialkonsulent Charlotte Mølgaard, Naturstyrelsen, tlf.: 4083 5695, e-mail: charm@nst.dk
Marie Leth Rasmussen, Freja Ejendomme, tlf.: 3151 1518, e-mail: mlr@freja.biz
Niels Thygesen, Furesø Kommune, tlf.: 7216 5421, e-mail: nth@furesoe.dk

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.