Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

Indholdsområde

 
NYHED 
 

Informationsanmodning udsendt til kampflykandidater 

Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program har i dag udsendt Request for Binding Information (RBI) til de fire kampflykandidater.

10-04-2014 - kl. 21:45
Forsvarsministeriets Nyt Kampfly Program har i dag den 10. april 2014 udsendt en informationsanmodning (Request for Binding Information eller RBI) til de fire kandidater, der indgår i typevalgsprocessen for nye danske kampfly: Eurofighter, F/A-18F Super Hornet, F-35A Joint Strike Fighter og Gripen E.

Kandidaterne forventes at fremsende deres svar på anmodningen i juli 2014. Der er tale om en omfattende og detaljeret informationsindsamling, der skal bidrage til at give Nyt Kampfly Program det bedst mulige datagrundlag til at kunne analysere og evaluere kampflykandidaterne på de forskellige evalueringsområder.

Direktør for Nyt Kampfly Program, Lone Lindsby, udtaler i forbindelse med udsendelsen:

”Jeg er tilfreds med, at vi med udsendelsen af informationsanmodningen har nået en vigtig milepæl i programmet. Vi holder os til tidsplanen, og vi er meget fokuserede på at levere et gennemarbejdet og fyldestgørende beslutningsgrundlag, der giver de bedst mulige forudsætninger for den kommende beslutning om kampflytypevalg.”

Evalueringerne samles i et beslutningsgrundlag, hvorpå partierne bag Forsvarsaftalen 2013-2017 ventes at træffe beslutning om kampflytypevalg medio 2015.

Typevalgsprocessen kvalitetssikres eksternt af Deloitte i samarbejde med RAND Europe. Dette skal bl.a. medvirke til at sikre, at processen gennemføres i overensstemmelse med principper om sporbarhed, gennemsigtighed, fuldstændighed og ligebehandling.
 
RBI’en og kandidaternes besvarelser behandles i en fortrolighedsramme mellem programmet og kandidaterne, bl.a. på grund af forretningsmæssige og økonomiske hensyn samt beskyttelse af klassificerede oplysninger.

Evt. spørgsmål kan rettes til FMN pressevagt på 23 23 65 00. 

Se faktaark om RBI'en hér.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.