Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nicolai Wammen mødtes med NATO’s nye generalsekretær

Indholdsområde

 
Nyhed 
Stoltenberg og Wammen
Foto: NATO 

Nicolai Wammen mødtes med NATO’s nye generalsekretær 

Forsvarsminister Nicolai Wammen mødtes i dag med NATO’s nye generalsekretær Jens Stoltenberg i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles. Wammen er den første danske minister, der har mødtes med den nye generalsekretær.

19-11-2014 - kl. 11:25
På mødet drøftede forsvarsministeren og generalsekretæren de fælles sikkerhedspolitiske udfordringer NATO står overfor i disse tider. Fokus i samtalen var på, hvordan NATO bedst tilpasser sig det ændrede sikkerhedspolitisk landskab blandt andet som følge af den russiske fremfærd i Ukraine.

”Jeg havde et rigtig godt møde med Jens Stoltenberg i dag. Vi talte bl.a. om Rusland-Ukraine krisen, som jo giver nye udfordringer for NATO. Jeg forsikrede generalsekretæren om, at Danmark er fuldt ud engageret, når der er tale om at genforsikre Allierede i øst i lyset af krisen. Endvidere gav jeg fuld opbakning til generalsekretærens udmeldinger i forhold til de russiske flys ageren i europæisk luftrum. Det er vigtigt, at vi understreger overfor Rusland, at den civile flytrafik ikke må bringes i fare”, siger Nicolai Wammen.

Krisen i Ukraine er alvorlig, men det er ikke den eneste udfordring NATO står overfor. Afghanistan er stadig et fokuspunkt i NATO. Der er fortsat behov for medlem-landenes engagement på kort sigt, men i NATO skal der også laves strategier for, hvordan NATO’s forhold til Afghanistan skal udvikles over tid.

”Det er klart, at Rusland-Ukraine krisen har hovedfokus i NATO i øjeblikket, og at vi følger udviklingen i Ukraine meget tæt. Men det er vigtigt, at vi også stadig har et stort fokus på NATO’s øvrige indsatser. Og jeg har bekræftet overfor Jens Stoltenberg, at Danmarks engagement vil fortsætte i Afghanistan”, siger Nicolai Wammen.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.