Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Regeringen vil sende mobil radar til anti-ISIL koalitionen

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Regeringen vil sende mobil radar til anti-ISIL koalitionen 

Regeringen agter at supplere den danske militærindsats i kampen mod ISIL med et mobilt radarbidrag og tilhørende operatører. Dette har regeringen i dag rådført sig med Udenrigspolitisk Nævn om.

24-09-2015 - kl. 11:40
”ISIL skal bekæmpes på alle fronter. Regeringen er klar til at levere, også i den periode vores F16-bidrag midlertidigt hjemtages. Derfor foreslår vi, at Danmark leverer et radarbidrag med tilhørende operatører, der vil skulle bidrage til opbygningen af ’luftbilledet’ i en stor del af operationsområdet i Irak og dele af Syrien. Jeg er glad for, at der i Nævnet tegner sig solid opbakning forud for behandlingen i Folketingssalen af regeringens beslutningsforslag.

Danmark er også aktiv inden for koalitionens andre indsatsområder. Vi yder et stort bidrag til stabiliseringsindsatser i Irak og Syrien, og vi støtter FN’s arbejde for at fremme en politisk løsning på konflikten i Syrien. Danmark giver tillige massiv humanitær støtte i nærområderne. ISIL kan ikke bekæmpes med militære midler alene. Det bliver en lang og hård kamp. Men den er værd at kæmpe, og vores udsendte yder en nyttig og værdsat indsats”, siger udenrigsminister Kristian Jensen.

”Jeg synes, det er meget positivt, at der er bred enighed om at udsende et dansk radarbidrag til Irak. Efter beslutningen om at hjemtage vores kampfly fra kampen mod terrororganisationen ISIL i Irak har det været vigtigt for mig – sammen med Forsvaret – at finde et andet bidrag, der også er efterspurgt i koalitionen, og som på samme måde som kampflyene gør en mærkbar forskel i kampen mod ISIL. Vi har gode erfaringer med udsendelse af radarbidrag til Afghanistan, hvor vore udsendte fik stor anerkendelse for deres fornemme indsats. Jeg er overbevist om, at vore udsendte ved radarbidraget også denne gang vil gøre en positiv forskel – på samme måde som vore andre udsendte i kampen mod ISIL gør det. Med radarbidraget vil vi således fortsat deltage i koalitionens luftkampagne samtidig med, at vi bidrager til træning af de irakiske sikkerhedsstyrker og til koalitionens stabe”, siger forsvarsminister Carl Holst.

Baggrund
Efter hjemtagningen af det danske F16-bidrag den 1. oktober omfatter Danmarks militære bidrag til indsatsen mod ISIL et kapacitetsopbygningsbidrag i Irak på op til ca. 120 soldater og op til ca. 20 stabsofficerer tilknyttet koalitionens hovedkvarterer. Der er ikke sat en tidsmæssig begrænsning på disse bidrag, der, ligesom F16-bidraget, er udsendt på baggrund af beslutningsforslag B123, som blev vedtaget i oktober 2014.

Fra dansk side er der en klar interesse i fortsat at være en del af koalitionen mod ISIL og levere værdsatte og substantielle civile, militære og diplomatiske bidrag til bekæmpelsen af ISIL. Som supplement til det betydelige danske kapacitetsopbygningsbidrag har regeringen i dag rådført sig med Udenrigspolitisk Nævn om at udsende et mobilt, jordbaseret radarbidrag med tilhørende teknisk og operativt personel. Dette er i drøftelser med koalitionen blevet identificeret som et væsentligt og aktuelt behov, som Danmark vil kunne dække. Der vil tillige oprettes et mindre støtteelement til støtte for de danske bidrag i regionen.

Med et radarbidrag vil Danmark fortsat yde substantiel støtte til koalitionens militære indsats, også efter hjemtagningen af det danske F-16 bidrag. Opgaven for det danske radarbidrag vil være at bidrage til opbygningen af ’luftbilledet’ over Irak og den østlige del af Syrien. Luftbillede anvendes af koalitionen og de danske operatører bl.a. til at overvåge og koordinere den samlede indsættelse af fly m.v., adskille koalitionens missioner fra hinanden og fra eventuel civil flytrafik, styre flyene til og fra tankfly samt styre dem hen til de områder, hvori de skal løse deres operative opgave. Luftbilledet fra den danske radar vil ikke blive anvendt til at identificere mål på jorden. Regeringen forventer snarest at fremsætte beslutningsforslag om radarbidraget.

Udover de militære indsatser bidrager Danmark på en række andre områder til kampen mod ISIL. Det gælder bl.a. omfattende stabiliseringsindsatser i Syrien og Irak, herunder støtte til FN’s bestræbelser på at fremme en politisk løsning på konflikten i Syrien. Danmark er desuden én af de største donorer pr. indbygger, når det gælder humanitær bistand til Syrien og dets nabolande.

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver for udenrigsministeren, Lars Peter Levy, tlf.: 4190 4124
Forsvarsministeriets pressevagt, tlf.: 2365 6500

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.