Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Tættere dansk-amerikansk forsvarssamarbejde

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
 

Tættere dansk-amerikansk forsvarssamarbejde 

Det bilaterale forsvarssamarbejde mellem USA og Danmark bliver nu yderligere styrket. Det sker ved en udbygning af relationerne til en bredere kreds af centrale amerikanske beslutningstagere.

04-06-2018 - kl. 17:00
Den generelle sikkerhedspolitiske udvikling, både globalt og i særdeleshed i Danmarks nærområde, gør behovet for at sikre fortsat amerikansk engagement centralt. Derfor har forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen lanceret et nyt initiativ, hvor der gennemføres besøg i Danmark for udvalgte amerikanske forsvars- og sikkerhedspolitiske beslutningstagere herunder politikere og stabsmedarbejdere fra Kongressen, repræsentanter fra førende tænketanke og meningsdannere.

”Det er mit håb, at vi kan give de amerikanske samtalepartnere en bedre forståelse for danske forsvars- og sikkerhedspolitiske positioner, og derved forhåbentligt også påvirke den amerikanske debat indefra i forhold til danske og europæiske synspunkter. Jeg vil gerne vise vores amerikanske venner, at vi ikke tager vores frihed og sikkerhed for givet”, siger Claus Hjort Frederiksen.

Initiativet skal bidrage til at skabe grundlag for drøftelser, hvor man fra dansk side kan orientere om danske sikkerheds- og forsvarspolitiske forhold, herunder Danmarks vurdering af trusselsbilledet, Danmarks strategiske betydning, sikkerheds- og forsvarspolitiske prioriteter, danske bidrag til internationale operationer, danske NATO-bidrag, dansk forsvars nationale opgavevaretagelse samt opgaver i Arktis og kommercielle muligheder i relation til dansk forsvarsindustri.

Under sit besøg i USA for nylig mødtes forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen med forsvarsminister Jim Mattis samt amerikanske politikere i Kongressen.

”De politikere jeg har mødtes med har vist stor interesse i et tættere dansk-amerikansk forsvarssamarbejde. Der er et ønske fra politikere om at blive klogere på de danske forsvars- og sikkerhedspolitiske positioner, og det er klart blevet noteret, at vi fra dansk side er enige i, at vi selvfølgelig alle bidrage til NATO og den fælles sikkerhed”, siger Claus Hjort Frederiksen.

For øjeblikket er en række stabsmedarbejdere fra Kongressen og sikkerhedspolitiske eksperter fra tænketanksmiljøet i Danmark. Forsvarsministeren mødes i dag med dem. Derudover skal de tale med andre danske myndigheder og ud og se det danske forsvar.

”Vi har rigtigt gode og tætte kontakter til det amerikanske politiske niveau. Nu synes jeg, at tiden er kommet til at udvide vores drøftelser til også at omfatte stabsmedarbejdere fra Kongressen samt repræsentanter fra det amerikanske tænketanksmiljø. De har også indflydelse og stor indsigt, så jeg lægger vægt på at få dem i tale”, siger Claus Hjort Frederiksen.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00