Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Tale til markeringen af 150 året for slaget ved Dybbøl

Indholdsområde

 
NYHED 
 

Tale til markeringen af 150 året for slaget ved Dybbøl 

Af forsvarsminister Nicolai Wammen

18-04-2014 - kl. 10:00
DET TALTE ORD ER GÆLDENDE

Deres majestæt, Deres kongelige højheder, statsminister, ministerpræsident, ærede gæster – mine damer og herrer,

Det er med stor ydmyghed,  at jeg står her i dag for at markere 150 året for slaget ved Dybbøl.

En afgørende begivenhed. En definerende dag. En del af vores fælles historie.

Den 18. April 1864, startede bombardementerne tidligt om morgenen. Kæmpe brag lød i takt med, at granaterne fra de preussiske batterier ramte de danske skanser. Det tegnede  til at blive en dag som mange andre i krigen.

Men på slaget 10 - netop nu- for præcis 150 år siden tav de preussiske kanoner. En kort stund var stilheden så nærværende, at soldaterne tydeligt kunne høre fuglefløjt omkring de danske stillinger. Et øjebliks overraskede normalitet midt i rædslerne.

Så brød helvede løs.

I løbet af kort tid angreb en talmæssigt overlegen styrke de danske stillinger, og en uhørt voldsom og brutal kamp fulgte. Modet var stort, men tabene på begge sider var forfærdende.

Snart var landskabet fyldt med blodige granathuller og livløse kroppe.

Krigen forsatte sommeren over, og tusinder af familier på begge sider af grænsen, blev aldrig de samme igen.

Både mennesker og lande blev mærket på krop og sjæl, og begivenhederne satte sig dybe spor i såvel Danmarks som Tysklands videre udvikling.

Jeg er stolt over, at vi på trods af de lidelser og rædsler, der udspillede sig for 150 år siden, kan stå her sammen i dag og markere slaget ved Dybbøl. Det kan vi gøre med afsæt i den langvarige fred og det stærke venskab, der er bygget op siden 1945.

I dag møder unge tyskere og danskere ikke hinanden med bajonetter - men med Ipads i hænderne. I dag er det utænkeligt, at vores to lande nogensinde igen kommer i krig med hinanden. Vi nyder godt af freden, og vi samarbejder på kryds og tværs af grænsen.

Forholdet imellem Danmark og Tyskland har aldrig været stærkere i vores historie.

Men vi skal huske, at freden er dyrebar. Vores gode stærke naboskab er ikke noget, vi alene skal være stolte af. Vi skal værne om det, passe på det og dyrke det.

Tryghed og fællesskab kommer ikke af sig selv. Det er op til hver ny generation at styrke venskabsbåndene.

Det ved man om nogen her i den dansk-tyske grænseregion, hvor respekt, gensidig forståelse og plads til mindretal på begge sider af grænsen, danner fundamentet for et stærkt naboskab.

Det gælder også for den indsats, som Danmark og Tyskland leverer, når vi udsender soldater til verdens brændpunkter. Hvor fred i det 19.århundrede alt for ofte var baseret på den stærkes ret, så kæmper Danmark og Tyskland for, at den i dag baseres på folkeretten. Det gælder tæt på vores grænser, og det gælder i fjerne egne.

Danmark og Tyskland står skulder ved skulder, og vores udsendte yder en kæmpe indsats for at sikre fred, demokrati og menneskerettigheder.

Men vores fælles mission er mere end den store indsats, vores udsendte yder derude. Opgaven består også i, at vi alle beretter om, hvordan vores lande efter 2. Verdenskrig valgte fredens og venskabets vej.

Det er vores pligt og privilegium at fortælle den historie, så andre kan drage nytte af den.

Så martrede lande og regioner måske kan finde inspiration i vores erfaringer,  og dermed undgå nogle af de svære konflikter og ødelæggende krige, der ellers kunne opstå.

Vores nyere historie er nemlig fortællingen om, at konflikt og krig kan efterfølges af fred og forsoning.

At had kan erstattes af håb.

At fortidens synder ikke behøver at føre til krig for nutidens sønner.

Det er et stærkt og nødvendigt  budskab, som verden fortsat har brug for at høre.

Også derfor er det vigtigt, at vi sammen kan markere vores gode naboskab og fælles historie – særligt på dette sted.

Vi gør det i bevidstheden om, at unge tyskere og danskere i fremtiden kan mødes her til lyden af fuglefløjt og ikke kanonild.

De, der ligger her ved fællesgraven, betalte den ultimative pris – lad os mindes og ære dem ved for altid at sikre den fred og det venskab, vi i dag nyder frugterne af.

Æret være deres minde! 

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.