Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Veteranhjem tilfører stor værdi til veteranindsats

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Veteranhjem tilfører stor værdi til veteranindsats 

Forsvarsministeriet har evalueret Fonden Danske Veteranhjem. Evalueringen viser, at de tre veteranhjem under Fonden Danske Veteranhjem tilfører den samlede veteranindsats stor værdi.

04-12-2014 - kl. 09:00
Ifølge evalueringen fungerer de tre veteranhjem i København, Fredericia og Aalborg som et frirum for brugerne, der her oplever et socialt samvær, som de ikke får andre steder. Veteranhjemmenes tilbud spiller en særligt positiv rolle i forhold til de mest sårbare veteraner. Her udfylder veteranhjemmenes overnatningstilbud et stort og vigtigt behov.

”Jeg er meget optaget af indsatsen for vores veteraner. Jeg har besøgt de tre veteranhjem og oplevet, hvor meget de betyder for veteranerne. Derfor overrasker det mig ikke, at evalueringen viser, at veteranerne oplever hjemmene som et værdifuldt frirum, hvor det er muligt at mødes med andre veteraner og pårørende, og hvor der er et godt socialt samvær. Men det er det selvfølgelig meget positivt, at vi nu også har en evaluering, der viser, at veteranhjemmene er af stor værdi for den samlede veteranindsats”, siger forsvarsminister Nicolai Wammen.

Evalueringen har identificeret en række udviklingsområder, der kalder på en professionalisering af organisationen og rammerne for fondens aktiviteter – ikke af selve arbejdet. Evalueringen viser netop, at det har særlig værdi, at værtsarbejdet bliver udført af frivillige og ikke professionelle.

Det fremgår desuden, at faste aflønnede daglige ledere samt øget kapacitet og forbedrede faciliteter på veteranhjemmene vil kunne forbedre tilbuddet. Den politiske aftale af 3. september 2014 om en styrket indsats for de danske veteraner åbner mulighed for dette.

”Jeg kan konstatere, at resultatet af evalueringen helt overordnet er positiv. Jeg kan også konstatere, at Fonden Danske Veteranhjem allerede er i gang med dialog og drøftelser om, hvordan der kan arbejdes videre med anbefalinger og udviklingsområder. Det er dybest set det, der er meningen med projektet – at det er fonden selv, der bruger evalueringen som grundlag for den videre udvikling af organisationen og veteranhjemmenes tilbud. Jeg ser frem til at følge arbejdet”, siger Nicolai Wammen.

Fonden Danske Veteranhjem mødes den 10. december 2014 for at drøfte, hvordan man kan omsætte evalueringens anbefalinger og dermed understøtte den fortsatte udvikling af organisationen og dens tilbud.

Endelig bekræfter den regnskabstekniske evaluering, at fonden har en tilfredsstillende regnskabspraksis. Fonden vil tage initiativ til, at der – i dialog med Forsvarsministeriets Interne Revision - sker en yderligere professionalisering af de administrative rutiner.

Fakta
Evalueringen af Fonden Danske Veteranhjem består af to elementer:

  • En evaluering af fondens aktiviteter: Konsulentfirmaet Epinion har stået for denne del af evalueringen, som er gennemført i et tæt samarbejde mellem Forsvarsministeriet og Realdania, der i maj 2010 stiftede fonden. Brugerne og de frivillige, der arbejder på veteranhjemmene m.m., har været inddraget i evalueringen.
    Rapport: Evaluering af fonden Danske Veteranhjems aktiviteter Korrektion til rapporten vedrørende evalueringen af Fonden Danske Veteranhjems aktiviteter: Forsvarsministeriet er blevet opmærksom på, at det på s. 91 i rapporten fremgår ”at KFUMs Soldaterrekreation kun er et tilbud for veteraner, der stadig er ansat i Forsvaret,” og at soldaterrekreationerne i modsætning til veteranhjemmene ikke har åbent for modtagelse af veteraner døgnet rundt. Dette er ikke korrekt. Soldaterrekreationerne er også åbne for veteraner, der ikke længere er ansat i Forsvaret, og de har åbent for modtagelse døgnet rundt.
  • En evaluering af fondens håndtering af det tilskud, som modtages via finansloven: Forsvarsministeriets Interne Revision har gennemført denne del af evalueringen.
    Fonden Danske Veteranhjems årsregnskaber 2010-2013

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.