Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Wammen: Danmark klar med nye bidrag til NATO

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Wammen: Danmark klar med nye bidrag til NATO 

Forsvarsminister Nicolai Wammen tilkendegav i dag på NATO-møde i Bruxelles, at Danmark er klar med yderligere bidrag til de østlige NATO-allierede.

03-06-2014 - kl. 15:45
NATO efterlyser flere bidrag fra medlemslandene til de østlige NATO-lande, der ønsker sikkerhedsgarantier. Den danske forsvarsminister Nicolai Wammen kunne i dag på NATO-møde i Bruxelles fortælle, at Danmark er klar med yderligere bidrag.

”Vi tilbyder NATO yderligere et skib til støtte for NATO’s stående minerydningsgrupper samt støtte med et maritimt observationsfly til indsættelse i Østersøen. Derudover er jeg i dag blevet enig med min tyske og polske kollega om at igangsætte en proces med forslag til, hvordan vi kan øge beredskabet i det multinationale korpshovedkvarter i Stettin (MNC NE)”, siger Nicolai Wammen.

Danmark har allerede bidraget til de tiltag som NATO har sat i værk for at vise solidaritet med de østlige allierede bl.a. med fire danske F-16 kampfly til Baltic Air Policing og støtteskibet ESBERN SNARE til ledelse af en NATO’s stående flådestyrker.

”Danmark vil understrege sin status som en solidarisk og aktiv allieret og også fremadrettet bidrage med efterspurgte bidrag til NATO’s aktiviteter, herunder støtte den fleksible anvendelse af de militære kapaciteter vi allerede har tilmeldt til NATO.

NATO har løbende foretaget en balanceret tilpasning til situationen omkring Ukraine. Det er naturligt, at NATO iværksætter konkrete tiltag, der forsikrer de mest bekymrede allierede om alliancens sikkerhedsgarantier”, siger Nicolai Wammen.

Forsvarsministeren understreger, at bidragene til de østlige allierede ikke er en optrapning af konflikten:

”Krisen i Ukraine er meget dynamisk. Regeringen følger situationen tæt, og vi vil i samarbejde med vores allierede i NATO og i diskussionerne i EU løbende afveje, hvordan vi kan bidrage til en politisk løsning af situationen. Det er fortsat regeringens holdning, at der ikke er en militær løsning på krisen i Ukraine. NATO’s tiltag har alene til formål at demonstrere solidaritet i Alliancen, ikke at eskalere situationen. Danmark har, som et lille land, en klar interesse i en stærk og solidarisk Alliance”, siger Nicolai Wammen.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.