Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Wammen: Danske F-16 klar til Baltic Air Policing

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Wammen: Danske F-16 klar til Baltic Air Policing 

Danmark tilbyder F-16 kampfly til NATO Baltic Air Policing fra 1. maj 2014. Ønsker NATO at benytte tilbuddet, så kan de danske F-16 være hurtigt klar, siger forsvarsministeren.

27-03-2014 - kl. 11:25
Udenrigspolitisk Nævn har her til morgen givet regeringen opbakning til at tilbyde op til seks danske kampfly til NATO som støtte til Alliancens ønske om at forstærke suverænitetshåndhævelsen af luftrummet over de baltiske lande.

”Jeg er meget tilfreds med, at Danmark kan tilbyde NATO at forstærke suverænitetshåndhævelsen af de baltiske landes luftrum med op til seks danske F-16 kampfly. De danske F-16 er klar til opgaven med kort varsel, de har gjort det før, og jeg er overbevist, om de danske flyvere også denne gang vil løse opgaven professionelt, siger Nicolai Wammen.”

Lige siden de tre baltiske lande blev medlemmer af NATO i april 2004, har forskellige medlemslande i forsvarsalliancen på skift stillet fly og personel til rådighed for NATO Baltic Air Policing med det formål at overvåge og håndhæve suveræniteten i baltisk luftrum.

Forsvaret af det baltiske luftrum indgår som en integreret del af det samlede luftforsvar over NATO territorium, og tilstedeværelsen af NATO fly i luften over de baltiske lande er et synligt bevis for medlemslandenes solidaritet og alliancens beslutsomhed og troværdighed.

Danske F-16 kampfly var blandt de allerførste til at løse opgaven i luftrummet over de baltiske lande tilbage i 2004. I alt har Danmark løst opgaven fire gange, senest i 2013, og hver gang løst denne yderst tilfredsstillende. Det vil altså være femte gang, at danske kampfly bidrager til Baltic Air Policing, hvis NATO får brug for det danske tilbud.

Læs mere om Air Policing her

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.