Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nicolai Wammen besøger USA's forsvarsminister

Indholdsområde

 
Nyhed 
Wammen møder Hagel
 

Nicolai Wammen besøger USA's forsvarsminister 

Forsvarsminister Nicolai Wammen mødtes i dag med sin amerikanske kollega Chuck Hagel i det amerikanske forsvarsministerium Pentagon.

07-11-2014 - kl. 22:30
Den amerikanske forsvarsminister Chuck Hagel startede mødet med at takke forsvarsminister Nicolai Wammen for det danske bidrag til kampen mod ISIL i Irak, hvor Danmark bidrager med F-16 fly og senere også vil bidrage med op til 120 mand i en træningsmission.

”Jeg havde et rigtig godt møde med min amerikanske kollega Chuck Hagel. Han takkede for den danske indsats mod ISIL, og vi er meget enige om, at det er vigtigt, at vi i koalitionen forsætter kampen mod denne forfærdelige terrorbevægelse, selvom det bliver en svær og langvarig opgave, siger Nicolai Wammen.

De to forsvarsministre talte også om situationen i Syrien, og den trussel som Foreign Fighters udgør rundt omkring i verden. Også Afghanistan blev vendt på mødet. Forsvarsminister Chuck Hagel takkede Nicolai Wammen for, at Danmark også efter 2015 vil bidrage med troppetransport helikoptere og 160 mand til indsatsen i Afghanistan.

Den amerikanske forsvarsminister takkede også Nicolai Wammen for den danske støtte i kampen mod ebola, hvor Danmark bidrager både økonomisk og med personel fra Beredskabsstyrelsen.

Nicolai Wammen og Chuck Hagel drøftede også støtten til Ukraine med vægt på, at USA og Danmark fortsætter den fælles front med NATO i forhold til at modsvare Ruslands aggressive adfærd i regionen.

Også veteranområdet var oppe og vende på mødet mellem de to forsvarsministre.

”I dag havde jeg blandt andet mulighed for at drøfte veteranområdet med min amerikanske kollega. Veteranområdet er et område, der ligger mig personligt meget på sinde, da jeg mener, at vi skylder de mænd og kvinder, som vi sender krig, den bedst mulige støtte, når de kommer hjem. Derfor skal vi kontinuerligt udvikle veteranområdet. Inden for veteranindsatsen har vi etableret et godt samarbejde med amerikanerne - især på forskningsområdet, og det er min ambition at udbygge dette samarbejde.

Vi drøftede også de amerikanske erfaringer med veterankortet med henblik på at høre, om vi i Danmark kan tage ved lære i forhold til at give kortet en større betydning, siger Nicolai Wammen.

Mødet sluttede med, at de to ministre drøftede sikkerhedspolitik i Arktis. Hvor Wammen benyttede lejligheden til at invitere Hagel til at besøge Arktis i 2015.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.