Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Danmark deltager i nyt NATO-initiativ

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Danmark deltager i nyt NATO-initiativ 

På NATO-mødet har forsvarsminister Peter Christensen tilkendegivet, at Danmark skal deltage i et nyt initiativ om kapabilitetsudvikling i de baltiske lande og Polen. Det er Tyskland, USA og Storbritannien, der står bag projektet.

10-02-2016 - kl. 13:34
Danmark har besluttet at deltage i et nyt NATO-initiativ kaldet TACET (Transatlantic Capability Enhancement and Traning Initative). Initiativet skal støtte NATO-landene mod øst. Det overordnede formål med TACET er at støtte implementeringen af NATO’s Readiness Action Plan.

”Ved at koordinere vores aktiviteter bedre, kan vi øge effekten af dem. Og dermed kan vi styrke modtagerlandenes militære kapaciteter. I 2016 forventer vi, at omkring 5000 danske soldater vil bidrage til NATO’s forsikringstiltag. De danske soldater synliggør vores opbakning til Alliancen og til vores østlige allierede. Når disse aktiviteter alligevel ofte foregår i eller sammen med soldater fra de baltiske lande og Polen, så forsøger vi med TACET at tænke smart”, siger forsvarsminister Peter Christensen.

Forsvarsministeren mødtes kort med de øvrige TACET-lande til NATO-mødet for at lancere initiativet:

”Jeg er glad for – endnu en gang – at få lejlighed til at understrege den danske opbakning til vores nære allierede. Det fælles polsk-tysk-danske korpshovedkvarter i Stettin – hvor vi jo har et stort dansk aftryk – får en central rolle i TACET med opgaven at koordinere og synkronisere de aktiviteter, som vi og de øvrige bidragende nationer stiller med. Nu er TACET skudt i gang, og vi vil nu starte arbejdet med at finde ud af, hvordan vi konkret og bedst får støttet Estland, Letland, Litauen og Polen”, siger Peter Christensen.


FAKTA

TACET:
TACET (Trans-Atlantic Capability Enhancement and Training Initiative) er et tysk-amerikansk initiativ, støttet af Storbritannien, med det overordnede formål at støtte implementeringen af Readiness Action Plan. TACET skal gennem bl.a. trænings- og øvelsesaktiviteter bidrage til at styrke modtagerlandenes (Polen, Estland, Letland og Litauen) militære kapabiliteter. Fokus er på udvikling af kapabiliteter til kollektivt forsvar. TACET skal ligeledes fremme interoperabiliteten mellem modtagerlandenes og allieredes militære enheder. Initiativet har en horisont på ca. 24 måneder.

TACET omfatter 14 nationer, hvor Tyskland, USA og Storbritannien er defineret som ’lead nations’, mens Estland, Letland, Litauen og Polen defineres som ’host nations’. Udover Danmark, er de øvrige deltagende nationer: Canada, Italien, Luxemburg, Nederlandene, Norge og Portugal.


Readiness Action Plan:
På topmødet i Wales (sept. 2014) blev ’Alliance Readiness Action Plan’ (RAP) vedtaget af NATO’s stats- og regeringschefer. RAP er grundlæggende NATO's svar på forandringerne i det strategiske miljø, dvs. især Ruslands ageren i øst og ISIL’s fremmarch i syd. Formålet med RAP er dels at tilpasse Alliancen (Adaptation), og dermed styrke det kollektive forsvar samt NATOs krisestyringskapacitet, dels løbende at genforsikre (Assurance) de østlige allierede om alliancens solidaritet. RAP indeholder således elementer, der sikrer en øget tilstedeværelse i de østlige medlemslande. I forhold til genforsikringer udføres disse primært gennem træning og øvelser til lands, til vands og i luften samt ved patruljering og afvisningsberedskab mv.


Korpshovedkvarteret i Stettin:
Danmark er sammen med Polen og Tyskland rammenationer for det multinationale hovedkvarter i Stettin, HQ MNC NE. Hovedkvarteret blev oprettet i 1999. Med Readiness Action Plan gennemgår hovedkvarteret en markant transformation. Fra at være et trilateralt korps, der kunne føre landmilitære operationer på divisionsniveau med et lavere beredskab, skal HQ MNC NE nu fungere som et multinationalt korpshovedkvarter med ansvar for Alliancens nordøstlige region på et højt beredskab. Hovedkvarteret skal kunne give Alliancen et varsel om, hvordan situationen udvikler sig og stå i spidsen for militære styrker, der om nødvendigt måtte blive deployeret til regionen.

Folder DANISH CONTRIBUTIONS TO NATO ASSURANCE MEASURES 2016

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.