Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvarsminister fra Bruxelles: NATO trækker i arbejdstøjet

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Forsvarsminister fra Bruxelles: NATO trækker i arbejdstøjet 

NATO’s forsvarsministre mødes i Bruxelles for at drøfte gennemførelsen af topmødebeslutningerne fra Warszawa.

26-10-2016 - kl. 09:00
Forsvarsminister Peter Christensen deltager onsdag og torsdag den 26.-27. oktober 2016 i NATO’s forsvarsministermøde i Bruxelles. Mødet er det første på ministerniveau siden topmødet i Warszawa i juli 2016, og forsvarsministrene skal bl.a. drøfte, hvordan de mange vigtige beslutninger fra topmødet føres ud i livet.

"Ruslands seneste militære aktiviteter og selvhævdende adfærd udgør naturligt ”bagtæppet” for mødet. Det understreger, at de beslutninger, vi traf i Warszawa om at styrke alliancens forsvars- og afskrækkelsesprofil, er de rigtige. NATO er nu i arbejdstøjet fast besluttet på at føre disse beslutninger ud i livet. Det gælder ikke mindst de fire NATO-kampbataljoner til de tre baltiske lande og Polen, hvor Danmark vil bidrage med op til 200 soldater i Estland", udtaler Peter Christensen fra NATO-mødet i Bruxelles.

Regeringen har tidligere meldt ud, at der fra dansk side planlægges at udsende et substantielt bidrag på op til 200 soldater til Estland under britisk ledelse. De danske styrker vil ikke være permanent udstationeret, men vil være til stede periodevist.

Herudover skal forsvarsministrene drøfte beslutningen om at styrke NATO’s stabiliserings- og kapacitetsopbygningsindsatser i syd og sydøst, herunder NATO’s støtte til Irak og den internationale koalition til bekæmpelse af ISIL.

På mødets anden dag, hvor også EU’ s Høje Repræsentant, Federica Mogherini samt partnernationerne Sverige og Finland deltager, vil et styrket samarbejde mellem NATO og EU være i fokus.

I marginen af mødet vil forsvarsministeren også mødes med den polske forsvarsminister for at underskrive en aftale om Polens indtrædelse i det dansk ledede Smart Defence Project. Polen er det 9. land, som tilslutter sig projektet, hvis formål bl.a. er at gøre det lettere og billigere at købe præcisionsstyret ammunition (PGM), som fx anvendes af F-16 flyene bl.a. i indsatsen mod ISIL og tidligere i Libyen.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.