Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Nordiske ministre vil styrke logistikken omkring flygtningesituationen

Indholdsområde

 
Nyhed 
Det årlige HAGA ministermøde blev afholdt på Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev
Det årlige HAGA ministermøde blev afholdt på Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev.  

Nordiske ministre vil styrke logistikken omkring flygtningesituationen 

Forsvarsminister Peter Christensen besluttede i dag sammen med sine nordiske ministerkolleger at se på mulighederne for at styrke det nordiske beredskabssamarbejde omkring den aktuelle migrations- og flygtningesituation.

24-11-2015 - kl. 15:25
Den nuværende migrations- og flygtningesituation fik en central plads ved det årlige nordiske Haga-ministermøde på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev, hvor formålet overordnet var at styrke fremdriften i det nordiske beredskabssamarbejde yderligere.

Forsvarsminister Peter Christensen udtaler:

”Jeg er glad for, at vi i dag er blevet enige om at udarbejde et fælles oplæg til, hvordan vi på tværs af de nordiske lande kan udvikle vores samarbejdsmuligheder mellem vores beredskabsmyndigheder og optimere vores håndtering af det store logistiske arbejde, som er en vigtig del af den samlede indsats over for den aktuelle migrations- og flygtningesituation. ”

Det fælles oplæg forventes forelagt ministrene i første kvartal 2016.

”Den aktuelle migrations- og flygtningesituation er grænseoverskridende – bogstavelig talt. Derfor er det også så vigtigt, at vi kan samarbejde på tværs af alle berørte lande. Det fylder helt naturligt på et møde som i dag – det gør det for Danmark og det gør det for vores nordiske naboer. Det er noget, som berører tusindvis af mennesker. De nordiske beredskabsmyndigheder hjælper med en lang række tiltag såvel nationalt som i de hårdest berørte lande i Sydeuropa. Til formålet har regeringen i september afsat ca. 750 mio. kroner”, siger forsvarsministeren efter mødet.

Mødet bød på gode drøftelser af de nordiske landes beredskabsmæssige opgaver og udfordringer, hvor emnerne – ud over den aktuelle migrations- og flygtningesituation – var ændringen i den sikkerhedspolitiske situation i regionen og terrortruslen som senest set i Frankrig.

Derudover fik ministrene også en status for arbejdet med at etablere fælles nordiske moduler med særlig fokus på katastrofeindsatser i kolde regioner. Katastrofer i blandt andet den nordiske og arktiske region er kendetegnet ved store afstande og ofte ekstreme kuldegrader, som stiller særlige krav til materiel og mandskab.

På mødet deltog de nordiske ministre med ansvar for samfundssikkerhed og redningsberedskab; forsvarsminister Peter Christensen fra Danmark, statssekretær Olli-Pekka Heinonen på vegne af indenrigsminister Petteri Orpo fra Finland, ambassaderåd Veturlidi Thor Stefansson på vegne af indenrigsminister Ólöf Nordal fra Island, statssekretær Gjermund Hagesæter på vegne af justitsminister Anders Anundsen fra Norge og indenrigsminister Anders Ygeman fra Sverige .

Efter mødets afslutning overgik Haga-formandskabet fra Danmark til Finland. Det næste ministermøde vil blive afholdt i Finland i 2016.

Haga-ministermøde 2015 – Tinglev-konklusioner


Baggrund

Haga-samarbejdet blev påbegyndt efter et møde mellem de nordiske ministre med ansvar for beredskab på Haga-slottet i Stockholm den 27. april 2009. Det blev her drøftet, hvordan man kunne styrke og udvikle det nordiske beredskabssamarbejde. På mødet vedtog ministrene Haga-erklæringen, der udstak en række fokusområder for samarbejdet. Siden er der afholdt ministermøder en gang årligt, og samarbejdet er løbende blevet suppleret med yderligere fokusområder.

Efter mødet var der mulighed for at hilse på nogle af beredskabets medarbejder og høre om deres opgaver.
Efter mødet var der mulighed for at hilse på nogle af beredskabets medarbejdere og høre om deres opgaver.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.