Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Regeringen vil sende F-16 fly tilbage til kampen mod ISIL

Indholdsområde

 
Nyhed 
 

Regeringen vil sende F-16 fly tilbage til kampen mod ISIL 

04-03-2016 - kl. 12:00
Regeringen har i dag på møde i Udenrigspolitisk Nævn rådført sig med Folketingets partier om et styrket dansk bidrag til indsatsen mod terrorgruppen ISIL bestående af fornyet udsendelse af F-16-kampfly, specialoperationsstyrker, samt et C130J-transportfly. Derudover har regeringen besluttet at styrke en række civile indsatser.

”Jeg er godt tilfreds med, at vi nu lægger op til at sende F-16 flyene tilbage til kampen mod ISIL. ISIL er presset, og vi skal øge presset på dem – på alle fronter. Vi vil derfor også øge den danske støtte til koalitionens militære indsats med specialoperationsstyrker og et transportfly. Med denne pakke rykker Danmark frem i den allerforreste række af bidragende lande.

Kampen mod ISIL bliver lang og terrorgruppens forfærdelige ideologi kan ikke besejres med militære midler alene. Derfor vil regeringen også øge indsatsen i de civile spor – stabilisering af befriede områder, bremse ISIL’s finansieringskilder, stoppe tilgangen af fremmedkrigere og modvirke ISIL’s propaganda. Vi håber på bred opbakning i Folketinget, som der jo også tegner sig efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn. Kampen mod ISIL er en af vor tids mest fundamentale udfordringer”, siger udenrigsminister Kristian Jensen.

”Kampen mod den brutale terrororganisation ISIL er en af vores allerhøjeste prioriteter lige nu. Regeringen vil bekæmpe ISIL dér, hvor de er – og derfor ønsker vi også at sende vores kampfly på vingerne i både Irak og Syrien. Danmark har fra starten været en central bidragyder til indsatsen. En indsats som virker – og som vi fra regeringens side nu vil styrke. Vi foreslår et styrket og substantielt bidrag til koalitionens samlede indsats med både kampfly, et transportfly og vores specialoperationsstyrker. Og dét samtidig med, at vi fastholder de nuværende danske bidrag. Danske bidrag er meget efterspurgte, og det skyldes ikke mindst den professionelle indsats, som danske soldater har ydet og lige nu yder dernede. Jeg er sikker på, at vores soldater i de nye bidrag også vil yde en kæmpe indsats, som vi kan være stolte af,” siger forsvarsminister Peter Christensen.

Baggrund
Regeringen har i dag i Udenrigspolitisk Nævn præsenteret en samtænkt pakke, der indebærer en betydelig styrkelse af Danmarks militære såvel som civile indsatser. I pakken indgår et nyt dansk militært bidrag til den globale koalition bestående af fornyet udsendelse af F-16-kampfly, et styrkebidrag, omfattende specialoperationsstyrker samt udsendelse af et C130J-transportfly. Det er regeringens ønske, at de nye militære bidrag får mandat til at operere i både Irak og Syrien. Med de nye bidrag vil Danmark være blandt de lande, der bidrager allermest pr. indbygger både militært og civilt.

Regeringen styrker samtidig en række civile indsatser relateret til stabilisering, afskæring af ISIL’s finansieringskilder, bremsning i tilgangen af fremmedkrigere og imødegåelse af ISIL’s propaganda. Blandt de planlagte tiltag er, at den tidligere PET- og SØIK-chef Jens Madsen fra 15. marts skal yde støtte til koalitionens arbejde på terrorfinansieringsområdet.

Regeringen forventer at fremsætte beslutningsforslag i Folketinget med henblik på førstebehandling 1. april og andenbehandling 19. april 2016.

Der henvises til vedlagte baggrundsmateriale
Danmarks samtænkte og brede indsats i kampen mod ISIL 2016

For yderligere information kontakt:
Presserådgiver for udenrigsministeren, Lars Peter Levy, tlf.: 4190 4124
Forsvarsministeriets pressevagt, tlf.: 2365 6500

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til forsvarsministeriets pressevagt – telefon 23 23 65 00.