Som specialkonsulent i Forsvarsministeriet får du mange faglige og personlige udfordringer
Special- og chefkonsulenter i Forsvarsministeriet
Som special- og chefkonsulent i Forsvarsministeriets departement skal du have en akademisk uddannelse. Du har naturligvis et højt fagligt niveau, gode analytiske evner og relevant erfaring. Derudover lægger vi vægt på:
- Mundtlige og skriftlige formidlingsevner
- Selvstændighed
- Samarbejdsevner
- Robusthed
- Fleksibilitet
- Engagement samt
- Forståelse for politiske problemstillinger og policy
Ofte er vores special- og chefkonsulenter tidligere turnusfuldmægtige, som efter ansøgning ansættes og personligt omklassificeres.
Mange typer opgaver
Du vil komme til at arbejde med en bred vifte af opgaver, der afspejler de mange forskellige opgaver, der løses inden for Forsvarsministeriets område. Der er bl.a. mulighed for at beskæftige sig med operationer, NATO, EU, sikkerhedssamarbejde, folkeret, udvikling af totalforsvaret, forsvarsforlig, struktur, materiel, økonomi, miljø- og ejendomsforhold, personale, IT og kommunikation.
Som special- og chefkonsulent er du typisk en del af et kontor. Du kan læse mere om de enkelte kontorers opgaver her.
Udviklingsmuligheder
Forsvarsministeriet lægger vægt på at skabe de bedste betingelser for faglig og personlig udvikling af den enkelte medarbejder. Der er mulighed for at få andre konsulentstillinger inden for Forsvarsministeriets område eller at vælge ledelsesvejen.
Ledige stillinger
Du kan finde ledige special- og chefkonsulentstillinger på Forsvarsministeriets hjemmeside samt i jobsøgningsdatabase og relevante fagblade.