Forsvarsministeriets Internationale kontor
Forsvarsministeriets Internationale Kontor beskæftiger sig med tre hovedområder: internationalt sikkerhedssamarbejde, samtænkning og folkeret. Disse tre hovedområder dækker over mange forskelligartede arbejdsopgaver, der dog typisk har den fællesnævner, at de som regel har et internationalt fokus.
Sikkerhedssamarbejde
Militær indgriben som reaktion på internationale konflikter opfattes af mange som forsvarets kerneopgave. Men i virkeligheden er det en ligeså vigtig opgave for forsvaret at hjælpe med til at skabe langsigtet stabilitet, der reducerer risikoen for, at konflikter opstår.
Forsvarets arbejde på det område betegnes ofte som sikkerhedssamarbejde. Sikkerhedssamarbejde omfatter kort fortalt samarbejde med andre lande om sikkerhed.
Dette samarbejde kan dække over både bilateralt samarbejde (med eksempelvis lande i Østeuropa, Afrika eller Afghanistan) eller multilaterale samarbejder (med f.eks. regionale organisationer, FN og OSCE). Danmarks deltagelse i henholdsvis NATO og EU dækkes dog af Internationalt Kontors søsterkontor ”NATO og EU kontoret”.
Det vil typisk være forsvaret, der indgår i det praktiske sikkerhedssamarbejde med andre lande, men Internationalt Kontor er ansvarlig for den overordnede koordinering.
Samtænkning
Vor tids sikkerhedsudfordringer kan oftest ikke løses kun civilt eller militært, men kræver en bredspektret tilgang. Samtænkning handler om at sikre, at alle danske civile og militære indsatser i konfliktområder sker koordineret og støtter op omkring et fælles mål.
Herudover indebærer samtænkning, at der i videst muligt omfang sker en koncentreret civil indsats i det område, hvor de danske soldater befinder sig.
Internationalt Kontor er tovholder for Forsvarsministeriets deltagelse i den nyetablerede samtænkningsstruktur.
Folkeret
Når Danmark sender soldater ud til alverdens konflikter, er der en række internationale regler, der skal overholdes. Disse regler betegnes typisk som den humanitære folkeret.
Den humanitære folkeret, som lidt populært også kaldes krigens love, er de regler, der regulerer de stridende parters optræden under væbnede konflikter og yder beskyttelse til ofrene for konflikterne.
Spørgsmål om det danske forsvars forpligtelser efter den humanitære folkeret behandles typisk i Internationalt kontor.
Kontorets medarbejdere
Kontoret består af en kontorchef og otte akademiske sagsbehandlere (både civile og militære). Ca. halvdelen af sagsbehandlerne er jurister mens den anden halvdel har blandede uddannelsesmæssige baggrunde.