Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Viden om 
Danske og afrikanske soldater i engagerede drøftelser
Danske og afrikanske soldater engageret i drøftelser.

Baggrund for indsatsen i Afrika 

Baggrunden for forsvarets engagement i Afrika er afrikanernes egne ønsker om at styrke deres evne til selv at håndtere konflikter.
 
Forsvaret indsats er i overensstemmelse med Danmarks ønske om at påtage sig sin del af det kollektive ansvar for at fremme fred og stabilitet i verden. Forsvaret af Danmark starter som bekendt ikke ved egne grænser, hvilket bekæmpelse af international terrorisme er et godt eksempel på. Derfor er Danmark engageret i Afrika, ligesom Danmark også er/har været engageret i den Persiske Golf, Balkan, Irak og Afghanistan.
 
Den danske strategi i Afrika går ud på at støtte afrikanerne, så de selv kan håndtere de mange udfordringer, som de står overfor på kontinentet. Den danske indsats fokuserer derfor på at støtte afrikanerne i at blive bedre til at klare egne sikkerhedsudfordringer ved at opbygge deres kapaciteter på forsvars- og sikkerhedsområdet. Det kaldes kapacitetsopbygning.
 
Forsvarets rolle i Afrika
Det danske forsvar har gennem flere år været engageret i Afrika. Danmark har i en årrække haft militært samarbejde med de afrikanske lande syd for Sahara. Siden 1997 har Danmark bl.a. deltaget i etableringen af et regionalt træningscenter for fredsbevarende operationer i Zimbabwe og har støttet et vestafrikansk initiativ om at opbygge regionale træningscentre i Ghana og Mali.
 
Det styrkede danske engagement i Afrika fokuserer på kapacitetsopbygning af de afrikanske styrker. I 2002 oprettede de afrikanske lande, under den Afrikanske Union (AU), fem regionale reaktionsbrigader med henblik på at styrke de afrikanske landes evne til selv at kunne håndtere konflikter. Danmarks indsats fokuserer på at støtte den østafrikanske reaktionsbrigade (EASBRIG) med at opbygge de nødvendige kapaciteter til selv at bidrage til opretholdelsen af regional stabilitet.
 
Dansk udviklingssamarbejde i Afrika
Sikkerhedsmæssige aspekter og militær kapacitetsopbygning er i stigende grad blevet integrerede dele af Danmarks samlede indsatser i Afrika. Forsvarets indsats i Afrika skal ses i sammenhæng med regeringens Afrikastrategi for 2007-2011, hvor bistandsstøtten til Afrika opprioriteres. Danmark har i mange år været en vigtig samarbejdspartner for Afrika gennem Udenrigsministeriets bistandssamarbejde. 
 
Selvom der har været mange gode udviklinger på områder som økonomi og færre væbnede konflikter, er der desværre stadig mange negative udviklingstendenser i Afrika. Det gælder især udfordringer vedrørende migration, kampen om ressourcer, sundhed og korruption. Derfor er der stadig brug for en ekstraordinær indsats i Afrika. Den danske regerings Afrikastrategi for 2007-2011 indebærer derfor en markant stigning i støtte til Afrika.
 
Ambitionen med Afrikastrategien er, at Danmark fortsat skal være en vigtig partner for Afrika. Danmark vil arbejde for at ændre Afrikas rolle som ensidig modtager af bistandshjælp, ved at inddrage Afrika i den verdensomspændende globalisering. Det er vigtigt for samarbejdet, at det er i overensstemmelse med afrikanske ønsker. Det er også vigtigt, at samarbejdet foregår med de afrikanske ledere, som viser reformvilje, social ansvarlighed og respekt for demokratiske spilleregler.
 
De øgede bistandskroner til Afrika skal give mere og bedre bistand. Fokus er på beskæftigelse, unge og ligestilling. 
Sidst opdateret 08-11-2011 - kl. 11:50

Fakta

For at forberede den styrkede indsats i Afrika, etablerede forsvaret allerede i 2008 to ny danske stillinger i Østafrika. Forsvaret er nu repræsenteret af forsvarsattachéer i både Egypten og Etiopien og to militærrådgivere i Kenya.

I 2009 oprettede forsvaret Task Force Afrika (TFA) med henblik på at fokusere og koordinere forsvarets indsats i Afrika. Task Force Afrika vil udgøre forsvarets center for viden og sagkundskab om afrikanske forhold.

Interne links

Eksterne links