Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Viden om 
F-16 lander

Kampfly - Evalueringsområder 

For at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for en politisk beslutning om typevalg har Nyt Kampfly Program gennemført omfattende evalueringer af de tre kampflykandidater.

Evalueringerne har fokuseret på fire særskilte områder:
 
  • Strategiske forhold: kandidaternes varetagelse eller opfyldelse af overordnede danske forsvars- og sikkerhedspolitiske målsætninger, herunder potentialet for samarbejde med andre lande.
  • Militære forhold: kandidaternes evne til at løse kampflyopgaver (missionseffektivitet), kandidaternes overlevelsesevne, muligheden for at holde flyet operativt og teknisk relevant i den forventede levetid (fremtidssikring) samt risici forbundet med den enkelte kandidat, der ikke kan kvantificeres økonomisk (kandidatrisiko).
  • Økonomiske forhold: kandidaternes estimerede levetidsomkostninger, herunder omkostninger forbundet med anskaffelse, løbende drift og vedligeholdelse samt kvantificerbare risici.
  • Industrielle forhold: kandidaternes understøttelse af væsentlige danske sikkerhedsinteresser gennem industrisamarbejde med dansk forsvarsindustri.

Figur kampfly beslutningsgrundlag

Evalueringerne af de tre kampflykandidater har taget udgangspunkt i en 30-årig anvendelsesperiode for de nye kampfly (2020-2049). Der er taget udgangspunkt i en fortsættelse af det nuværende opgavekompleks og ambitionsniveau for den danske F-16 kampflykapacitet. Dvs. at de nye kampfly skal kunne løse samme opgaver som dem F-16 flyene løser i dag. Det primære informationsgrundlag, som evalueringerne bygger på, er kandidaternes besvarelser af en informationsanmodning, en såkaldt ’Request for Binding Information’ (RBI). Denne blev fremsendt til kandidaterne den 10. april 2014. RBI’en bestod af cirka 950 spørgsmål.

Nyt Kampfly Program modtog besvarelser fra leverandørerne af Eurofighter, Joint Strike Fighter og Super Hornet den 21. juli 2014. Nyt Kampfly Program har gennemført en række aktiviteter for at sikre gyldigheden af de informationer, som leverandørerne har afgivet. Disse aktiviteter har eksempelvis bestået af flyvning i kandidaternes fly i de tilfælde hvor det kunne lade sig gøre, flyvning i kandidaternes simulatorer, interviews med andre brugere af kandidatflyene samt systemtekniske analyser af flyenes delsystemer, foretaget af Forsvarets eksperter.

Evalueringsmetoder
For hvert af de fire evalueringsområder har Nyt Kampfly Program udviklet særskilte evalueringsstrategier og -modeller. I modellerne er det detaljeret beskrevet, hvorledes de enkelte evalueringer skulle gennemføres, herunder hvilken rækkefølge, de enkelte procestrin i evalueringerne skulle gennemføres.

Evalueringerne af de strategiske, militære og industrielle områder har i høj grad baseret sig på kvalitative analyser og vurderinger. Her har Nyt Kampfly Program gjort brug af forskellige ekspertpaneler, som i sidste ende har vurderet og rangeret kandidaterne. De deltagende eksperter har repræsenteret et bredt udsnit af kompetencer og erfaringer relateret til de specifikke evalueringsområder.

Evalueringen af de økonomiske forhold har haft et kvantitativt udgangspunkt. I den forbindelse er der anvendt en dynamisk økonomimodel, der er udviklet af Nyt Kampfly Program i samarbejde med Deloitte. Denne model er blevet anvendt til at beregne kandidaternes estimerede levetidsomkostninger.

Ekstern kvalitetssikring
De evalueringer, som Nyt Kampfly Program har gennemført, har været underlagt en omfattende ekstern kvalitetssikring. En af de primære opgaver i forbindelse med den eksterne kvalitetssikring har været at sikre, at kampflykandidaterne blev evalueret på et robust grundlag, samt sikre en lige behandling af de tre kandidater. Kvalitetssikring har været foretaget af danske eksperter fra Deloitte i samarbejde med internationale eksperter fra RAND Europe bistået af QinetiQ og Vorderman Consultancy (Læs kvalitetssikringsrapporten).
Sidst opdateret 12-05-2016 - kl. 11:08

Interne links