Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Viden om 
Vi skal sikre, at NATO har de nødvendige styrker og kapabiliteter for at kunne udføre Alliancens opgaver
Vi skal sikre, at NATO har de nødvendige styrker og kapabiliteter for at kunne udføre Alliancens opgaver (foto: NATO’s hjemmeside)

Forsvarsplanlægning i NATO 

I NATO leveres de fleste kapaciteter og alle de økonomiske ressourcer af medlemslandene. Derfor har det stor betydning for NATO’s opgaver, at der er tæt koordination mellem NATO og medlemslandene omkring deres fremtidige forsvarsplaner.

Hvis Alliancens medlemslande udelukkende havde kampfly, men ingen skibe, ville der være opgaver, som Alliancen ikke kunne løse. Formålet med forsvarsplanlægning i NATO er derfor så vidt muligt at koordinere den langsigtede udvikling af de nationale forsvar samt anskaffelse af forsvarskapaciteter. Forsvarsplanlægningen i NATO bidrager også til samarbejde om større investeringer. Målet er at sikre, at Alliancen er i besiddelse af eller i færd med at udvikle de kapabiliteter, der er nødvendige for at kunne udføre Alliancens opgaver nu og i fremtiden.

Vurdering af Danmarks bidrag til NATO og forsvarspolitiske indsats
Som et værktøj for forsvarsplanlægningen udarbejder NATO en årlig opgørelse over NATO-landenes evne til at omsætte forsvarsbudgetter og investeringer til relevante kapabiliteter og bidrag til internationale operationer. Der laves en opgørelse for hvert medlemsland. Opgørelserne udarbejdes for at give NATO et samlet billede af, hvordan medlemslandene prioriterer samt anvender deres ressourcer og kapaciteter.

Den danske opgørelse for de såkaldte ”Input/Output metrics” kan ses her
 
Nøgletallene – eller input/output metrics – består af i alt 20 parametre. De seks første parametre indeholder input (herunder forsvarsudgifternes andel af BNP samt materielinvesteringers andel af forsvarsudgifterne). De resterende parametre indeholder output (fx andelen af danske kapaciteter og styrker, der er deployerbare, samt andelen af danske kapaciteter og styrker, der kan være udsendt i en længere periode, ligesom det angives i hvor høj grad Danmark besætter sine stillinger i NATO's kommandostruktur).

NATO udgiver desuden en oversigt over Danmarks forsvarspolitiske indsatser. I oversigten beskriver NATO rammerne for dansk forsvarspolitik og de bidrag til NATO’s operationer, Danmark yder. Alliancen retter også blikket mod den forventede videre udvikling på forsvarsområdet og de reformer, som er indeholdt i det seneste forsvarsforlig.

Du kan læse NATO’s oversigt over Danmarks forsvarspolitiske indsats her
 
Principper for forsvarsplanlægningen i NATO

Forsvarsplanlægningen i NATO erstatter ikke den suveræne nationale planlægning af det danske forsvar. Den støtter og supplerer den nationale planlægning. Den bidrager til, at vi i fællesskab med vore allierede kan levere og udvikle det, som NATO har behov for med henblik på at kunne varetage hele spektret af operationer.

Alle NATO’s medlemslande deltager i NATO’s forsvarsplanlægning.

Retningslinjerne for NATO’s forsvarsplanlægning fastlægges på politisk niveau af Alliancens medlemmer. Et af de centrale dokumenter er NATO’s Strategiske Koncept.

Nærmere information om NATO’s forsvarsplanlægningsproces kan findes på NATO’s hjemmeside.
Sidst opdateret 28-08-2017 - kl. 11:18

Fakta

Samarbejdet om forsvarsplanlægning i NATO bidrager til at sikre, at vi i fællesskab med vore allierede kan levere netop de styrker og det materiel, som NATO har behov for.

Forsvarsplanlægningen i NATO erstatter ikke den nationale planlægning af det danske forsvar.

Alle NATO’s medlemslande deltager i forsvarsplanlægningen i NATO.

Interne links

Eksterne links