På billedet ses inspektionsskibet THETIS under udsendelsen til Afrikas Horn
Ledsagelse af skibe med nødhjælp
I perioden fra februar 2008 til begyndelsen af april samme år ledsagede forsvarets inspektionsskib THETIS skibe, som sejlede med nødhjælp til Somalia. Skibene var chartret af FN’s Verdensfødevareprogram (World Food Programme) og blev ledsaget for at undgå, at pirater forsøgte at kapre skibene.
Fransk initiativ
Tre WFP-skibe blev forsøgt kapret af pirater i 2007. Derfor besluttede Frankrig i november 2007 at ledsage World Food Programmes skibe med nødhjælp til Somalia.
Initiativet var et nationalt fransk initiativ i en tidsbegrænset periode. I november 2007 modtog Danmark en henvendelse fra Frankrig om at overtage ledsagelsen af World Food Programme-skibe i farvandet omkring Afrikas Horn. Det var på den baggrund, at Danmark i februar 2008 overtog ledsagelsen af disse skibe.
20.000 tons nødhjælp
Under udsendelsen til Afrikas Horn ledsagede THETIS i alt fire World Food Programme-skibe, som hermed undgik at blive udsat for kapringsforsøg fra pirater. Skibene havde en samlet last på over 20.000 tons nødhjælp.
Efterfølgende ledsagede både Nederlandene og Canada skibene med nødhjælp til Somalia og siden har både NATO’s flådestyrker og EU’s Operation Atalanta ledsaget World Food Programme-skibe.