Fortællinger om veteraner

I en grøft ligger en sprængladning skjult. 27-årige Mark er på patrulje i Helmand provinsen i Afghanistan. Mark træder på sprængladningen, der eksploderer under ham. Mens Mark ligger på jorden, ser han, at hans ben er flænset op. Han er mest bekymret for sine kammeraters sikkerhed og tænker, at lægerne nok skal få sat benene sammen igen. Inden han evakueres i helikopteren og bliver sendt til felthospitalet i Camp Bastian, lover Mark sine kammerater at være i lufthavnen og tage imod resten af delingen, når de kommer hjem på orlov 20 dage senere. Et løfte han holder.

Da Mark vågner igen, ligger han i en seng på Rigshospitalet. Han har mistet begge ben og den ene tommelfinger. Han ser sin mor og far. I dagene efter gennemgår Mark ti operationer. En lang og sej kamp med genoptræning starter. Mark skal lære at bruge sine benproteser og håndtere kørestolen. Et helt nyt liv, hvor højden på et dørtrin er altafgørende, møder Mark. Han har også konstante fantomsmerter der, hvor hans fødder engang var. Mark ser ned ad sig selv: ”Det er noget lort, det her. Jeg hader det”. Men Mark tager en dag af gangen, for ellers kan han ikke overskue sin situation.

Mark har i en periode boet på patienthotellet på Rigshospitalet. Han er netop flyttet ind i en af forsvarets handicapboliger i København. Når han er klar, flytter han ind i sit nye hus på Bornholm, som er uden dørtrin og har en rampe ved hoveddøren. Mark er tilknyttet en socialrådgiver og en job- og uddannelseskonsulent fra forsvaret. Den støtte er han glad for, ligesom Rønne Kommune har imødekommet hans behov. Mark har fået tilbudt ansættelse i forsvaret. Det tilbud har han taget imod, for han vil gerne på sigt arbejde som instruktør. På den måde kan han dele ud af sine erfaringer og kompetencer. Måske kombineret med administrative opgaver i den enhed, hvor Marks kollegaer arbejder. Spørger man Mark, om han fortryder udsendelsen, svarer han: ”Nej. Beslutningen var truffet. Jeg kendte risikoen.