Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og er samtidig Danmarks militære efterretningstjeneste.
Forsvarets Efterretningstjenestes opgaver
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) er en myndighed under Forsvarsministeriets område. FE's opgave er at indsamle, bearbejde og formidle informationer om forhold i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed, herunder for danske militære enheder og andre, som er udsendt til løsning af internationale opgaver.
FE's efterretningsmæssige virksomhed er rettet mod forhold i udlandet, hvor FE indhenter militære, politiske, økonomiske og teknisk-videnskabelige informationer af betydning for danske sikkerhedsinteresser.
I de seneste år er særligt FE's indsats på terrorområdet blevet styrket og opprioriteret.
Efter forsvarsministerens bestemmelse leder og kontrollerer FE på forsvarschefens
vegne den militære sikkerhedstjeneste, herunder sikkerhedstjeneste i relation til private virksomheders arbejde på forsvarsområdet.
FE's vision
FE vil styrke Danmarks sikkerhed ved at levere rettidige, relevante og pålidelige efterretninger af høj kvalitet. FE vil være en anerkendt og troværdig samarbejdspartner.
Departementets tilsyn
Forsvarsministeriets departement udsteder direktiver for FE's virksomhed og indgår en årlig resultatkontrakt med chefen for FE.