Forsvarsministeriets Interne Revision har bl.a. ansvar for revisionen af forsvarets materielbeholdninger.
Forsvarsministeriets Interne Revisions opgaver
I Forsvarsministeriets koncern er der etableret en intern revision. Forsvarsministeriets Interne Revision er oprettet i henhold til § 9 i rigsrevisorloven og aftale mellem rigsrevisor og forsvarsministeren. Aftalen fastsætter rammerne for den interne revisions virke og samarbejdet med Rigsrevisionen.
Forsvarsministeriets Interne Revisions hovedopgaver er revision af Forsvarskommandoen og hjemmeværnet. Revisionen indeholder revision af årsregnskabet og løbende revision i form af forretningsgangsrevision, beholdningsrevision, forvaltningsrevision, projektrevision samt it-revision.
Forsvarsministeriets Interne Revisions mission
Forsvarsministeriets Interne Revisions mission er ved hjælp af revision og rådgivning at bidrage til at optimere koncernens overordnede regnskabsaflæggelse og økonomistyring.
Forsvarsministeriets Interne Revisions vision er at samarbejde med Rigsrevisionen om revisionen af regnskaber for Forsvarskommandoen og hjemmeværnet under Forsvarsministeriet, og at være Forsvarsministeriets sparringspartner i forbindelse med økonomistyringen i koncernen.
Departementets tilsyn
Forsvarsministeriets departement fører tilsyn med, at den aktivitetsmæssige og økonomiske styring i Forsvarsministeriets Interne Revision er tilrettelagt på betryggende vis og inden for politisk fastsatte rammer. Det gør vi som led i departementets overordnede ledelse og styring af ministerområdet.