Beredskabsindsats mod ildebrand (Foto: Allan Frølund)
Regeringens årlige redegørelse om beredskabet
Regeringen har i 2005 og hvert år siden 2007 udarbejdet en årlig redegørelse om beredskabet til Folketinget. Redegørelsen udarbejdes på initiativ af regeringen og giver regeringen mulighed for at orientere Folketinget om beredskabsmæssige tiltag - både i Danmark og i forbindelse med det internationale samarbejde. Redegørelsen udarbejdes af Forsvarsministeriet.
Redegørelsens indhold
Redegørelsen giver gennem et udpluk af hændelser, indsatser og tiltag et overblik over det forgangne år på beredskabsområdet og beskriver de væsentligste tendenser i beredskabsarbejdet.
Som eksempler på hændelser og indsatser kan nævnes skybruddet i københavnsområdet den 2. juli 2011, jordskælvet i Tyrkiet i oktober 2011 og oversvømmelserne i Pakistan i august 2010.
Beredskabets aktører arbejder hele tiden med udviklingen af beredskabet. Det kan for eksempel være gennem tiltag som:
- Nye eller opdaterede vejledninger
- Udvikling af samarbejdsområder med nordiske partnere
- Undervisningsmateriale til eksempelvis skoleklasser
Redegørelsen bygger på bidrag fra en lang række myndigheder med beredskabsopgaver og er en målrettet orientering af Folketinget.
Regeringens redegørelse om beredskabet for perioden juni til december 2011 blev oversendt til Folketinget i marts 2012.