Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Tidligere danske indsatser: Libyen (RECLIB)

    Indholdsområde

     
    Viden om 
    Indsatsen i Libyen (RECLIB)
    Foto: Forsvaret

    Tidligere danske indsatser: Libyen (RECLIB) 

    I august og september 2016 deltog Danmark i operation RECLIB (Recovery of Chemical Agents from Libya). Den FN-støttede operation var ledet af OPCW (Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben) og havde til formål at bortskaffe rester fra Libyens kemiske våbenlager – i alt 23 containere med kemiske stoffer. Danmark stod i spidsen for den samlede maritime transportoperation.

    Det danske bidrag bestod af transportskibet ARK FUTURA, som skulle transportere de 23 containere fra Libyen til destruktion i Tyskland samt Forsvarets støtteskib ABSALON, der ydede beskyttelse til transporten af de kemiske stoffer. Det samlede styrkebidrag bestod af ca. 250 personer, som, udover ABSALONs besætning, inkluderede personale fra Forsvarets Sundhedstjeneste, Søværnet, Hæren, Flyvevåbnet, SKAT, Beredskabsstyrelsen og et specialoperationsstyrkebidrag. Foruden Danmark bidrog også Storbritannien med et skib til eskorten gennem Middelhavet og Finland med stabsofficerer til ABSALON.

    Koordineringen af den dansk-ledede del af den samlede operation foregik i et tæt samarbejde med FN, OPCW samt en række lande, herunder den FN-støttede libyske samlingsregering. Operationen blev iværksat på baggrund af en anmodning om hjælp til bortskaffelse af de kemiske stoffer fra den libyske samlingsregering samt FN’s Sikkerhedsråds resolution 2298, der var en opfordring til det internationale samfund om at bidrage til at løse den forestående udfordring.

    Forsvaret har tidligere deltaget i en lignende operation i Syrien (RECSYR) i 2014.

    Mandat
    Den 19. august 2016 blev beslutningsforslag B 197 om borttransport af rester af kemiske stoffer fra Libyens kemiske våbenlager vedtaget af et enigt Folketing. Danmark påtog sig en ledende rolle i den internationale maritime operation der havde til formål at bortskaffe kemiske stoffer fra Libyen og dermed sikre, at de ikke falder i hænderne på ekstremistiske grupper der opererer i Libyen.
    Sidst opdateret 27-09-2016 - kl. 11:36

    Interne links

    Eksterne links