Jeg tænker på min fars onkel Otto, når jeg hører om ukrainske modstandskæmpere, der forsvinder fra familie og børn

Truslen mod den regelbaserede verdensorden vokser dag for dag. Putin er ligeglad med international lov og orden. Det viser overgrebet på Ukraine med al tydelighed. Nato’s rolle som demokratiets forkæmper har aldrig været vigtigere.

 

Krigen i Ukraine er en ulykkelig og ulige kamp mellem to tidligere Sovjetstater. Den koldblodige og utilregnelige Putin mod den heltemodige Zelenskyj. Men krigen i Ukraine har også udviklet sig til en langt større og omfangsrig kamp.

 

Krigen er blevet en kamp om selve grundlaget for det internationale samfund. Her spiller Nato en nøglerolle for at beskytte det demokrati, de retsstatsprincipper og de menneskerettigheder, vi i generationer har kæmpet for.

 

Med overgrebet på Ukraine truer Putin den verdensorden, vi i årtier har kendt. Og listen med Ruslands brud på dén orden er meget lang: Cyberangreb. Misinformation. Overfald. Mord. Krænkelse af menneskerettigheder. Migrationsstrømme. Fødevarekrise.

 

På under et årti er Rusland gået fra at være en partner i internationale sammenhænge til at være en trussel.

 

Et mønster vi desværre har set før, hvis man tager et hurtigt kig i historiebøgerne. Derfor var det en historisk vigtig beslutning, da Finland og Sverige i maj besluttede at blive en del af Nato efter mange år som alliancefrie stater. Den beslutning understreger situationens alvor. Og netop Nato’s engagement kan være med til at forhindre, at de kommende generationers fortælling i Europa bliver præget af en fortælling om krig, død og ødelæggelse.

 

Alle generationer har deres kampe. Det, vi ser nu, vækker mindelser om det, min farfar og hans generation oplevede i optakten til Anden Verdenskrig: Europæiske stater, der bliver invaderet uden grund. Mord og ødelæggelse. Overgreb. Udbredelsen af propaganda og misinformation.

 

Et styre, hvor magt er ret. Krænkelser af menneskerettigheder og tab af uskyldige sjæle, der får frarøvet retten til et helt almindeligt liv. Det lyder kendt. Det er det også. Det er lyden af vores historie og klangen af det, det ukrainske folk oplever lige nu.

 

Anden Verdenskrig er et mørkt kapitel i vores historie, som aldrig skal glemmes. Min generation har den alder, at vi stadig har nogle få tætte familiemedlemmer, der var med til at redde menneskeliv under krigen. Nogle er gået bort, andre er i deres livs efterår nu, men under krigen sejlede de over Sundet med jødiske flygtninge i lasten og med livet som indsats.

 

Folk, der gemte forfulgte mennesker i kælderen og folk, der tog del i de lokale politiske kampe og modstandsbevægelsen. Ligesom to af mine familiemedlemmer gjorde. Min farfars bror Otto og hans kone Irma.

 

Min fars onkel, Otto Bødskov, var en del af modstandskampen i Silkeborg. Sammen med sine kammerater i byen kæmpede han mod nazisterne under besættelsen. I 1943 var han i tyskernes søgelys for ’sabotage’.

 

Ingen i familien vidste, hvor han var. Flere af hans kammerater i modstandsbevægelsen forsvandt også og blev senere henrettet af nazisterne. Min familie gruede for, hvilken skæbne han havde fået. Heller ikke hans forlovede, Irma, vidste, hvor han var.

 

’Kommer vi nogensinde til at se hinanden igen?’, må Irma have tænkt, da Otto gik under jorden. Når jeg hører beretninger fra Ukraine og Rusland om modstandskæmpere, der forsvinder fra familie og børn, tænker jeg på min fars onkel Otto, hans forlovede Irma og deres venner. Deres skæbne vender jeg tilbage til.

 

Kampen mod nazismen var min farfars generations kamp. Min fars generation kæmpede for at opretholde den nye verdensorden, der var blevet skabt i efterkrigstiden, mens min generation protesterede mod den atomtrussel, som hang som en tung sky over vores hoveder i mange år.

 

Generation millennium oplevede, hvordan terror kom ind i dagligstuen med gruopvækkende billeder i fjernsynet. Først med al-Qaedas angreb på World Trade Center i USA 11. september 2001 og sidenhen i Mellemøsten med Islamisk Stats fremmarch og angreb i Europas gader. Billeder og videoer af halshugninger og tortur af uskyldige mennesker fik sin gang i det sociale medieunivers, mens mange europæiske lande var nødt til at samle deres nationer op igen efter endnu et terrorangreb og tabte menneskeliv. Ligesom vi gjorde 14. februar 2015, da terroristen Omar el-Hussein beskød kulturstedet Krudttønden med sit M/95 automatvåben og forandrede Danmark.

 

Nu står vi og de kommende generationer over for en ny generationskamp, hvor vi atter skal beskytte den verdensorden, vi for kort tid siden ikke troede kunne blive truet.

 

Det er her, Nato kommer ind i billedet som demokratiets rygsøjle.

 

Nato blev etableret i 1949 som en kollektiv forsvarsorganisation med det formål at værne om fred, frihed og sikkerhed. Efter flere år med en ødelæggende krig, var der behov for en regelbaseret verdensorden. Et fællesskab, der med rette drog den samme militære erkendelse, man havde lært af krigens rædsler. Historien skulle ikke gentage sig.

 

Danmark var en af de 12 stiftende nationer af Nato, og det skal vi være meget stolte af. Vi har helt fra starten taget ansvar for at værne om det mest værdifulde, vi har: vores demokrati.

 

De demokratiske rettigheder, som for mange millioner mennesker blev tabt under krigen, skulle fremover beskyttes med et kollektivt forsvar, krisestyring og partnerskaber. Et kollektiv, der i dag består af 30 nationer og snart 32 med Finlands og Sveriges forestående medlemskaber. Det faktum, at Nato nærmest er tredoblet siden stiftelsen, vidner om, at kollektivet og fællesskabet er det stærkeste værn mod en mand som Putin.

 

Nato’s udvidelse har tidligere vist sig at skabe fremgang for de lande, der bliver medlemmer. I 1999 blev Polen, Ungarn og Tjekkiet de første tidligere Øststater, der blev indlemmet i Nato. Nato gik således fra at være 16 til 19 medlemsstater.

 

På symbolsk vis blev optagelsesdokumenterne skrevet i selveste Harry Trumans – den tidligere amerikanske præsidents – hjemby i delstaten Missouri. Også dengang advarede Rusland om, at der blev trukket en streg i sandet ved at optage de tre lande i Nato.

 

Dengang kunne man læse i medierne, at den daværende tjekkiske udenrigsminister, Jan Karvan, havde sagt om indlemmelsen, at »det er en garanti for, at mit land aldrig mere vil blive et magtesløst offer for en udenlandsk invasion«.

 

Jan Karvans ord får en helt ny mening med Putins overgreb på Ukraine. Betydningen af Nato har aldrig været større, end den er lige nu.

 

Den betydning forudså Jan Karvan allerede i 1999. Han forudså, at historien har en tendens til at gentage sig, og at Nato er det vigtigste værn mod militære trusler. Tjekkiet har derfor gjort alt i sin magt for at beskytte landet mod historiens cyklus.

 

Landet blev i 2004 medlem af EU, og der er ingen tvivl om, at Tjekkiets vilje til at være en del af det europæiske fællesskab og i Nato har været medvirkende til, at Tjekkiet i dag står stærkt, både kollektivt og økonomisk. Derfor tager kritikerne af Nato’s udvidelse ganske enkelt fejl, når de påstår, at en udvidelse skader alliancen.

 

For når nye lande bliver en del af Nato, bliver det kollektive svar til mænd som Putin blot stærkere. Og når nye lande bliver en del af vores alliance, kan vi i fællesskab sikre, at de »aldrig mere bliver et magtesløst offer for en udenlandsk invasion«.

 

Netop udvidelsen af Nato med Finland og Sverige er beviset på, at Nato endnu engang tager historiske skridt. Ligesom man gjorde i 1999, da de første tidligere Øststater blev medlemmer af alliancen. Nato går langt for at beskytte vores demokrati, og vi yder bestemt vores del.

 

Danmark har aldrig haft så mange soldater og enheder aktiveret i Nato-operationer, som tilfældet er nu. Blandt andet er en dansk kampbataljon på 800 mand udsendt til Letland. Kampbataljonen indgår i en lettisk brigade som en del af Nato’s afskrækkelse af Rusland fra at angribe Nato’s territorium.

 

Danmark har sendt 225 soldater til Nato’s fremskudte tilstedeværelse i Estland og bidrager aktivt til Nato’s hovedkvarterer i Polen og Letland. Danmark bidrager også andre steder i verden, herunder i Irak og Kosovo. Samtidig vil danske F16-fly til august deltage i Nato Air Policing-operationer i luftrummet omkring Island.

 

Alt dette sker for at støtte Nato’s indsats, for at afskrække Rusland og for at stabilisere vores nærområde. Det handler ikke om at true Rusland, men om at beskytte Nato’s territorium. Samtidig bakker Danmark aktivt op om Ukraine med donationer, herunder med våben.

 

Men truslen fra Kreml er langtfra det eneste, der giver rynker i panden i øjeblikket. Bekymrende vinde fra øst puster os i nakken, og Kina er en af de store strategiske udfordringer, Nato står med lige nu.

 

I slutningen af juni var jeg til Nato-topmøde i Madrid med mine forsvarsministerkollegaer og landenes udenrigsministre og regeringsledere. Her blev et strategisk koncept vedtaget, der skal tegne de kommende ti år for Nato, og som kortlægger de nye sikkerhedsudfordringer. I konceptet står det klart, at Kina nu betegnes som en udfordring.

 

Kinas erklærede ambitioner og politik udfordrer vores interesser, sikkerhed og værdier. I det strategiske koncept blev det også fremhævet, at Kina står bag cyber-’operationer’ og misinformation om Nato og Nato-landene, og at Kina forsøger at sikre sig kontrol med vigtige teknologiske og industrielle sektorer, råvarer og forsyningskæder. Det er bekymrende, og den udvikling skal vi holde et tæt øje med.

 

Den altoverskyggende reaktion fra mine kollegaer i Madrid var, at vi ikke skal tilbage til en tid, hvor magt betyder ret. Vi skal ikke tilbage til en tid, hvor lande som Polen, Ungarn, Tjekkiet og Ukraine stadig var lænket til Sovjetunionen, eller hvor Kyiv stadig var en betydningsfuld sovjetisk storby. Det skal vi ikke.

 

Vi har kæmpet for vores samfund under Nato’s musketered siden 1949, og det vil vi fortsætte med. Dog er det vigtigt, at vi bruger diplomatiets åbne porte til at undgå militære konflikter. Vi skal ikke eskalere. Vi skal afskrække og beskytte de lande, der lige nu føler sig truet. Ligesom vi gør i Baltikum, og ligesom vi kommer til at gøre i stigende grad i Østersøen.

 

Vi skal også være til stede i Arktis, hvor Rusland nu – af Nato – betegnes som en strategisk udfordring. Mest af alt er det vigtigt, at vi står fast på, at der findes rigtigt og forkert, at der findes et internationalt regelbaseret samfund, som vi skal respektere, og hvor territorium ikke erobres med kanoner og vilkårlige drab.

 

Min farfars bror Otto Bødskov og hans kone Irma levede i en tid, hvor der ikke fandtes et internationalt regelbaseret samfund. Irma er nu godt oppe i årene og har genfortalt deres historie. Efter Otto forsvandt, gik der lang tid, før hans skæbne blev kendt. Irma fandt et arbejde i København, hvor hun arbejdede som tjenestepige for en jødisk familie.

 

En dag steg Irma på en fyldt sporvogn i København, da hun var på vej på arbejde. I den anden ende af vognen så hun en mand, hun kunne genkende. Otto.

 

Jeg forestiller mig, hvordan hendes hjerte må have skippet et par slag, da hun så sin forlovede stå der. Han var i live. Den mand, hvis skæbne hun ikke kendte til – før i det øjeblik, da deres øjne mødtes, og de vinkede afdæmpet til hinanden. Ingen skulle få en mistanke om, at de kendte hinanden, for så ville de begge være i fare. De smilte forsigtigt til hinanden.

 

Det var nok, for Irma vidste nu, at hendes forlovede var i live og på vej til Sverige. I Sverige blev Otto en del af Den Danske Brigade, der skulle tage del i befrielsen af Danmark, og boede sammen med de jødiske flygtninge på den anden side af Sundet.

 

Irma blev i København, men senere flygtede den familie, hun arbejdede for, også til Sverige. Irma var stædig og ville ikke lade sig kue. Hun blev. »Det var det rigtige at gøre«, som Irma har sagt.

 

I 1945 blev Otto og Irma forenet, da Otto marcherede med Den Danske Brigade, der eskorterede de tyske tropper til grænsen. De var heldige. De fandt hinanden igen og kunne få et liv sammen i en ny og forandret verden. Andre så aldrig deres kære igen. Det er krigens grusomme realitet.

 

Otto og Irmas historie fortæller noget om det mod, der bor i mennesket. Om hvor langt mennesket vil gå for at beskytte grænser, værdier, kultur og nationalitet. Ligesom tusindvis af modige ukrainere også gør i øjeblikket. De ofrer alt for at beskytte deres land.

 

Det mod kan kun være en motivation for, at Danmark via EU, Nato og andre fællesskaber forsøger at forhindre, at historiens cyklus gentager sig igen.

 

Putin må ikke vinde. Med Nato som demokratiets forkæmper skal vi gøre alt det, der står i vores magt, for at det internationale regelbaserede samfund består. Og Putin taber.