Krigen er vendt tilbage til Europa og vækker minder om de dystre tider i 1980’erne, hvor atomkrigen truede og fattigfirserne prægede livet. Vi må stå sammen – og stemme for at afskaffe forsvarsforbeholdet.

 

Jeg var teenager i 1980’erne, da timeglasset for Sovjetunionens eksistens var ved at rinde ud. Det usikre årti – årtiet, hvor alt håb syntes ude, indtil man kunne se forandringens vinde suse ind over Europa, da Berlinmurens graffitimalede betonblokke blev jævnet med jorden den 9. november 1989.

 

Jeg husker tydeligt min reaktion, da jeg så tv-billeder af unge teenagere på min alder, der med en stor forhammer i hånden knuste den mur, der havde delt det verdenskort, der hang i mit klasselokale, i øst og vest.

 

»DIE MAUER IST WEG! DIE MAUER IST WEG!« råbte tusindvis af øst- og vestberlinere foran Brandenburger Tor.

 

Muren var væk.

 

To millioner østberlinere deltog i fejringen af den nyåbnede menneskesluse den weekend. Billeder af familier og forliste forhold, der efter årtiers adskillelse blev genoptaget, gik verden rundt. Muren var i første omgang væk i symbolsk forstand, og nogle måneder efter blev den 155 kilometer lange mur bogstaveligt talt også jævnet med jorden.

 

Berlinmurens fald blev forløsningen efter årtiers uenighed mellem Sovjetunionen og den vestlige verden. En uenighed, som atter har sneget sig ind i verdensbilledet med Putins krig i Ukraine, og som jeg ikke ønsker, at vores ungdom skal opleve.

 

Men hvordan var det egentlig at være ung under den kolde krig?

 

Det står klart for de fleste, at konsekvenserne af krigen i Ukraine også er begyndt at trænge ind i danskernes hjem – bogstavelig talt i deres pengepung.

 

Prisen på dagligvarer stiger så meget, at kurven i det lokale supermarked synes betydelig lettere end for et par måneder siden. Helt almindelige dagligvarer som mælk og oksekød er steget med 13 og 15 procent. En liter benzin er steget med 5 kroner, og de mange danskere, der opvarmer deres hus med naturgas, kan se frem til en betydelig ekstraregning.

 

Frygten for, hvad Putin kan finde på og konsekvenserne deraf, synes uoverskuelige. Det hele vækker minder om 1988, hvor forbrugertilliden nåede sit lavpunkt. Tiden før Berlinmurens fald. Før Gorbatjov begyndte at nærme sig Vesten, og hvor den is, der havde været frosset til mellem øst og vest, var begyndt at tø op.

 

Når jeg tænker tilbage på fattigfirserne, husker jeg tydeligt, hvordan ord som tvangsauktion, konkurs, inflation og atomtrussel var en del af hverdagssamtalerne i Midt- og Vestjylland i mine teenageår.

 

Vi hørte om familier, der var nødt til at aflevere husnøglerne tilbage til banken, fordi mor eller far havde mistet jobbet – typisk fordi en virksomhed var gået konkurs eller flyttet til Sydeuropa. Dem var der mange af. Danmark var i dyb gæld i 1980’erne, og det påvirkede selvfølgelig levestanden.

 

Arbejdsløsheden nåede rekordhøje tal. Det samme gjorde misbruget blandt unge. Den tårnhøje inflation gjorde, at mange familier også dengang sled med, at det var blevet så meget dyrere at købe ind. Præcis det samme mønster, som vi kan se i 2022 grundet krigen i Ukraine. Ligheden er bekymrende.

 

Alt det, der i 1980’erne blev betragtet som luksusvarer, blev skåret væk. Danmark sled med efterdønningerne fra oliekrisen, og i mange danske hjem var det helt normalt at skrue ned for varmen på eksempelvis badeværelset, når man forlod hjemmet.

 

Den afdøde forfatter Maria Gerhardt – og et såkaldt firserbarn – beskrev fattigfirserne sådan: »Jeg kan huske nydelsen af at ligge ude på de varme fliser hele søndagen. Min første oplevelse med ren dekadence«.

 

Hun beskriver et dilemma, som vi kommer til at se mere af i 2022, fordi olie- og gaspriserne stiger med faretruende fart.

 

Den forværrede levestand i 1980’erne var kun én af de mange bekymringer, der fyldte meget i det såkaldte usikre årti. En bekymring var risikoen for en atomkrig – et nukleart ragnarok - som mange unge gik rundt med.

 

Jeg er opvokset ved indflyvningen til Karup Flyvestation. Op igennem 1980’erne klirrede vinduerne, da amerikanske fly lavede angrebsøvelser mod mål på flyvestationen. Følelsen af konflikt kom meget tæt på.

 

»Kommer der en atomkrig« spurgte mange unge sig selv dengang.

 

Frygten havde rod i det kapløb, som foregik mellem de to stormagter USA og Sovjetunionen. Begge lande oprustede på den nukleare front og foretog prøvesprængninger i tilfælde af, at tredje verdenskrig skulle bryde ud.

 

Det satte sig i ikke blot befolkningen, men også i ungdomskulturen. Mens unge i dag bruger sociale medier som TikTok og Instagram til at udbrede deres budskaber om krig og fred, var populærkulturen det helt store kneb i 1980´erne. David Bowies ’Berlin Triology’ blev optaget i Vestberlin og tog udgangspunkt i øst-vest-temaet, og Bruce Springsteen sang ´Chimes of Freedom´ i Østberlin.

 

Mange unge tog i biografen, da filmen ’Rocky IV’ udkom. Den episke boksekamp mellem amerikanske Rocky Balboa og den store russiske bjørn Ivan Drago. Øst mod vest – os mod dem.

 

Ungdommens reaktion på oprustning og spændingerne mellem øst og vest var at danne en fredsbevægelse. Det ungdomsfredsarbejde dannede grobund for min politiske vækkelse. Jeg var selv med i ungdomsfredsbevægelsen Unge for Fred, som stod for rejsearrangementerne ’Next Stop Nevada’ og ’Next Stop Sovjet’.

 

Flere tusinde unge fra hele Skandinavien rejste bag Sovjetunionens Jerntæppe i 1989 for at protestere mod atomprøvesprængninger og signalere, at vi unge var trætte af det mørke, der havde lagt sig over vores ungdomsår.

 

Jeg glemmer aldrig, da jeg stop på Leninhøjene i Moskva i 1989. Lars H.U.G. var på scenen, og mens sangen ’Masselinjen’ lød fra højtalerne, var vi totalt barrikaderet af sovjetisk politi og militær.

 

Der var flere hundrede militær- og politifolk til stede, og jeg er ikke sikker på, at de kunne se Lars H.U.G. og band på scenen.

 

Det kunne jeg. Bandet var iklædt en uniformsskjorte som en stikpille til et system i forfald. Målet med rejsen var at sikre fred i en verden, hvor frygt var en følgesvend. Vi ville bygge bro og skabe bånd til unge på den anden side af Jerntæppet.

 

Den samme frygt, som de unge oplevede i 1980’erne, spøger også i dag. En måling, som DR foretog i april, viser, at fire af ti frygter en atomkrig efter Putins invasion i Ukraine. Fuldstændig på samme måde, som min generation gjorde, men som til sidst gjorde oprør mod frygten.

 

Murens fald i 1989 førte til, at Øst- og Vesttyskland blev genforenet under de sorte, røde og gule faner. Milliarder af D-mark blev pumpet ind i et gammelt og nedslidt Østtyskland, som stod i stærk kontrast til det moderne Vesttyskland.

 

Det var starten på Sovjetunionens fald, som brød endeligt sammen i 1991. Som fugl Fønix opstod 15 nye stater fra Sovjetunionens aske, heriblandt Estland, Letland, Litauen og Ukraine.

 

Forandringens vinde susede ind over Europa. Man kan nærmest høre Scorpions’ Klaus Meine ikoniske fløjteintro til nummeret ’Wind of Change’, når man tænker på tiden efter Murens fald: »The future’s in the air. I can feel it everywhere. Blowing with the wind of change«, lød det i den melodi, der endte med at blive omkvædet på den forandring, som Sovjetunionens fald medførte.

 

Jerntæppets nedsmeltning åbnede for et Europa, hvor man kunne rejse frit, og hvor det ikke længere betød en kugle i panden, hvis man bevægede sig fra øst til vest.

 

Selv om de tidligere sovjetstater sled i 1990’erne for at finde fodfæste uden for Sovjetunionens lænker, så det langt bedre end før Murens fald.

 

Ord som samhørighed, fremgang og optimisme er det, jeg tænker, når jeg tænker tilbage til tiden efter Murens fald.

 

Det samfund, vi har nydt godt af indtil 24. februar i år, hvor Putin valgte at invadere et frit og demokratisk land. Og det er det frie og demokratiske samfund, vi skal beskytte med alt, hvad vi har. Det gør vi ved at melde os ind i det europæiske fællesskab – uden forbehold. For sammen kan vi presse Putin til at droppe alle planer om en genetableret Sovjetunion.

 

Der er et før og efter 24. februar, ligesom der er et før og et efter Berlinmurens fald.

 

Der er ingen tvivl om, at Putin vil skrue tiden tilbage til det samfund før Murens fald, hvor han gjorde karriere som KGB-agent i Dresden.

 

Det samfund skal vi ikke tilbage til – til et samfund med krig, overvågning og lukkede grænser, som for ham var en naturlig del af Sovjetunionens storhedstid.

 

Han vil genetablere et forlist samfund ved at skræmme, invadere og overtage tidligere sovjetstater. Ukraine er det første offer, men hvad er det næste træk? Alene tanken får hårene til at rejse sig. Putin er en stor trussel mod fred og stabilitet både i de gamle randstater og i Europa.

 

Derfor skal vi stå sammen – både i Nato og i EU. Den Europæiske Union har 27 medlemslande. 26 lande deltager i samarbejdet om sikkerhed og forsvar, mens ét land står udenfor – Danmark.

 

I en tid, hvor Europa oplever nye alvorlige trusler, skal Danmark vise de øvrige 26 EU-lande, at vi også er klar til at tage ansvar for vores fælles sikkerhed i Europa. Det gør vi ved at melde os ind i fællesskabet og tage vores del af ansvaret. Det vil der være brug for i den kommende tid.

 

Afstemningen 1. juni handler om, hvilket land Danmark skal være. Danmark er et lille land, som historisk har fået stor indflydelse ved at tage ansvar – også i vanskelige tider.

 

Hvis vi ikke afskaffer forbeholdet, vil vi på forhånd nægte at tage det fulde ansvar i en tid, hvor vi ikke kan vide, hvad Putins næste træk er. Det er problematisk, for vi står i en situation, hvor EU kommer til at få et større ansvar for egen sikkerhed.

 

Amerikanerne er vores tætteste allierede, men vi kan ikke vente på, at de kommer og løser vores problemer. USA har løbende givet udtryk for, at man ønsker et Europa, der i højere grad bidrager til egen sikkerhed. På den anden side af Atlanten – i Pentagon – tegner der sig en klar besked: Kina er USA’s største bekymring, mens udfordringer i Rusland – og derved Europa – kommer efter. Det forventer vi af den kommende amerikanske forsvarsstrategi, og det signal skal vi tage til efterretning.

 

Hvis vi tager et kig i historiebøgerne, viser det sig heldigvis, at værdier som fred, frihed og demokrati har for vane at vinde over tyranni, ondskab og aggression.

 

Det så jeg med egne øjne, da jeg stod på Leninhøjene i 1989 – skulder ved skulder sammen med modige unge fra Sovjetunionen, som trodsede politistaten og lyttede til Lars H.U.G. sammen med os.

 

Jeg tænker nogle gange på, hvad der blev af dem. Tager de stadig til demonstrationer? Har Putin formået at gøre dem tavse?

 

Berlinmurens fald senere det år var også en fejring af, at fællesskabet havde vundet, og hvor værdier som fred, frihed og demokrati atter kunne blomstre. Dagen, hvor unge øst- og vesttyskere på min alder stod foran Brandenburger Tor og råbte »DIE MAUER IST WEG! DIE MAUER IST WEG«.

 

Men selv om Muren ikke længere findes rent fysisk, så er ’Muren ikke væk’. Muren er på symbolsk vis vendt tilbage. Øst mod vest. Os og dem.

 

Jerntæppets genfærd spøger ude i horisonten. Derfor kalder tiden på solidaritet og sammenhold. Det skylder vi vor tids ungdomsgeneration.

 

I år er det 30 år siden, at vi indgik et nationalt kompromis og indførte forsvarsforbeholdet. Verden befandt sig et helt andet sted, da danskerne dengang skulle tage stilling til Danmarks rolle i EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.

 

Dengang var Sovjetunionen lige brudt sammen, og der var ikke stemning for et styrket europæisk forsvarssamarbejde efter årtier med kold krig og atomtrusler på vores kontinent. Situationen er helt anderledes i dag.

 

Krigen er vendt tilbage til Europa, og det er krigens følgesvend – død og ødelæggelse – desværre også. Derfor er Europas demokratier nødt til at stå sammen mod de krige, trusler og konflikter, der er i vores nærområde. Ukraine ligger i vores nærområde.

 

Afstemningen 1. juni bliver definerende for Danmarks rolle som alliancepartner. Vi skal tage det fulde ansvar, for i sidste ende handler det også om vores sikkerhed. Det handler om, at vi skal sikre vores nærområders ret til fred, frihed og demokrati, for fred og frihed i Europa betyder sikre gader og stræder i herhjemme i Danmark.

 

Det kræver det stærkest mulige Europa. Derfor bør vi afskaffe forbeholdet 1. juni.