Regeringens tre partiledere i fælles opråb: Mangel på arbejdskraft er et af Danmarks helt store problemer. Det kan og skal vi løse

Med fare for at skrue forventningerne for højt op til det, vi vil foreslå i denne kronik – for sammenlignes kan det næppe – så tillad os alligevel at indlede med en historisk reference.

 

Vi er tilbage i 1980’erne. Arbejdsløsheden er høj. Det samme er inflationen. Den daværende Schlüter-regering afskaffer den regulering, der sikrede, at lønningerne automatisk steg i takt med priserne. Det udløser store protester og ender alligevel i markante lønstigninger, som truer konkurrenceevnen.

Noget måtte gøres.

17. november 1987 indledes forhandlinger mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere. Det ender en lille måned senere i en kort aftale: ’Fælleserklæringen af 8. december 1987’. I kun syv punkter skitseres blandt andet, at »betydelige økonomiske initiativer er nødvendige« og man enes om, at konkurrenceevnen må forbedres, og at opsparingen må forøges.

 

Særligt én linje i aftaleteksten har siden fået skelsættende betydning. Den vender vi tilbage til.

 

Først en parallel til SVM-regeringen. For måske kunne man lære noget af datidens evne til at fatte sig i korthed. Regeringsgrundlaget er anderledes langt, fylder 63 tætskrevne A4-sider, og eftertiden må afgøre, om der i de kommende år træffes beslutninger, der kan måles på en historisk skala. At afskaffe store bededag rækker næppe i den henseende.

 

Men gemt væk på side 14, i det sidste punkt i afsnittet om beskæftigelse, står alligevel noget, der endnu ikke har fået stor opmærksomhed. Det er såmænd rimeligt nok, for det kan hverken måle sig med Fælleserklæringen eller andre vidtrækkende beslutninger. Men det indeholder dog et potentiale, som vi gerne vil folde ud her.

 

Nemlig at regeringen vil tage initiativ til en ’permanent trepartsinstitution’. Den skal – har vi skrevet – »fremme et kontinuerligt samarbejde« og »løbende følge op på centrale reformspor og nødvendige omstillinger«. Den slags formuleringer kan betyde alt eller intet.

 

Til gengæld er det uomtvisteligt, at vi i Danmark står over for udfordringer, der ikke kan løses alene – hverken af en flertalsregering eller af brede forlig på Christiansborg. Og én udfordring er så stor, at den var direkte udslagsgivende for, at netop vi tre partier fandt sammen i et utraditionelt samarbejde.

 

Nemlig manglen på arbejdskraft.

Pladsen tillader ikke, at vi her gennemgår alle statistikkerne. Men mon ikke de fleste af os allerede oplever det i hverdagen?

 

Hvad det betyder, når operationer må udskydes. Når der igen kommer en ny vikar på besøg i ældreplejen. Følelsen af at aflevere sine børn og ikke være sikker på, om der er voksne nok omkring dem.

 

Og hvad det betyder for virksomhederne – og dermed eksporten og samfundsøkonomien – når de må sige nej til ordrer. Eller de mange serviceerhverv, der risikerer at tilbyde kunderne en dårligere service, fordi der f.eks. mangler butiksansatte eller tjenere.

 

Muligheden for at få håndværkere til hjemmet. Få lagt fjernvarme. Accelerere den grønne omstilling.

 

Det vil være vores påstand, at de færreste arbejdsgivere – offentlige som private – synes, de har medarbejdere nok. Mon ikke der tværtimod trækkes endog store veksler på dem, der er der.

 

Manglen på arbejdskraft bliver kun værre i de kommende årtier. Kig bare på tallene for, hvor mange flere der går på pension, og hvor mange flere børn der får behov for pasning og omsorg. Kig på udviklingen i, hvordan vi uddanner os. Færre faglærte, færre velfærdsmedarbejdere.

 

Bare ét eksempel: Hvad nytter det, at Danmark er blandt de første lande i verden til at sætte ambitiøse mål for klimaindsatsen, hvis det ikke er muligt at gøre dem til virkelighed, fordi vi mangler de medarbejdere, der skal realisere målene? Tværtimod skal Danmark være det land, der også er blandt de første til at nå i mål.

 

Derfor handler mange af initiativerne i regeringsgrundlaget om at øge den strukturelle beskæftigelse, og der er opstillet meget klare mål for ny arbejdskraft. Det vil vi levere på.

 

Og vi er klar til at samarbejde bredt om at finde gode veje til at lykkes med den store udfordring.

 

Vores samfund har brug for, at vi skaffer mere arbejdskraft til det private arbejdsmarked og det offentlige. Derfor er måltallene fra regeringsgrundlaget en bunden opgave for os.

 

Og derved er vi tilbage ved perspektiverne i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

 

Den helt afgørende linje fra Fælleserklæringen i 1987 stod i punkt to, hvor man aftalte at øge de private opsparinger ved at udbygge ordningerne med arbejdsmarkedspensionerne.

 

Det har betydet, at mange, der i dag går på pension, har pæne pensionsopsparinger. Oven i deres folkepension og ATP. Det gør ikke, at man kan leve som grever og baroner, efter at man er stoppet med at arbejde. Men det gør, at stadigt flere pensionister kan opretholde en pæn levestandard, der minder om den øvrige befolknings.

 

Aftalen dengang var udtryk for en ansvarlighed, som vi alle bør prise os lykkelige over. Se blot til Frankrig, hvor en stigning i pensionsalderen har ført til voldsomme protester. Måske kan vi sågar kalde det en særlig dansk ansvarlighed, som ofte også kendetegner arbejdsmarkedets parter i dag.

 

Senest så vi den særlige danske ansvarlighed udvist i forbindelse med overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked, der i en tid med høj inflation var ekstraordinært svære. Men det lykkedes parterne at sikre reallønnen, og knapt 80 pct. af de lønmodtagere, der tog del i afstemningen – i øvrigt det højeste antal i fem årtier – kvitterede med et ja til de nye overenskomster.

 

Derfor er det værd at overveje, om der ikke er grobund for et mere formaliseret samarbejde. Mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere.

 

Give ordene fra regeringsgrundlaget liv, så de faktisk betyder noget. Så vi sammen løser de udfordringer, som Danmark står overfor med mangel på arbejdskraft.

 

Det behøver ikke være lige så omsiggribende som indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne. Men mindre kan vel også gøre det. Der er i hvert fald nok af emner at tage fat på.

 

Det kan handle om udviklingen af erhvervsuddannelserne. Hvordan får vi mere faglært arbejdskraft, som der allerede nu er en stor efterspørgsel på?

 

Det kan handle om international arbejdskraft. Kan vi tiltrække flere dygtige medarbejdere til Danmark, hvis de i øvrigt bliver ansat på ordentlige løn- og arbejdsvilkår?

 

Ikke mindst kan et emne også være vilkårene for seniorer på arbejdsmarkedet. Er det attraktivt nok at blive ved med at arbejde i en sen alder? Er det fleksibelt nok? Og hvordan kan vi nedbryde den diskrimination, der stadig for ofte finder sted, når seniorer har (for) svært ved at finde ansættelse?

 

Til den diskussion hører også mulighederne for tilbagetrækning før pensionsalderen.

 

Det var en af de diskussioner, der tog lang tid, da vi i december brugte dage og nætter på at formulere grundlaget for regeringen. Vi kom med forskellige udgangspunkter. I mange år har vilkårene for, hvordan man kan trække sig tilbage før tid, været en politisk kampplads. Reglerne er blevet lavet om, justeret og lavet om igen. Er det helt rimeligt, når det er så afgørende for mange mennesker? Det synes vi ikke.

 

Derfor så vi – og det gør vi stadig – et perspektiv i en mere holdbar løsning. Én tilbagetrækningsordning i stedet for de nuværende to – seniorpension og ret til tidlig pension. Hvor vilkårene er ens.

 

Men hvor der er to indgange. En, der består af en egentlig rettighed, som man kan optjene, hvis man startede tidligt på arbejdsmarkedet og har været der i mere end 42 år. Og en, som man kan visiteres til, hvis ens læge vurderer, at man ikke kan arbejde mere.

 

På nogle punkter en forbedring. På andre en forringelse. Men med den entydige fordel, at der derved kan skabes ro om danskernes muligheder for at trække sig tilbage før tid.

 

Ro er vi imidlertid ikke lykkedes med at skabe. Dele af fagbevægelsen er kritiske. Det samme er Folketingets partier, hvoraf flere i stedet foreslår at afskaffe de sidste rester af efterlønnen og nærmest nedlægger veto, inden forhandlinger overhovedet er gået i gang.

 

Har vi selv fundet den perfekte løsning? Det er ikke sikkert. For os er det målet, der er det afgørende: Vi skal øge beskæftigelsen. Sikre ordentlige muligheder for at trække sig tilbage. Og til det hører også at finde en løsning, der er bredt forankret, så danskerne ikke skal leve i den uvished, at det konstant laves om.

 

Det kommer vi til at drøfte med Folketingets partier. Vi må afsøge, om der er reel vilje til at finde gangbare løsninger. På nogle områder er der forlig, på andre er der ikke. Men kan det derudover være en ide, at vi også involverer dem, det handler om? Arbejdstagere og arbejdsgivere, der flere gange historisk har vist, at de gerne vil tage et ansvar, der er større end dem selv.

 

Derfor vil regeringen inden sommer invitere arbejdsmarkedets parter til et indledende møde om den korte formulering fra regeringsgrundlaget: etableringen af en ’permanent trepartsinstitution’. Hvordan skal rammerne se ud? Hvilke emner kan vi med fordel samarbejde om?

 

Det bliver ikke nemt. Der er modsatrettede interesserer, beregninger, der udfordres, og armlægninger at tage. Det var der i øvrigt også for 35 år siden, og der har siden været masser af diskussioner og uenigheder om opfølgningen på Fælleserklæringen.

 

Men som de skrev dengang – meget profetisk: »En bred enighed om væsentlige dele af den økonomiske politik vil være en god baggrund for de fortsatte trepartsdrøftelser og vil skabe grundlaget for en langsigtet løsning af de økonomiske problemer«.

 

Derfor er det – også selv om det er i en langt mindre skala – værd at gøre et forsøg på et tættere samarbejde mellem regering og arbejdsmarkedets parter.

 

For ellers vil manglen på arbejdskraft stille, men langsomt, begrænse vores muligheder som samfund.

 

Det skriver vi ikke for at fremmane et billede af en ’brændende platform’. I modsætning til 80’erne er dansk økonomi robust, sund og holdbar. Vi kan godt lade stå til for en stund. Stille os tilfredse med tidligere tiders beslutninger. Men hvis vi gør det, så vil vores samfund gradvist blive ringere. Økonomisk og i den velfærd, vi kan tilbyde hinanden.

 

Hvad der er endnu værre: Vi kan ikke gribe ud efter fremtidens muligheder. Skabe nye fremskridt. Og det må nu engang være enhver generations forpligtelse: At vi hele tiden bringer dette fantastiske samfund frem mod nye højder.