Nyheder
Sociale medier
Kronik af forsvarsminister Trine Bramsen - bragt i Jyllands Posten 5. maj 2020
Lyden af radioens frihedsbudskab sendte for 75 år siden det meste af Danmark på gaden i en spontan rus af lykke. De mørke gardiner kunne rives ned. De onde kræfter var besejret. Der var igen grund til håb og optimisme for fremtiden.
Men samtidig stod Danmark over for et enormt genopbygningsarbejde. Ikke mindst hvad angik vores forsvar. Et forsvar, der på det tidspunkt bestod af stort set ingenting. Flåden var sænket. Hæren var opløst af besættelsesmagten. Alt brugbart materiel var blevet inddraget af tyskerne i løbet af krigen, og der var ikke indkaldt værnepligtige i hverken 1944 eller 1945.
Springer man knap 75 år frem i tiden. Så stod jeg i sidste uge i Folketingssalen, hvor vi førstebehandlede det lovforslag, der baner vejen for, at vi på Flyvestation Skrydstrup kan modtage F-35-kampfly. Et højteknologisk kampfly, der er resultatet af et tæt samarbejde med gode allierede. Et kampfly, der utvivlsomt vil blive centralt for vores territoriale forsvar og internationale bidrag i mange årtier frem.
Kontrasten mellem dengang og nu er til at få øje på. Vi har i dag et moderne og professionelt forsvar, som gennem koalitioner, NATO og FN er blevet udviklet og skarpt. Et forsvar, der er med til at skabe fred og løse konflikter i verdens brændpunkter. Derfor er der grund til at glædes over den stand, det danske forsvar befinder sig i nu – og den yderligere styrkelse, der på vej de kommende år.
Det kan være svært at forestille sig den situation, de danske soldater i Sønderjylland stod i den 9. april 1940. Med sparsomt materielt tog de forgæves kampen op mod besættelsesmagten, der havde ødelagt kommunikationslinjerne, så meddelelsen om Danmarks kapitulation først sent nåede frem. 16 mistede livet i kamp på denne første besættelsesdag i Danmark. De fleste i Sønderjylland.
Senere - under Den Kolde Krig – blev Forsvaret løbende forstærket. Danmark var en frontlinjestat i en polariseret verden. Forsvaret var klar til at stille op, hvis truslen skulle blive en realitet. Nye våben og køretøjer blev taget i brug, og det nyoprettede Hjemmeværn og et styrket civilforsvar blev nye og helt centrale dele af vores forsvar.
Så når jeg i dag er stolt over at være minister for et stærkt forsvar, er det ikke nogen selvfølge. I perioder har Forsvaret været kritisereret og politisk nedprioriteret. I perioder opprioriteret og velset. Afhængigt af truslerne fra omverdenen. Men uanset styrke og stand, har Forsvaret altid været en tryghedsskaber, og det ser jeg som minister også som min vigtigste opgave. At vi som danskere skal føle os trygge. Samtidig med at Forsvaret skal være med til at binde Danmark sammen - socialt, geografisk og kulturelt.
Coronakrisen viser, at Forsvaret, beredskabet og Hjemmeværnet kan løse mange opgaver. Fra bemanding af callcenter, transport af patienter og strandede danskere til hjælp på genbrugsstationerne. Alt imens Forsvaret fortsat passer på Danmark og deltager i vigtige missioner i udlandet. Alt sammen er med til at give tryghed. Ingen opgave er for stor – eller for lille. Det viser professionalisme og en evne til at omstille sig. Det får vi brug for i de kommende år. Her tænker jeg ikke mindst på udviklingen i Arktis, i cyberspace – og sågar i Rummet, som NATO har udpeget som et nyt domæne.
75 år er både kort tid og lang tid. Kort tid, fordi en gruppe af danskere selv oplevede besættelsen og derfor alt for let kan genkalde sig følelserne fra de fem mørke år. Mange af os har forældre eller bedsteforældre, der oplevede besættelsen tæt på. Lang tid, fordi der er sket rigtig meget i verden og i samme periode med vores danske forsvar. Tilbage står, at vi aldrig må tage vores frihed for givet. Derfor må vi heller aldrig tage vores forsvar for givet. I så fald har vi intet lært af historien.