60-årsdagen for Danmarks befrielse

DET TALTE ORD GÆLDER

-----------------------------

Mange tak fordi I har givet mig lov til at sige nogle ord i anledning af 60 året for Danmarks befrielse.

Jeg er særligt glad for lejligheden til at komme til Dragør Havn, hvorfra en stor del af indsatsen for at redde mennesker til Sverige fandt sted. At stå her i dag og se på mindestenen med tanke på den indsats danske mænd og kvinder gjorde for andre i en mørk tid. Det er noget ganske specielt. Det er en indsats, vi ikke kan takke dem nok for.

Den 4. maj 1945 kom meddelelsen om, at Danmark atter var frit. Det har det nu været i 60 år. Lyset og varmen bredte sig fra husenes vinduer, hvor mørklægnings-gardinerne blev taget ned og erstattet af levende lys. En smuk tradition blev født. Gnisten, der udløste fem års opsparede håb og forventning var befrielsesbudskabet på BBC. Når man ser på verdenshistorien, hvem skulle så have troet, at den fred, der blev indledt for 60 år siden, fortsat og ubrudt skulle have holdt ved til i dag? I den henseende er vi utroligt privilegerede. Et privilegium som vi ikke bør tage for givet. For dette privilegium er resultatet, først og fremmest af andre menneskers ofre på vore vegne.

Det er overvældende i dag at skue tilbage mod den enorme og fælles indsats, der lå forud for vores befrielse. Om en måned er det 61 år siden, at verdenshistoriens største invasion fandt sted på Normandiets kyster, der blot ét år senere skulle føre til afslutningen på 2. verdenskrig i Europa. Vi er mange, der har set ”Saving Private Ryan” som skildrer de vilkår soldaterne havde den gang. Den indsats som de allierede soldater, danskere i udenlandstjeneste og vore egne frihedskæmpere, der kæmpede dengang, kastede sig ud i for at redde ukendte mennesker, som blev undertrykt, er en mentalitet og en offervilje, vi ikke tænker nok på i vore dage. Andre har betalt den ultimative pris for, at vi kunne blive frie. Det forpligter. Det forpligter os til at tage et medansvar for at sikre mellemfolkelig fred og sikkerhed. I forsøget på at fravriste nazisterne samt deres håndlangere magten og genvinde friheden lagde Danmark også jord til krigshandlinger i ”de fem forbandede år”. Der står respekt om de allierede soldater, herunder danskere i allieret tjeneste, og de danske frihedskæmperes tapre kamp Hvor vigtig denne dag end er for Danmark, så signalerer den imidlertid kun begyndelsen på krigens eftermæle.

Det er tankevækkende, at denne dag nok ikke havde været den fest og erindringsdag, som vi kender, hvis ikke den var blevet fulgt op af en massiv og langvarig indsats for at vinde freden i Europa helt og fuldt. For afslutningen på krig gør ingen fred. Det er, hvad der sættes i stedet, der bliver så afgørende for fremtidens dom. Man skal turde vinde freden, således som man turde kæmpe krigen. Det blev til fulde bevist efter 2. verdenskrig, da amerikanerne lancerede Marshall-hjælpen og herved bidrog til at skabe den stabilitet i Europa, som vi kender i dag. Alligevel tog det dengang helt til 1948 førend amerikanerne begyndte at bidrage økonomisk til Europa. Tre år førend massiv støtte fandt sted og grundlaget for det Europa, vi kender i dag, blev skabt. Tre år førend arbejdet for at vinde freden for alvor kunne begynde. Men hjælpen kom! Og med den hjælp, der blev givet, blev kimen lagt til en lang række tillidsskabende og stabiliserende institutioner, der har skabt økonomisk vækst og fremdrift.

Vi er i dag en del af et netværk af økonomiske samarbejder og politiske aftaler, der binder os sammen i Europa med et fredeligt formål. Vi er en del af EU, der stærkere end nogen anden europæisk organisation søger at binde os stadig tættere sammen på tværs af vore grænser. Den fredelige sameksistens er fulgt op på forsvarsområdet, hvor organisationer som OSCE giver medlemslandene mulighed for at se hinanden i kortene og inspicere hinandens militære anlæg. Hvem havde for 60 år siden forestillet sig, at dette havde været muligt?

Det er denne fælles økonomiske interesse, samt fri udveksling af oplysninger og åbenhed omkring vore militære tanker og planer, der mere end noget andet har skabt fred og velstand i Europa i generationer. Eller måske skulle jeg sige: i dele af Europa. For der var en betydelig del, der blev afskåret fra hjælp i efterkrigstiden. For en del af Europas lande vandt man aldrig rigtigt freden og friheden, således som vi gjorde det. Det gamle Østeuropa blev undtaget fra støtte fra Marshall-hjælpen af Sovjetunionen. Resultatet er i dag velkendt. Frem til Berlin Murens fald var vi koncentreret om et muligt forsvar mod fjenden fra øst, mens vi selv indbyrdes blev stadigt fredeligere. Vores virkelighed var fastlåst i denne opsplitning mellem Øst og Vest. Alle vore forsvarstanker var sat ind på at forsvare denne grænse og de vestlige demokratiske værdier.

Et sidste levn fra anden verdenskrig. Murens fald ændrede dette forhold radikalt. Men vi har lært af vor egen fortid. Ikke blot vil vi afslutte konflikten. Vi gør også en indsats for at vinde freden og friheden i et kriseramt område.

Danmark har siden begyndelsen af halvfemserne ført en intensiv politik for at støtte udviklingen og stabiliseringen af Central- og Østeuropa. Indsatsen har båret frugt: En stor del af landene er nu trådt ind i EU og NATO, eller kommet tættere på disse organisationer. Denne indsats har sikret, at Danmark er i en hidtil uhørt sikkerhedssituation i dag. Det ser ikke ud som om, at der er trusler, der igen vil føre fremmede magter til vore kyster som erobrere. For et Europa, der havde været forskånet for krig i årtier, var det en skræmmende opvågnen, at konflikter, der har ulmet i det skjulte, siden vi selv blev befriet, atter kunne blusse op og skabe krig i vort nærområde. Krigene på Balkan markerede endnu en brydningstid for dele af Europa. Og Danmark var her klar til at gøre en forskel. Vi var klar til at tage det ansvar, som andre havde gjort det for os under anden verdenskrig. Vi har været på Balkan siden konfliktens start og er der fortsat i et forsøg på at afslutte konflikterne.

Den frihed, vi så længe ventede for 60 år siden, er blevet bibeholdt. Freden fra dengang er siden den første femte maj gjort stærk. Det kan lyde, som om jeg siger, at der nu er fred i verden, og alle kan ånde lettede op. Det gør jeg ikke. Tværtimod! Men Danmark har nu et ”overskud”, der betyder, at vi både kan og vil tage ansvar for at bidrage til fred og sikkerhed.

Det grundlæggende mål med dansk sikkerheds- og forsvarspolitik i dag er ikke kun at fremme Danmarks frihed, sikkerhed, interesser og velstand. Det er et grundlæggende mål at fremme værdier, som: et internationalt retssamfund, menneskerettigheder, demokrati og frihed. Fremme af international fred og sikkerhed, bl.a. gennem forebyggelse af konflikter og krig, fredsbevarelse og fredsskabende aktiviteter er derfor en af forsvarets kerneopgaver. Forsvaret bliver herved et væsentligt virkemiddel i en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på en fredelig udvikling i verden med fremme af demokrati, frihed og menneskerettigheder. Forsvaret kan med udgangen af 2009 hurtigt og fleksibelt udsendte ca. 2.000 soldater. Denne omstilling kan hjælpe med at forvalte frihedens gave, som blev os givet for 60 år siden. Som borgere i et solidt demokrati, der værner om frihed og menneskerettigheder, kan vi som danskere ikke tillade os at stå neutralt, når kampen står mellem demokrati og diktatur - mellem frihed og undertrykkelse.

Vi er nødt til at tage kampen op mod alle de, der truer væres frihed og demokrati – og det gælder især terrorismen, der er vores fælles værdiers fjende. Alle nationer må yde en indsats for at imødegå terroren uanset hvor i verden den viser sit grimme ansigt. For 60 år siden blev Danmark frit. Fordi vores allierede og de danske frihedskæmpere så en uret og nogle betalte den ultimative pris for at gå i rette med denne. Fordi mennesker i en brydningstid valgte at gøre en forskel, også selvom de kunne have vendt ryggen til os. Det gør os privilegerede, at vi har modtaget en så fornem gave af frihed. Og vi har betalt en del af gaven tilbage med en solid indsats for at vinde freden.

Til de mennesker der kæmpede, og de der gav deres liv for at ende krigen; til deres familier kan vi i dag sige: Jeres offer skal huskes og vil blive husket - vi har forvaltet fredens gave vel og vi vil fortsat arbejde for fred og frihed i jeres ånd.

Vi vil i aften mindes de, der kæmpede, og de som gav os freden, ved at tænde et levende lys. Tak.