Debat: Opinion: Vi kan hjælpe både Irak og Afrika

Debatindlæg af Udenrigsministeren og Forsvarsministeren bragt i Berlingske Tidende 4. maj 2006, 2 sektion, magasin, side 15.

Tre medlemmer af Socialdemokraterne, Jeppe Kofod, Per Kaalund og Mogens Lykketoft, argumenterer i Berlingske Tidende 26. april 2006 for, at de danske soldater nu skal ud af Irak, fordi de ikke længere har en chance for at gøre nok nytte.

På ét enkelt punkt er vi helt enige med Socialdemokraterne – nemlig, at de danske soldater har gjort en fremragende indsats og en forskel i forhold til udviklingen i Irak. Derfor er det også besynderligt, at Socialdemokraterne nu vil vende soldaterne ryggen.

I danske aviser og nyhedsudsendelser dækkes den interne vold og angrebene mod de multinationale styrker massivt, og det er desværre rigtigt, at der er mange grusomme og forfærdelige terrorhandlinger i Irak.

Men der er også en anden historie om Irak. Den historie handler om, at det internationale samfund, herunder ikke mindst den internationale koalition, som Danmark er en del af – trods volden – har gjort det muligt at afholde tre demokratiske valg, som forhåbentlig i den nærmeste fremtid fører til, at der dannes den første demokratisk valgte regering i Irak.

Den handler også om en løbende opbygning af institutioner og om en igangsat genopbygning af et ødelagt samfund, herunder blandt andet produktionsapparat, landbrug og infrastruktur. Den historie hører med i tegningen af et mere nuanceret billede som grundlag for en vurdering af, hvorvidt det nytter at blive i Irak eller ej.

Der er således sat en udvikling i gang, som på sigt kan bringe Irak i stand til levere både demokrati og velfærd til det irakiske folk. Men fremskridtene er skrøbelige, og som nyhedsdækningen vidner om, kan det også gå den gale vej.

Volden og terroren er et af landets store problemer, for det er desværre ikke alle grupper, der ønsker, at de påbegyndte fremskridt fortsætter.

Gennem de senere måneder er det lykkedes for disse grupper at puste til modsætningerne og få volden til at blusse op. Et vist niveau af sikkerhed og stabilitet er en forudsætning for, at der kan ske fremskridt og demokratisk udvikling. Den sikkerhed er irakerne endnu ikke i stand til selv at skabe.

Derfor er der behov for at fortsætte den målrettede og krævende indsats med at uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker og udvikle demokratiske strukturer og institutioner i Irak samtidig med, at vi bidrager til opretholdelse af en vis sikkerhed i landet.

Det er vigtigt, at den støtte, vi yder til Irak, fastholdes, men tilpasses den stedfundne udvikling. Kun på den måde kan der ske en positiv udvikling. Hvis den multinationale koalition nu vender ryggen til Irak, vil det nærmest med usvigelig sikkerhed føre til endnu mere vold og ødelæggelse, og den skrøbelige positive udvikling mod et demokratisk samfund vil blive bragt til brat standsning. Derfor ønsker såvel den demokratisk valgte irakiske regering som FN jo også, at vi bliver.

I Socialdemokraternes indlæg argumenteres der desuden med, at den danske militære indsats vil være bedre anvendt i Afrika, der i flere områder også plages af vold og ødelæggelse. Argumentet er, at en indsats her vil have større mulighed for at redde et stort antal menneskeliv og være en del af noget, der lever op til danske holdninger og idealer.

Vi har haft mulighed for at besøge flere af de uroprægede områder i Afrika, og der er ikke tvivl om, at der er behov for støtte fra det internationale samfund. Men kampen mod den vold, der udøves i Afrika, er ikke bedre i overensstemmelse med danske holdninger og idealer end kampen mod terroren i Irak, og en indsats i Afrika vil ikke hjælpe befolkningen i Irak. Der bør derfor ikke være tale om et »enten eller«, men snarere et »både og«.