En afgørende forudsætning!

Danske soldaters muligheder for at kunne håndtere tilbageholdte personer efter bogen er af afgørende betydning for Danmarks mulighed for at deltage i internationale operationer. Dermed vil det også være afgørende for, hvornår vi kan hjælpe der, hvor nøden ofte er størst – for eksempel i Afrika.

Vi husker alle billederne af de forfærdelige begivenheder i Abu Ghraib fængslet i Irak. Nogle få personers afskyvækkende handlinger satte en skamplet på den store indsats, som tusindvis af koalitionssoldater har ydet i Irak siden 2003. En indsats som også danske soldater har været – og er - en vigtig del af.

Billederne fra Abu Ghraib åbnede mange menneskers øjne for et vigtigt element i internationale operationer – nemlig tilbageholdelse af personer og behandlingen af disse. Abu Graib begivenhederne rettede derfor for en tid en stor del af verdens fokus på et meget centralt emne. I den forbindelse er min – og regeringens – holdning klar. Selvom vi er oppe imod terrorister, der bruger de mest bestialske metoder i deres kamp, skal vores soldater følge reglerne.

Vi ved, hvad det er for regler, der skal følges. Det er blandt andet Geneve-konventionerne om, hvordan man må føre krig, og de mange konventioner om beskyttelse af menneskerettighederne. Men vi må også erkende, at det kan være en ganske kompliceret sag at tolke reglerne.

Geneve-konventionerne blev for eksempel skrevet i en tid, hvor fjendebilledet i større omfang var forudseligt og klart: To eller flere hære, soldater var uniformerede og der var ikke megen tvivl om, hvem der var fjender, hvem der var venner, og hvem der var uskyldige civile.

I dag er verden i den grad mindre entydig og klar. Danske soldater kan blive indsat mod ikke-statslige grupper, som for eksempel al-Qaeda i Afghanistan; en situation, som forfatterne til Geneve-konventionerne nok ikke havde forestillet sig i midten af det forrige århundrede.

I Afghanistan har danske soldater haft spørgsmålet om tilbageholdte tæt inde på livet. Efter terrorangrebene i USA den 11. september 2001 besluttede et folketingsflertal – der udover regeringen også omfattede S og R – at sende blandt andet danske specialstyrker til Afghanistan for at bekæmpe al-Qaeda og Talibanregimet. En ikke ufarlig opgave, som soldaterne fra Jægerkorpset og Frømandskorpset er blevet meget rost for.

Der har i folketinget været stor interesse for denne operation, og jeg har besvaret en række spørgsmål omkring tilbageholdelser foretaget af danske soldater. I Afghanistan tilbageholdte de danske specialstyrker – ved to lejligheder – i alt 34 personer.

Da de danske styrker ikke havde mulighed for at udspørge de tilbageholdte, blev disse udspurgt af vores amerikanske samarbejdspartnere. Denne udspørgen var en forudsætning for at kunne fastslås, at de ikke udgjorde en trussel mod de danske eller allierede styrker, og at de derfor kunne sættes fri igen.

For tre af disse personer skete dette samme dag, som de var blevet tilbageholdt. Tilsvarende har jeg fået oplyst, at de 31 personer – der blev tilbageholdt ved en anden operation – blev løsladt kort efter tilbageholdelsen. Siden da har danske soldater ikke tilbageholdt personer i Afghanistan.

Nogle kritiske røster vil måske spørge, om det var forsvarligt at lade vores amerikanske samarbejdspartnere udspørge disse personer. Kunne vi nu stole på, at amerikanerne ville behandle disse personer humant under denne udspørgen? Svaret var den gang som nu et ”ja”. USA var og er en demokratisk stat, og en koalitionspartner som netop var blevet angrebet. Regeringen støttede USA i kampen mod terrorisme, men havde også tillid til, at USA ville overholde sine internationale forpligtigelser. Det har regeringen også i dag.

Samme kritiske røster ville måske henvise til, at præsident Bush i februar 2002 havde udstedt et direktiv, hvorefter al-Qaeda og Taliban tilsyneladende blandt andet ikke ville kunne få krigsfangestatus. Det centrale er imidlertid, at det af samme direktiv eksplicit fremgår, at alle tilbageholdte skulle behandles humant. Uanset hvilke konventioner, som var dækkende eller ikke dækkende for de pågældende personer.

Når danske soldater lod amerikanere udspørge personer tilbageholdt af danske styrker, var det således i tillid til, at personerne ville blive behandlet humant.

Men betyder konventioner, direktiver og tillid mellem retsstater, at vi har en garanti for, at der ikke sker overgreb? Nej, det gør det ikke. Krigssituationer kan få det værste frem i mennesker, og der vil altid være brådne kar i militæret ligesom i det omgivende samfund. Men kendetegnet ved et retssamfund er netop, at disse brådne kar bliver retsforfulgt.

Dette ser vi løbende eksempler på, også blandt vores venner og allierede i USA. Dette betyder ikke, at vi er enige i alle USA's dispositioner For eksempel Guantanamo, som statsministeren på sit pressemøde den 2. maj kaldte en svaghed for koalitionen.

Der skal ikke herske nogen tvivl om min indstilling og vilje til at tage fat på problemstillingen om tilbageholdte. Vi har naturligvis draget os nogle erfaringer fra Danmarks deltagelse i fredsstøttende operationer, og disse erfaringer skal vi lære af.

Derfor skrev jeg allerede 5. maj 2004 – kort tid efter min tiltræden – til forsvarschefen, og bad ham skærpe opmærksomheden om de personer, der blev tilbageholdt af danske styrker. Ligeledes anmodede jeg om øjeblikkeligt at blive underrettet, såfremt personer tilbageholdt af danske styrker blev udsat for overlast.

I juni 2005 tog jeg yderligere personligt initiativ til at indlede forhandlinger om indgåelse af en aftale med Afghanistan om håndtering af tilbageholdte. Jeg rejste til Afghanistan og fik samtaler med såvel præsident Karzai som forsvarsminister Wardak. Kort fortalt går aftalen ud på, at danske NATO-soldater i Afghanistan kan overdrage tilbageholdte til de afghanske myndigheder. Aftalen sikrer, at disse tilbageholdte behandles humant, og at de ikke kan henrettes.

Danske soldater har endvidere mulighed for at tilse disse tilbageholdte, ligesom Det Internationale Røde Kors og en afghansk menneskerettighedsorganisation har adgang til dem. Jeg ser selv denne aftale som meget vigtig. Dels giver den os en høj grad af sikkerhed for, at de tilbageholdte bliver behandlet humant, dels giver den vores soldater nogle rimelige arbejdsbetingelser. Et godt tegn på aftalens vigtighed er, at aftalen har inspireret et betydeligt antal andre lande til at indgå lignende aftaler.

Man kan dog spørge sig selv, om det er hensigtsmæssigt, at de enkelte deltagerlande i operationer selv laver disse aftaler. Ofte deltager vi jo i rammerne af NATO eller FN, og efter min opfattelse ville det derfor være hensigtsmæssigt, hvis det var disse organisationer, som indgik aftaler om overdragelse af tilbageholdte.

Her er det særligt vigtigt, at FN kommer på banen. Det er FN, der på verdenssamfundets vegne autoriserer indgriben i konflikter, og det vil derfor være naturligt, at FN også forholder sig til problematikken omkring tilbageholdte.

Jeg finder problemstillingen særligt relevant i en tid, hvor der er meget fokus på FN’s fredsbevarende arbejde blandt andet i Afrika. Her er lande som Congo, Liberia og Sudan kun nogle af de steder, hvor FN yder en stor indsats. Herudover er der aktuelle overvejelser om at lade FN overtage Den Afrikanske Unions mission i Darfur.

Jeg ved, at der er et bredt politisk ønske om, at Danmark støtter op om FN’s operationer i Afrika, og regeringen er da som udgangspunkt også positivt indstillet overfor evt. danske bidrag hertil.

Men der må findes en tilfredsstillende løsning på spørgsmålet om tilbageholdte. For i denne forbindelse er der ingen forskel på vores deltagelse i operationer i Afrika og vores engagementer i henholdsvis Afghanistan og Irak; vi har stadig ansvaret for de personer, der fysisk og faktisk er i vores varetægt.

Vi skal derfor sikre os, at danske soldater får mulighed for at overdrage evt. tilbageholdte til enten lokale myndigheder, allierede lande eller andre relevante aktører, da vores styrker ikke kan oprette og drive fængsler. Fra dansk side arbejder vi derfor for, at FN tager denne problemstilling op i forbindelse med kommende missioner i Afrika.

Afslutningsvis vil jeg gerne fastslå, at tilbageholdte personer naturligvis skal behandles humant og i overensstemmelse med vores internationale forpligtigelser, ligesom vi skal støtte op om opbygningen af retssystemer i de lande, hvortil vi har udsendt soldater.

Men samtidig vil det være tragisk, hvis danske soldaters manglende muligheder for at håndtere tilbageholdte skulle forhindre, at vi kan deltage i operationer, der skal sikre fred og stabilitet i krigshærgede områder. Derfor kan dette element være en afgørende forudsætning for vores fremtidige muligheder for at deltage i internationale operationer.